Kristian Leopold Emanuel Gjerulff

Notater:

Vægter i bl.a. Silkeborg

Kristian blev gift med Johanne Amalie Wello i Silkeborg. Johanne (datter af Peter Frederik Wello og Eva Tolleson) blev født den 16 jun. 1840 i Lynge-Kronborg herred, Birkerød sogn, Frederiksborg amt; blev døbt den 01 aug. 1840 i Birkerød sogn, Lynge-Kronborg herred Frederiksborg amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Julie Christiane Marie Gjerulff blev født i i Silkeborg.
2. Evald Peter Frederik Kristian Gjerulff blev født den 29 sep. 1863 i Sortebrødre sogn, Nørlyng herred, Viborg amt; blev døbt den 20 jun. 1864 i Sortebrødre sogn, Nørlyng herred, Viborg amt.
3. Emilie Mathilde Henriette Gjerulff blev født den 26 jan. 1867 i Thorning kirke, Lysgaard herred, Viborg amt; døde den 06 maj 1868 i Thorning kirke, Lysgaard herred, Viborg amt.
4. Emilie Mathilde Henriette Gjerulff blev født den 04 feb. 1870 i Viborg Købstad, Nørlyng, Viborg Amt, Danmark; døde den 06 jul. 1901 i København St. Josefs Hospital Griffenfeltsgade; blev begravet den 11 jul. 1901 i Silkeborg Kirkegaard, Silkeborg, Gjern, Skanderborg Amt, Danmark.
5. Frederik Marius Nikolaj Johannes Gjerulff blev født den 10 nov. 1874 i Silkeborg handelsplads, Gjern Herred, Skanderborg sogn; døde den 06 nov. 1954 i Skibby, Kirke Hyllinge.

Mads blev gift med Christiane Bejerholm den 09 jun. 1815 i I hjemmet i Viskum. Christiane (datter af Peder Bejerholm og Lene Hansdatter Bjerregaard) blev født den 16 okt. 1781; døde den 13 jun. 1865. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Datter af Peder Bejerholm og Lene Hansdatter Bjerregaard, Datter af den lærde bonde Hans Jensen Bjerregaard.

Notater:

Følgende er fra H. Hjorth-Nielsen " Danske prokuratorer 1660 - 1869 " : juli 1770 exam. jur. ( ej ubekv., vel). Fik straks efter Aalborg Stiftsamts konstitution i adskillige Sager, og Stiftamtmanden bevidner 1771, at han altid har betjent parterne til fornøjelse ( suppl. Prt. 1771 I. NR. 224 ) 15 februar 1771 prokurator for alle Over- og Underretter i Nørrejylland. ( Jyske Reg 1771 Nr. 36 ) Betegnes da af Aalborg, men formentlig har han straks taget ophold i Viborg, hvor han 1774 ses at have været fadder. ( Viborg søndre sogns kirkebog ). 17. marts 1779 virkelig Kanceliraad ( jyske reg. 1779, Nr. 74 ). 24 Januar 1781 Borgmester, By- og Raadstueskriver samt skifteskriver i Viborg.(Jyske reg. 1781, Nr. 31 og 32). 4 Februar 1784 Vicelandsdommer i Nørrejylland. ( Rigsark. seddelapp., Danske Kanc. ) 16. Juni 1796 Gage som saadan efter Landsdommer Thestrup. ( Rigsark. seddelapp., Danske Kanc. ) 25. maj 1804 i Naade entlediget fra Borgmesterembedet. ( 5. dep. Reg 1804 Nr, 309 ) 1. april 1805 afgået med Vartpenge som Vicelandsdommer. ( Rigsark. seddelapp., Danske Kanc.) 7. August 1807 virkelig Justitsraad. ( 5. dep. Reg. 1807 Nr. 606 ). I 1798 købte han i forening med Amtmand Peter Severin Fønss til Løvenholm og Byfoged Thomas Wissing i Viborg Herregaarden Holmgaard i Rinds Herred for 40.000 Rdlr., og året efter solgte de Gaarden, Tiender, og noget af godset for 28.600 Rdlr. (Viborg Landsting. kopier af protekol. Breve Juni 1798.) Søren Frederik Gjerulf døde den 6. marts 1813 65 aar gammel. Han blev gift første gang den 2. oktober på Ullerup i Galtrup sogn på Mors med Elisabeth Hornemann Haugaard ( døbt Elsebe ), født 4. september 1743 på Birkelse, som datter af Mads Haugaard og Amalia Margrethe Jessen. Gift 2. gang 26. oktober i Aarhus Domkirke med Dorthea Margrethe Bøggild født den 1. august og døbt den 7. august 1758 i Aarhus Domkirke. Hun var datter af Peter Thyrresen Bøggild og Anne Mar
ie Kiersgaard.

Søren blev gift med Elsebe Hornemann Haugaard den 02 okt. 1772 i Galtrup, Mors, og blev skilt den 03 dec. 1778. Elsebe (datter af Mads Ovesen Haugaard og Amalia Margrethe Jessen) blev født den 04 sep. 1743 i Birkelse; blev døbt den 09 okt. 1743; døde den 3 dec. 1778 i Viborg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Elsebe bliver kaldt Elisabeth. Det ses blandt andet på hendes gravskrift i Viborg Stiftstidende mandag den 17. december 1778.Oplysningerne i H. Hjorth-Nielsen " Danske prokuratorer 1660 - 1869 " om at Elsebeth Hornemann Haugaard skulle være datter af forpagter Haugaard af Kongstedlund, og være født i Kongerslev 1752 er ikke korrekt. Der blev godt nok født en Else
beth Hornemann Haugaard i Kongerslev det år, men hun har ingen forbindelse til Søren Frederik Gierulf!

Peder blev gift med Lene Hansdatter Bjerregaard. Lene (datter af Hans Jensen og Ellen Jacobsdatter) blev døbt den 01 jan. 1758 i Gentofte; blev begravet den 30 apr. 1834. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Var egentlig døbt Peder Olesen.

Notater:

Fra indvandrerarkivet i Kongsberg!
1722Friderich Christian Gierulf, borger, salmaker, senere kjøpmann og leverandør. Født ca 1698 i Odense (Odensøe 1732) på Fyn [eller Onsøy i Smålenene?], 34 år gammel i 1732. Innvandret: hav vært på bergstaden 10 år (1732). Eier selv hus. Salma
ker 1735, borger av 2. klasse 1750, kjøpmann 1762, leverandør 1775.

Friderich blev gift med Boel Maria Sørensdatter den 02 dec. 1747 i Stømsø kirke, Stømsø prestegjeld, Drammen, Buskerud. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Forvalter på Hals Ladegård og Birkelse

Søn af Ove Jespersen Haugaard, død 1726, som lod opbygge skolen i Lungsø i
Albæk sogn. Han var først forvalter på Hals ladegård, siden forvalter på
Birkelse, hvor han døde 1748, begravet 14.10. 59 år gammel. Han har været gift
2 gange. 2. gang med Amalie M. Jessen, med hvem han havde børnede Else Hornemann,
døbt 2.5.1742 og Elsebe, døbt 9.10 1743. (åby kirkebog.) Efter sin faders
vilje gav M.H. 200 rdl. til oven nævnte skole. I fundatsen, som er dagtegnet
Birkelse den 13de jan. 1742, omtaler han sig selv som største lodsejer i Albæk
sogn (Hofm.fundat. IV.323). (Maren Grotum)

Mads blev gift med Amalia Margrethe Jessen den 05 maj 1741 i Vadum, og blev skilt den 14 okt. 1748. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ole blev gift med Dorthe Nielsdatter. Dorthe blev begravet den 20 sep. 1785. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Syvende barn af Jens Sørensen, Gentofte, født 8.8.1728, død 30.7.1781, fik tilnavnet Bjerregaard (i h.t. kgl. tilla­delse af H.M. Chr. 7.). Hans Bjerregaard var Dan­marks første udflytterbonde under Bernstorff gods i Gjentofte. Han kaltes også "den lærde bonde" og "den Bernstorffske bonde". Der foreligger adsk. lit­teratur om ham: bøger, pjecer, tidsskrifts­artikler samt et hav af avisartikler. Han købte i 1878 på auktion herregaarden Løvegaard ved Slagelse.Gården brændte ned 22 juni 1766. Kun få fag af stuehuste blev reddet. Her boede familien så, til der var bygget en ny gaard. Sønnen Hans var i øvrigt nær indebrændt ved den lejlighed. I 1776 bliver han nød til at optage lån mod pant i gaarden. Samme år sælger han gaarden til Mogens Wendelboe Brasch, Der imidlertid må oplyse, at han ikke kan vedstå handlen. I 1812 lykkes det ham at sælge gården til Oberst F. von Holstein. Herefter flyttede familien til Slagelse, hvor Hans fik skøde på et hus på hjørnet af Rosengade og Løvegade! på grund af kautionsforpligtelser måtte han den 8 maj 1780 optage et lån på 300 Rdl. I 1781 flyttede han til København i håb om en ny start. Han var da 53 år gammel, men kort efter fik han Tyfus og den 30. juli 1781 døde han. Han blev begravet ved Sct. Nicolai Kirke.

Brev fra Hans Jensen, Selv-Eier Bonde paa det Bernstorffske Gods,til Sine Landsmand,
de ovrige Danske Bønder,om de Nye Indretninger til Kiøbenhavn,

Trykt hos Hof-Bogtrykker, Nicolaus Møller. 1771

Kiere Venner!

Jeg tager mig den Dristighed at forestille eder mine ringe Tanker, om vores nu værende Fælledskab, og de deraf flydende Tab og Fortrædeligheder; og tillige paa den anden Side de Herligheder, Fordele, Nytter og Fornøielser, det er at have sine Jorder for sig selv, uden Fælledskab. Jeg ville fortænke eder, hvis I ikke indsaae og vidste, hvorledes at vores

Allerkiereste Landsens Fader tænker paa os ved alle Lejligheder, med de til os hensigtende Love og Forordninger, som sigter derhen, at enhver Bye, og enhver Mand skulde og kunde faae sine Jorder for sig selv paa et samlet Sted, og derved befordre vores Lyksalighed, saa vidt at vi kunde og ville dyrke og bruge vores Jorder, og handle frit og utvungen efter Gotbefindende, Villie og Indsigt.

Men hvortil nytter os alle de gode Anstalter, naar vi ikke kiender og indseer dem; det skulle giøre mig Hiertelig ont, om der endnu skulle findes de iblant mine Landsmænd, som ikke indsaae det, eller af Frygt, og gammel Vane, ere saa indtagne, at de ikke troe nogen Forbedring muelig; men dem vil jeg raade og bede, at de jo før jo bedre tager Tiden og Leiligheden i agt, at de ikke for sildig skal sukke og klage over dem selv, og deres Børn og Efterkommere tillige begræde deres Vrangvillighed og Efterladenhed, endogsaa til deres eget Beste; derfore søger kiere Landsmænd at rive eder løs af det skadelige Fælledskab.

Følger vores Allernaadigste Konges Villie og Hensigt, hvis Villie og Hensigt ikke kan have anden Grund, end en fornuftig og kierlig Faders for sine Børn, som han anseer for hans fleste, flittigste, og af Kielenskab mindst fordervede Børn; fatter Tillid til ham, og lader os stræbe at blive værdige til den Omhue han har for os, ved det at I søger at forbedre eders Jorder og Omstændigheder, og os selv, og de Børn, og den Slegt, som voxer op iblant os, at vi ikke forderver dem ved onde Exempler, med Trævenhed, Dorskhed og Ulyst til vor Stand: Men derimod med Flittighed, Troskab, Ædruelighed og Nøisomhed ved alle Lejligheder søger at forbedre dem, og forestille dem, at hvis vi have Arbeide og Møie ved at dyrke Jorden, da har vi tillige et frisk og sundt Legeme, og ere fri for tusende Fortrædeligheder, tillige med Sinds og Legems Svagheder, som følger de andre Stænder, og de ere plaget af.

Jeg skriver til eder mine Venner og Medborgere, min Hensigt er ikke Egennytte, Fordeel eller Vinding der søges; det jeg skriver er alene en Igientagelse af hvad jeg tilforn har sagt for at overtale, og overtyde eder til eders egen Fordeel og Beste, ikke heller havde jeg vovet det at skrive, hvis ikke en Veltænkende Patriot, som søger vores og Fædrene-Landets Beste, Vel, og Ære, hvis Navn jeg vil fortie, havde overtalt mig til at skrive, hvis Enfoldighed han troede at passe sig til eders Tænke-Maade; Den Tillid jeg har ham, og bør have til ham, haver givet mig Dristighed til at lade dette gaae saa vidt, som jeg her vil fremsætte i Enfoldighed.

Den ringe Indsigt jeg har forhvervet mig ved den Omgang og Tale, jeg har havt med adskillige fremmede og egne Landsmænd, og ved egen Erfaring selv prøvet og indseet at tiene os til Fordeel, vil jeg søge at giøre saa almindelig som jeg kan; Jeg har endnu ikke ladet det blive derved, men jeg har og ladet min ældste Søn, som er atten Aar gammel, reise ud i Tydskland; for at see om han kunde hente nogen Kundskab for mig og eder, han reiser ikke for at besee de store Stæder, og de der værende Forfængeligheder, som jeg ikke har Formue til, at give ham store Reise-Penge, da Gud har velsignet mig med otte Børn; men jeg har tænkt, at det kunde lade sig giøre for ham, ligesaavel som for en anden fattig Haandverks-Karl, med en Pose paa Ryggen at gaae fra et Sted til et andet, og tiene for Klæden og Føden, og derved at faae den rette Grund, og see hvorledes at de giøder, pløier og behandler deres Jorder, samt hvorledes de føder og feder deres Creaturer, og til Dels den indvortes Huusholdnings Beskaffenhed, og er han for nærværende Tid i det Halberstædiske, hvor han forbliver et halvt eller et heelt Aar, efter eget Gotbefindende. Det paaligger enhver af os at søge efter mueligste Fuldkommenhed, i at prøve og antage hvad der er os fordeelagtig, da vi savner den fornødne og tilstrekkelige Giødning ved det at vores Qvæg er borte, lader os derfore enhver især beflitte os paa at samle og formere den; og tillige, at pløie og dyrke vore Jorder desto bedre, for at hielpe dem i det de savner, derfore søger at faae eders Jorder for sig selv, da der strax kommer et andet Liv, Flittighed, Lyst og Mod til at bruge og benytte eder af den Grund og Jord, I have; Jeg er forsikkret paa, at næst Guds Bistand, ville det være et kraftig Middel imod den grasserende Qvæg-Sygdom og andre paa Heste og Faar smitsomme Sygdomme, som er eder vel bekiendt, ar naar det treffer paa en Mands Creaturer, gaaer den over alt Byens, og fra en Bye til en anden Landet igiennem; men derimod hvis hver Mand havde sine Jorder og Creature for sig selv, vilde det ikke gaae saa farligt til, lad være at det døde for nogle, ville de dog snart komme til Opreisning igien, ved Naboer, Slegt og Venner, som kunde hielpe hverandre, ja det kunde maaskee være et Middel til at den kunde reent ophøre, ja I stulle med Lyst og Glæde see alting frydefuld, og eders Kalve og Lam at dandse og springe omkring eder, og prise Skaberen, og eders Flid; Ja hvorledes ville ikke mangt et nyttigt Træ opvoxe ved eders Flid, som ville tiene eder og eders Creaturer til Nytte og Fornøielse, til Skygge mod Solens Hede om Sommeren, og til Ly og Læ for Regn og Kuld For- og Efter-Aar, ja til adskillig Nytte og fornødne Redskaber, og i sin Tid til at brænde, da enhver af eder seer at Skov og Tørve-Moser aftager, saa at vi og Efterkommere kommer til at savne det Fornødne til Redskaber og Ildebrand Kan I vel have de Tanker at troe, at nogen skulle være saa ond, at raade eder til det værste, da det er os, som de sikkert troer, at Landets Vel og Styrke beroer paa. Tænker ikke, at fordi de ikke er vant til at gaae ved Ploven, at de derfore ikke kan see og dømme om os og vores Foretagender, og hvad der kunde tiene os til Gavn og Beste; hvorledes ansaae os en Bernstorff, og adskillige Store, og for FædreneLandet Veltænkende Mænd, som har fremmet vore Allernaadigste Kongers og Konges Villie, og vores sande Velfærd og Beste? monne de ikke har omgaaets deres Underhavende, som umyndige Børn, der klager for en Fader, der ikke tillader dem deres Villie, ei heller giver dem de Ting, som ikke tiener dem, men søger at bringe deres Sind og Tanker til det, som sigter til deres Velfærd og Beste. Men spørger dem nu ad, da de er kommet til Indsigt og Forstand, hvad mener I, at de vil svare! Jeg er forsikkret, at de ikke kan negte, eller negter, at de jo vare gienstridige til deres eget Beste, som de den Tid ikke indsaae.

Mon nogen nu vil klage? nei, enhver vil med Mund og Hierte udtrykke sig saaledes: At deres Børn og den sildige Slegt vil velsigne ham, som tænkte saa vel til deres Beste; skulle eller kunde der være de endnu, hvis Sind og Villie ikke er eller vil lade sig overtyde, dem maa man svare, lad dem blive i Jericho til deres Skieg voxer; men I hvis Sind og Villie er til Forbedring, lader eder ikke strekke, eller holde tilbage af de Besværligheder, I forestille Jer at ville møde eder, de ere virkelig ikke saa mange og farlige, som der lader til, lad være, at der forefalder nogle de første Aaringer, da oprettes det, lige saa snart ved det, at I have alle Ting samlet og omkring eder; Jeg vil forestille Eder de Herligheder og Nytter der er ved at have sine Jorder for sig selv, og tillige de Fortrædeligheder I have af Fælledskabet, som I maaskee ikke kiender, ved det I er opfødt og daglig vant til dem, men jeg er forsikkret, naar I eftertænke dem, skal I tilstaae mig, at de Uleiligheder jeg her anfører, er endda ikke uden det halve, som forefalder og møder eder daglig.

Ja I ville vel indvende, at det kunde være got nok, naar det var saaledes, og dermed giort; men det er ikke saa let en Sag; Somme fik al den gode Jord ved Byen, og andre derimod al den slette, og hvor skulle vi faae fløttet vores Gaarder, og hvor skulle vi giøre af vores Creaturer, naar vi ingen Fælled havde.

Hvad den gode Jord angaaer ved Byen, ifald det var saaledes, at alle Lods-Eiere kunde ikke faae Jorder ved Byen, formedelst Byens Størrelse, og Markernes Vidtløftighed, eller fordi de ikke laae rundt omkring Byen, men ved en Side, og ifald det var nødvendig, at nogle Beboere maatte støtte deres Gaarder, da kunde der vel gives Lejlighed dertil, naar Lyst og Villie var der. Jeg sætter at der var sexten Beboere i en Bye, og de fire stulle have deres Jorder længst ude, som det heder, at den slette Jord er, og det er naturligt, at den er slettere end den ved Byen, ved det at den ved Byen er i Nærheden, og oftere bliver giødet og bedre dyrket, desuden ved det at Creaturene, som idelig gaaer til og fra Byen, og holder sig der oppe om Morgen og Aften, som Faar, Sviin og Gies, der ligger inde om Natten, og altsaa ved det at Urin og Skarn idelig tabes der, saa at den, der er ude ved Marke-Skiel, omendskiønt den er af Naturen bedre, kan dog langt fra ikke svare til den anden for nærværende Tid, men ville snart paa nogle Aar komme i Stand, naar en Mand kom ud til den, og i Længden overgaae den anden; men var det end saa, at den i sig selv og af Naturen var slettere, maatte de, som støttede ud paa disse længst bortliggende Jorder, have og faae desto mere af den, hvilket af kyndige Mænd og Land-Maalere maatte fastsættes, som kunde meget vel udfinde Raad derimod, at ingen For- nærmelse skede, og hvad det var angaaende, at den ikke for det første var saa god og frugtbringende, kunde de Beboere hielpes. Jeg sætter at der var sexten Mænd i en Bye, og de fire skulle treffe ved Marke-Skiel, og de blev enige, for Lodkastningen skede, at de Tolv som blev i Byen, og fik de Jorder, som var for den Tid de beste, skulle give til de Fire som treffede Udjorden, det første Aar hver sex Tønder, og det andet Aar hver fire Tønder, og det tredie Aar hver to Tønder i de tre første Aar, og var der altsaa sex og tredive Tønder til hver af de Fire, til de fik sadt deres Jorder noget i Stand, hvad det angik at fløtte Gaarden, kunde de paa samme Maade være dem behielpelige; Hvad det er med Creaturene, da kunde der vel grøftes og lukkes af i en Krog til dem, eller i Mangel deraf kan det meget vel tøires, da man kan sætte to Faar sammen i et Tøir, og det betaler meget got den Umage, og Svinene ligeledes to sammen, i et Tøir, da der kunde haves mere Fordeel af tre, end nu af sex til otte. Det kommer vel dem noget underligt for, som ikke ere vante dertil, men jeg forsikkrer at det lader sig let giøre, og et Barn paa otte til ti Aar kan meget gierne styre dem, naar de nogle Dage blev vant til at tøires.

Betragter man Gødskningen, som er og skulle være et af de største Drive-Hiul i LandVæsenet, da er dets Gang og Drift meget svagt og mat, og tænkes ikkun lidet paa at sættes i Drift og Gang, ved det nu værende Fælledskab, da en Mand maa slæbe det fra et Stykke til et andet, og fra en Kraag af Marken til en anden, saa han veed neppe hvor det bliver af, og langt mindre til hvad Nytte det kan være for ham; Thi lader hans Naboer sine Agre ligge til Tørring, opædes hans Sæd, saa der undertiden ikke er andet vundet end Slæb, Umage og Fortrædelighed, ikke at tale om det der spildes paa Gader og Stræder, og onde Veie, og paa Marken over Rinner og Render.

Er det Pløining, hvor fortrædeligt er det ikke at søge en Strimmel hist og en anden her, som ofte er og gives sexten til tive i hver Mark, og undertiden meget ont at komme til dem for Vand og Morats, ja det treffer ogsaa ofte ind, at der staaer Vand paa den ene Ende, og undertiden paa dem begge, saa Jorden ikke kan bære Creaturene; thi man veed, at Agrene er taget fra Jorden og til Siderne, som har sin store Nytte for Vandfalds skyld i Fælledskabet. Naar saadan Jord bliver pløiet vaad, binder den siden sammen, saa at naar Sæden skal til at spire frem, finder dens spæde Rødder alt for megen Modstand, og kan ikke faae Næring, saa det foraarsager en liden og kort Sæd; men det er ikke mueligt, at det kan udgraves for de mange Lods-Eiere, og den kan desuden ikke bringes til lige Tørhed med det, som falder paa Høiden.

Hvad Tid gaaer der ikke bort med at slæbe omkring med Plov og Creaturer til de mange Stykker, og med at fare og maale, saa der ofte maae maales alle Agrene paa et Skifte, for at udfinde det rette Maal, som dog ofte slaaer feil, saa der pløies fra den Side der skulle legges til, saa det er ikkun halv giort Arbeide, at naar Naboerne kommer og pløier tilbage igien, foraarsages ikkun Kiv og Splid.

Desuden den Ulighed som er i Hartkornet i de fleste Byer, som gaaer fra fire til ti Tønder og derover, som ikke vel passer sig til Fælledskabet, og foraarsager onde Følger; thi de som har det lidet Hartkorn, pløier ligesaavel med en Plov som de, der haver dobbelt saa meget, og blive altsaa før færdig til at saae.

Naar der skal saaes, er det ligesaa besværligt at slæbe omkring med Sæd og Creature, saa tilføies og Naboer Skade ved at slæbe og træde paa den nylig opkommende Sæd.

Naar der skal krøges eller harves paa tvert, (og det treffer ind at Jorden er vaad) og man skal vende tre til fire Alen ind paa begge Sider, saa er der ikkun lidet af Ageren tilbaae, men bliver ganske nedtraadt, saa kan det ikke andet end foraarsage en slet Høst, enten det er Rug eller anden Sæd.

Ikke at forbigaae den anden Skade og Uleilighed, der flyder af det onde Fælledskab, med at man ikke kan have reen Sæd; thi det treffer ofte ind at det er Blest om Foraaret, naar der skal saaes, saa at der hvor saaes Havre, bliver Sæden deels ved Uagtsomhed, deels ved Vinden bragt ind paa Naboens Side-Ager, en til to, vel tre Alen, og fra hans igien, paa den andens, til begges Skade, saa vidt det treffer; thi de ere begge fortrykt og forsaaet, saa vidt det kommer, foruden at Sæden bliver ureen og spilt.

Kommer vi til den forrige omtalte Ulighed i Hartkornet, da flyder det deraf, at de der har ikkun det lidet at bestride, og ikke retter sig efter Naboer, enten de ere færdige eller ikke, ja undertiden hverken tænker paa Tiden eller Veirlig, begynder altsaa nogle Dage, ja en heel Uge undertiden, førend Naboen kan komme med, som har det meget at dyrke, hvorover han er nød til mange Gange og de fleste Tider at stryge der over med Hare-Foden, for at han nogenledes kan komme med til Høstens Tid.

Hvad Skade er ikke den velsignede Sæd underkastet, og maa lide i den Tid den voxer, og inden den bliver høstet, af Creaturer, som ere Vange-vante, og tildeels treffer det ind at der kommer Regn, som nedskyller Diger og Gierder, saa at Creaturer kommer ind og for-aarsager stor Skade. Ikke at tale om TøireHeste, som staaer hist og her omkring paa Dragre imellem Sæden, som kommer løse, og gaaer og vader, og slæber Tøirene omkring i Sæden, og foraarsager større Skade dermed, end det de æder. Hvad Sviin angaaer, har de en Slags Rettighed til Vangen; thi det heder, at de saaes ind og høstes ud. Det heder nok at det er Byes Ret og Skiel, med at skrive og pante, men hvem kommer saadan Mulct tilgode? Kroe-Mændene, og ofte foraarsages dobbelt Onde med Liderlighed, Kiv og Strid.

Naar det kommer til Høsten, da begynder de som har det lidet, og altsaa ved det de har saaet først, saasnart at deres Sæd nogenledes er tienlig til at høste, da de andre maae begynde med, enten at deres Sæd er tienlig eller ikke, for at den ikke reent skal opædes af Creaturerne; men de faaer en Sæd, som ikke er fuldkommen og tienlig til at saae, og foraarsager onde Følger, naar en Mand ikke indseer det, og foruden at han har kuns halv Nytte deraf i Huusholdningen, desuden den Fornærmelse den ene øver imod den anden, baade vitterlig og uvitterlig, i at overhugge de Skiel og Rinner der skulle og burde være imellem Agrene.

Hvad Tid gaaer der ikke unyttig bort, med at gaae fra et Stykke til et andet, og ved Snak og Tobak naar de kommer til andre Folk, da man desuden skal bære Øl og Mad, samt Klæder og Redskab, og tillige med at bære Frokost og Middags-Mad ud til Meyere og Bindere; thi det treffer saa sielden ind, at de kan spise tilsammen, saa at naar en Mand har efterladne Folk, stieler de ham Kost og Løn fra, fordi han ikke kan oversee dem alle, eller være mere end paa et Sted.

Hvad Uleilighed er det ikke, og hvor megen Tids-Spilde for en Mand, naar han skal tiende, med Heste og Vogne, at han skal kiøre omkring til hvert Stykke især, og tage Negen, hvor den falder, som adskillige af vores veltænkende Præster paastaaer, og Bonden er nødt til og maa finde i sig efter Lov og Forordning; men han finder det og, da han i den Tid, han maa holde sin hele Magt i Bevægelse, naar der beste Høstveir treffer ind, man for alting passe det, enten han faaer hans eget ager ind eller ikke; saa maa og en Mand være betænkt paa, at hugge sin Sæd om altsammen, omendskiønt at der kunde være nogle Stykker imellem, som burde staae, men det kan ikke lade sig giøre for Tætningens skyld; thi han kan ikke komme til at tiende, før det er opbundet altsammen, da der mange Tider kunde være Leilighed at kiøre noget ind imellem den Tid, og at noget kunde staae og blive fuldkommen modent, og altsaa være bierget naar Regn falder ind, da det hele og altsammen ligger, saa det undertiden maa splittes ad for at tørres, og den beste og modneste Kierne bliver paa Marken, ikke at tale om Bælkornet af adskillige Slags, som det er fast umueligt at saae paa saadanne Steder.

Til hvad Nytte er vel Engene i saadan Fælledskab, imod det de kunde og burde være, hvorledes bliver de ikke oprodet af Sviin, For og Efteraar, det heder jo de kunde og skulle ringes efter Lov og Forordning, men hvor er der en Bye i Sielland, at de retter dem derefter, det heder at de ere saa usle, at de kan ikke taale at ringes om Foraaret, som ogsaa er Sandhed. Hvem legger sig efter at fange Muldvarpe? Ja, det gaaer i det ene som i det andet paa fælles Regning, og det heder, det gaaer ikke mig værre end min Naboe. Hvorledes staaer ikke de fleste Enge med Vand og Moes overdekket? som meget let kunde hielpes, ved at hielpe Vandet ved en liden Grøft i dets naturlige Løb, men det kan ikke skee, enten fordi Byemændene ikke haver lige Deel deri, eller og der skal graves over nogles Jorder, saa det maa forblive ved det Gamle, som det har altid været, til Vandet er fortæret af Soel og Vind, da den beste Vext og Tid er forbi, saa der bliver ikkun lidet og slet Høe, og besværligt at sanke, ved det at det er gierne fuldt af Tuer, og ujevnt af Creaturets Træden og Trampen i saadan blød Bund.

Kommer det til at der bliver givet Evret, hvorledes løber ikke da Creaturerne omkring, og hvad Møie er der ikke undertiden med at opsøge dem, ja halve og hele Dage gaaer bort, og en Dreng kan ride et Bæst til Skamme, førend han kan faae samlet de andre, som kan være en eller to Mile borte, og undertiden gaae hen i en Krog, da de ikke gierne har noget vist Sted, ved det de altid er vant at gaae snart i en, snart i en anden Mark, ja paa to til tre Byers Marker omkring.

Hvorledes har det sig med Rug-Sæden? og kommer det endelig dertil, da bliver der ilde og silde pløiet og saaet; ja det heder, det kan ikke lade sig giøre før; thi saalænge Svinene har ret Lyst til at gaae i Marken, kan det ikke skee at saae Rugen, endelig naar Vinteren begynder at vise sig, maa der tænkes paa Begyndelsen, da den velsignede Sæd bliver nedvadt og nedtraad ved Jordens Forarbeidelse, da den saa silde paa Aaret er vaad og tung, ikke at tale om det kostbare Stutterie, som holdes paa fælles Regning, der gaaer og vader baade tvert og endelangs paa Rug og Engbond, hele Vinteren igiennem, ikke for der de kan faae at æde af Rugen; men fordi at deres Vei kan falde derover til en og anden Ager og Eng, som ligger der imellem, og føler Jorden da deres alvorlige, Gang; Det heder nok de koster intet, men de koster alt for meget, ved den store Skade de foraarsager.

Tager man endelig den hele Forfatning i Betragtning, da møder ikke andet end Forvirring og Uorden, hvor man vender Øinene hen, og ikke til den halve Nytte og Fordeel enten af Ager eller Eng, samt fælles Græsning, som skulle kunde og burde være Fordeel for Bonden om Sommeren, men det bliver saa ilde behandlet af Sviin, som før er meldet, samt de øvrige Creature, som bliver jaget ud naar Jorden endnu er vaad, og da saaledes træder og vader, da der endnu hverken kiendes Græs eller Grøde, og der ikke saasnart kan opspire noget, førend det er afbidt need i den sorte Jord, ja vent oprykket med Roden, saa der ikke kan blive noget til det usle Creatur, men det gaaer kummerlig den beste Tid af Sommeren, og søger det lidet til Livets Ophold, saa det er ikke at undre paa, at det er uselt, smaat og magert, og seer elendig ud.

Desforuden naar smitsomme Sygdomme kommer paa Qvæg, Heste og Faar, er det gierneen Følge, at den hele Byes Creature bliver befænget, og i det som alt andet, at alle maae lide derunder.

Betragter man derimod den Herlighed, Nytte og Fornøielse, det er for en Mand, at have Frihed til at handle, bruge og forbedre sine Jorder, og Omstændigheder, og saaledes at have fri Hænder til at giøde, pløie og saae, samt at inddele sine Jorder efter sin Villie og Indsigt, hvor forhadt bliver da ikke Fælledskabet?

Skal vi nu først betragte Ager- Pløjelandet, da er jeg af den Tanke, og er tillige overbeviist af Erfaring, og nøie Eftertanke, at den hidindtil med Markerne brugte Inddeling i tre Vange ikke er den fordeelagtigste, i de Omstændigheder Bonden er udi for nærværende Tid, da de haver saa liden og ringe Giødning, og dyrker alt for megen Jord; da det er med Jorden som med vore Heste, vil man drive dem idelig ved ringe Foer, bliver de magre og udmattet; men ved villig, eller got Foer kan de udrette dobbelt, og dog være i Stand; thi sætter man, at en Mand paa otte Tønder Hartkorn har fem og en halv Tønde Udsæd efter hver Tønde Hartkorn, er det fire og fyrgetyve Tønder Udsæd, Engbunden uberegnet, og han dyrker de tvende Dele deraf, som er otte og tyve Tønder og fem Skiepper, og den tredie ligger til Hvile. Naar han nu for nærværende Tid, da Qvæget er borte, giøder til to Tønder Land om Aaret, kan man regne at hans Jord ikke faaer Giødning uden hvert et og tyvende Aar, og altsaa maa dyrkes i fiorten Aar, imod at den hviler i syv Aar; saa indseer nok enhver, at hvad Grøde den kan give, maa være ringe, og kan ikke regnes over firefold af alle Slags, det ene bøde paa det andet, er det hundrede og to og tredive Tønder og fire Skiepper. Da er jeg vist forsikkret, at hvis de fire og fyrgetyve Tønder Land, som før er meldet, blev deelt i sex Dele, som en Mand kunde, naar han havde sine Jorder samlet for sig selv, og han deraf dyrkede de tre, og de andre tre hvilte, saaledes at Jorden skulle hvile i tvende Aar, og bære Frugt i tre Aar, saa at han udlagde en Vang hver Aar, og pløiede en op hver Aar, er ieg forsikkret om, at i Steden for at den før gav ikkun firefold, skulle den ved denne Forandring give meget mere. Han skulde, nemlig naar Jorden havde ligget i to Aar, giøde i den Mark, som skal drives op tilkommende Aar, og saa frede den om Foraaret, at der slet intet Creatur kommer derpaa, for at slaa det tilig ved St. Hans Dag, at det da kan pløies saa snart Høet er af, for at udrøde Ukruds Frøet, hvilket skeer ved det at man pløier det først paa langs med tvende Langjern, for at stiere Furen i to smale lige Strimler, og naar det har ligget i tre til fire Uger, og Ukruds Frøet er vel kommet til Wext, da pløier man det anden Gang paa tvers, og saa imod Høst igien, eller og saa snart der er indhøstet, tredie Gang paa langs, og harver det paa tvert hver Gang imellem det er pløiet, naar det har ligget i nogle Dage. Vil man pløie det fierde Gang, og siden saae Rug, kan man vist vente sin Umage betalt ved en rig Høst, øg tillige en dobbelt Nytte og For-deel, ved at faae udrøddet Ukrudet, saa at man bringer et Aars Grøde, ved hver Gang det bliver pløiet, og faaer Jorden løs og lokrig tillige, enten man vil saae Vaar-Sæd eller Rug-Sæd. Og altsaa vil Jorden give syvfold, som udgiør af de to og tive Tønder, hundrede fire og halvtredsindstive Tønder, følgelig bekom Bonden ved denne Forandring to og tive Tønder mere, foruden de sex Tønder, der spartes ved Udsæden. Da han desuden kunde dyrke den bedre, naar han havde sex Tønder mindre at dyrke, og sparte altsaa sex Tønder som han tilforn saaede i Jorden.

Hvad Nytte kunde det ikke indbringe ham med Græsning og Høe til hans Creature? da Jorden ville give dobbelt saa meget Græs, naar den fik Hvile i tre Aar, imod den ellers hviler ikkun i et Aar, og kan altsaa ikke voxe til med Græs, og endnu fire Gange mere, om Bonden ville beflitte sig paa at saae KleverFrø i den Mark, som skulle udlægges til Græs. Man kan til den Ende, naar Jorden er nogenledes tilharvet, blande Frøet iblant fiin Jord eller Sand, og saae det jevnt ud, da en Tønde Land kan gierne besaaes med tre til fire Pund, ja, der er vel de der ville indvende, det ville falde noget kostbar at kiøbe til syv Tønder Land fire Pund til hvert, som var otte og tive Bund til hver Mark, men lad være at man ikke kan overkomme saa meget, saa kan det være nok, at den halve eller tredie Parten blev saaet, til at man selv kunde samle Frø, som ikke er vanskeligt, naar man lader et Stykke stage til det bliver vel moent, hvilket kiendes derpaa, naar dets Stengler og Top er brunt, og let lader sig brække, og Frøet begynder at gulnes, da hugger man det af, og lader det vel tørres, og saa binder det i Knipper, og legger der paa et tørt Loft eller Stenge, og lader det ligge hen imod Juul, da man tærsker det af paa et Lagen, og opsanker det, og kommer det i noget; thi det vil endnu ikke gaae fyldest ret af, men maa hænges ved Varmen, for ret at tørres igiennem, da man let kan gnide det af, og saa blæse eller drifte det urene fra, og giemme siden Frøet paa et tørt Sted, til Tiden er at det skal saaes, og forsikrer jeg, at Kleveret er kraftigt til at foere med, baade som Græs og Høe, hvilket best kan skiønnes paa Malke-Kiøer; thi en Koe skal paa fire og tyve Timer give en Pot Melk mere, end ved andet almindeligt Græs, og tillige af ti til elleve Potter Melk et Pund Smør om Sommeren, da man af det almindelige Græs ikke faaer et Pund Smør af ringere end tolv til tretten Potter, og desuden kan haves overflødig af Faarene, baade i Fedme og Melk, da man kan giøre Ost, som ikke giver den Engelske meget efter. Man kan og lige saa let bestride det med fire til sex Heste, som kan holdes vel, i Steden for at der før holdes ti til tolv, ja somme Steder flere, som bortæder Græsningen fra de øvrige nyttige Creaturer, og de fleste til største Skade, som før er meldet, da man ikke har nødig at frygte, at de skal søge for vidt omkring, naar de først er vandt paa et Sted, og en Mand ville vel ikke holde saa mange usle Sviin som før, da han skulle just have dem paa sit eget, men faae og bedre, med større Fordeel, og han tillod dem ikke heller at gaae uringet, og oprodede hans Eng og Græsning, ja langt mindre at hans Naboes ville besøge ham.

I Henseende til at giøde, da ville det falde langt lettere, og til deels give langt mere Lyst til at formere det, ved at holde Creaturet paa Stald om Foraaret, til at Græsset fik Vext og Jorden blev tør, og tillige inde om Natten. Ja man kan ikke vide, om det end ikke kunde komme i Brug her, som paa andre Steder, hvor de holder dem inde baade Nat og Dag den meste Tid af Sommeren, og slaaer Græsst af og foere dem inde, hvorved kunde samles megen og god Giødning, ja der gives adskillige Leiligheder til at samle og formere den, ved Huller at oprense, som kunde tiene til VandSteder, og giver overflødig Grøde i nogle Aar, ligesom det er fedt og got til, som kiendes, naar det klæver ved Fingrene naar det optages, eller og at man tager noget op med en Spade, og lægger det til at tørres, og det seer sort eller graat ud, er det meget got; men herimod den røde, til liden eller ringe Nytte, undtagen paa en stærk Leer-Jord, som den giør lokrig og løs. Dog er herved at merke, at det maa ligge i det ringeste et halvt Aar inden det bliver nedpløiet; saa og gamle Diger og adskillige LeerArter til at blande iblant Giødningen, og kan der udrettes med en til to Vogne saa meget som ellers med tre eller fire, paa en nær eller lige Dei, spildes der noget, kommer det ham selv til gode, og i den Sted at der før giødtes til to Tønder Land, ville der nu vel giødes til tre til fire Tønder Land om Aaret, paa et samlet Sted, som og det, at have sin Sæd af hvert Slags paa et Sted, meget forbedrer en Mands Omstændigheder.

Er det Pløiningen, da er det meget fordeelagtig at have sin Jord samlet paa et Sted, da man kan pløie engang paa tvers og en anden Gang paa langs, og saaledes tvinge Ukrudet og Græs-Rødderne, og ret giøre Jorden løs og lokrig, og i det at man har det samlet, udretter man snart dobbelt, da man ellers skulle slæbe fra et Stykke til et andet, saa vindes og den Tid der ellers gaaer bort med at maale.

Man kan og tillige inddele sit Ager-Land paa en fordeelagtigere Maade, saaledes at Bonden kan pløie det Tørre eller Høiderne i den Tid at de ere tjenlige, og saaledes efterhaanden som det tørres, eller og udlegge saadan een til Eng, som nok betaler sig for en Tid.

Er det ved Saaeningen, da har man det samlet og paa et Sted, og ikke den TidsSpilde med at slæbe Sæd og Redskab omkring, og man har og den Fordeel, at man kan have reen Sæd, naar man beflitter sig paa at saae reen Sæd, og kan Bonden altid udrette en halv Gang saa meget med lige mange Folk, da han har den samlet, og kan drive paa dem ved alle Leiligheder Er det at tiende, da er det meget hastigere baade talt og samlet, end naar Bonden skal kiøre omkring i to Marker, og i Henseende til hans eget, at bierge, og kiøre hiem, udretter han mere med to Vogne end ellers med fire; Og tillige hvad kan der ikke spares baade paa Kost og Løn, ved det at hans Folk er sanket, baade til Mad og Arbeide? Kommer vi til Engene, da formoder jeg, at de ville ikke see saaledes ud, som de see paa de fleste Steder, ja en Mand vilde nok forsøge at forbedre dem ved alle Leiligheder, baade ved at lede Vandet ud, og at holde Fred paa dem for Sviin, som han ikke kunde see at gaae uringet, og ei heller tillod at hans Naboes kom til ham uringet, samt at legge sig efter at fange Mulvarpe, ja og at oppløie en gammel Moesbegroet Eng, som i nogen Tid vilde give en god Grøde, og i dets Sted at udlegge en af sine Ager-Jorder, og hvor meget kunde ikke udrettes imod for, da han har det samlet?

Hvad Rug-Sæden angaaer, da vilde den ikke saa slet og ringe medhandles, som den bliver, da der i Fælledskabet neppe bliver pløiet engang, og det ilde. Jeg er derimod forsikkret, at den vilde blive pløiet i det ringeste to Gange, ja vel tre til fire, som fører meldet, og tillige saaet i det seneste otte til fiorten Dage efter Mikkels-Dag, da Sæden kunde flaae Røder førend Vinteren kom, og komme smukt op, og Ageren tillige fredes for Sviin og Creature For- og Efter- Aar.
Vil man nu giøre en Sammenligning paa nu værende Fælledskab, hvor lidet at Bonden haver af sine Jorder, og paa den anden Side betragte de Fordele, han kunde have, naar han havde sine Jorder paa et samlet Sted, er det meget ulige; Sætter man, som før er meldet, at han dyrker af de fire og fyrgetyve Tønder Land, de otte og tyve Tønder, og faaer fire og en halv Tønde efter hver Tønde, er det hundrede og sex og tyve Tønder.

Naar man fraregner det som han forbruger: Som til udsæd igien - - 28. Tønder. Til Brød - - - - - 16. -

Til Gryn - - - - - 8. - Til Malt - - - - - 9. -

Til Meel - - - - - 2. -

Til Hestene - - - - - 24. -

Til Sviin at føde og feede - 8. Tønder.

Til Høns og Gies at føde og feede - 3. -

Skatte-Sæd - - - - - 3. -

Bliver altsaa det han haver at

sælge - - - - - 25. Tønder.

Sætter man nu som før er meldet, at han deelte de fire og fyrgetyve Tønder i sex Dele, og dyrkede de tre Tønder, og lod de tre hvile, er jeg forsikkret ved den Inddeelning, og bedre Behandling med Giødning og Pløining, vilde Jorden ganske vist give sexfold, om ikke mere, som vare af de to og tyve Tønder, 132. Tønder, og avler han altsaa af to og tyve Tønder sex Tønder mere, desuden spartes derved til Udsæd sex Tønder.

Nu sætter man at han kunde vist holde:

En Karl mindre, og derved

spare - - - 16. Rdlr. og 4. Tønd. To Heste mindre om Aaret at føde - - - - - 8. Tønd.

Sætter man, at de to Heste koster ham aarlig, enten han selv optrækker dem eller kiøber dem - - - 4. Rdlr. Sparer paa Vogne og Redskaber

aarlig - - - - - - -

2. Rdlr.

Hans Græsning og Høe enten han vil forbruge det til hans Giødnings Formerelse, eller sælge det, kan man sikkert sætte det aarlig til 12. Rdlr.

Er altsaa hans Fordele sikkert aarlig ved denne Forfatning saa meget i rede Penge - - - - - - 34. Rdlr.

I Sæd fire og tyve Tønder, regnes

hver Tønde en Rdlr. fire Mark - 40. Rdlr.

Tilsammen 74. Rdlr.

Mon man ikke let kan udfinde Aarsagen til den dyre Tid heraf, da Bondens Forfatning for den nærværende Tid er saa slet, da hans Qvæg er saa ringe, og derved og hans Giødning, som hans Jorder maa savne, og af Mangel maa sælge det lidet, der spares, af hans Creaturer, som trækkes til Kiøbstæderne, ogsaa hans Foering, som gaaer bag efter, ham til desto større Tab, saa man behøver ikke at beskylde nogen for den utilladelige udførsel, som adskillige troer er Aarsagen, da enhver naar han eftertænker, at det er lidet han har at sælge og overlade, kan det ikke andet være, end han maa have det vel betalt; thi ellers ville det ikke forslaa til hans Udgifter. Det visse Folk siger, at der er Guds Velsignelse paa Jorden, og dog er og bliver det dyrere det ene Aar efter det andet, da de got Folk dømmer derefter, at de kan see et par Bye Marker eller flere, da det er vanskeligt at dømme deraf, hvorledes det vil give i Skieppen, ja endog for Bonden at dømme paa den Maade, førend han kommer til at bruge den.

Ja de got Folk tænker ikke paa, hvad Land-Manden maa beholde, i Steden for Melk, Smør, Kiød, Ost samt Talg, som han maa savne; Regner man at hver Mand haver otte Høveder mindre end tilforn, og at der iblant vare tre Malke-Kiør, og at hver Koe gav fire Potter Melk om Dagen, i tre Fierding-Aar, var det om Aaret tolv Tønder og tre Fierdinger; Lad ham forbruge de sex Tønder og de tre Fierdinger sød til Kalve, Ost og i Huusholdning, og Kierne af de sex Tønder; Sætter man at af hver Tønde kommer et Lispund Smør, var det sex Lispund; Sætter man at af de otte Høveder solgte han to om Aaret, lad være at han fik ikkun; sex Rdlr. for Stykket, var det tolv Rdlr.; Og han slagtede et om Aaret, som holdt ti Lispund Kiød, og ti til tolv Pund Tælle.

Regner man af de otte Hoveder, gav hver Giødning til en og en halv Skieppe Land aarlig, var det til en Tønde og fire Skiepper, som nu maa ligge øde, og saa got som til ingen Nytte; Vil man regne, at den Tønde og fire Skiepper, som er den sikkerste Giødning for en Land-Mand, gav aarlig sexfold, var det:

Første Aar - - 9. Tønder.

Andet - - - 7. Tønd. 4. Skipper. Tredie - - - 6. Tønd. Fierde - - - 4. Tønd. 4. Skpr. Femte - - - 3. Tønd. Siette - - - 1. Tønd. 4. Skpr.

Er 31. Tønder 4. Skiepper.

I Steden for de tolv Tønder og tre Fierdinger Melk, sættes at han maa bruge tretten Tønder Øl, tager man til hver Tønde Øl to Skiepper, er det tre Tønder og to Skiepper; Jeg regner at han maa føde og fede tre Sviin, i det Sted at de Suul-Vahre er af hans Huusholdning, som Smør, Kiød og Ost, og de tre Sviin at føde og fede aarlig, tager sex Tønder, er det altsaa et Tab aarlig af fyrgetyve Tønder og sex Skiepper, foruden det Kiød og Tælle, som er tabt for ham og det Almindelige, samt rede Penge for ham ved de tolv Rdlr. som før er meldt, og at han maa kiøbe saa meget mere Tran og Humble.

Bierregaarden den 29. San,

1771. Hans Jensen.

Hans blev gift med Ellen Jacobsdatter den 12 jun. 1750 i Gentofte kirke. Ellen (datter af Jacob Sørensen og Anna Povelsdatter) blev døbt den 12 nov. 1730 i Gentofte; blev begravet den 05 maj 1808 i Viskum ved Viborg. [Gruppeskema] [Familietavle]