 1782 - 1848 (66 år)
-
| Navn |
Steen Steensen Blicher |
| Fødsel |
1782 |
Vium  |
| Køn |
Mand |
| Død |
1848 |
Spentrup |
| Person-ID |
I1240 |
Harry Jensen |
| Sidst ændret |
15 dec. 2007 |
-
| Notater |
- Det 19. århundredes første halvdel er perioden for prosagennembruddet i den danske litteratur, det vil sige at det er i den periode roman og novelle begynder at få højstatus i den litterære bevidsthed og i øvrigt begynder at blive dominerende i det litterære billede. Gennembruddets store navne er H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Steen Steensen Blicher. Af dem kom Blicher først. Allerede i 1824 fik han sin første store novelle, "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog", trykt
i den århusianske bogtrykker A.F. Elmquists tidsskrift Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark. Læsefrugter var sin tids mest succesrige eksempel på en type af publikationer der var en vigtig grobund for prosagennembruddet. Dets formål var at bringe underholdende læsestof for et publikum der var bredere end dannelseskulturens elite, det vil sige for dens baggrund i borgerskabet og de akademiske lag. Til hvert nummer hørte et par digte og enkelte anekdoter fra historie og nutid, Napoleon fik mange ord med på vejen. Men hovedparten af siderne fyldte Elmquist med noveller oversat fra tyske publikationer af samme karakter. Enkelte fortællinger af tidens store tyske navne dukkede op, men Elmquist var ikke den der diskriminerede som redaktør, og indholdet var blandet gods af dydssentimentale historier, biederme
ier-genrebilleder, kriminalhistorier og rædselsromantik. Det var Blicher udmærket klar over, og han var indstillet på at levere varen. Han var begyndt hos Elmquist med enkelte digte, men først og fremmest af interesse for honoraret, og Elmquist betalte pr. ark så noveller gav meget mere. Der er da heller ikke grund til at skjule at en hel del af Blichers noveller er dårlige, men først og fremmest for at fremhæve at de gode af dem er gode Læsefrugtnoveller. Også i de allerbedste Blichernoveller er der ulykkelig kærlighed, pikante er
otiske situationer, bortførelser, mord og selvmord. Når de bedste af hans bidrag formår at bruge genrens effekter i fortællinger af den største kunstneriske lødighed, skyldes det naturligvis først og fremmest hans geni. Men det er også en del af forklaringen at han havde en helt anden tradition at trække på. Blicher var en af de få digtere i sin generation som læste engelsk uden besvær, og han var dybt fortrolig med det 18. århundredes engelske romantradition, han alluderer ofte til Samuel Richardson (1689-1761) og Tobias Smollett (1721-1771), han har sandsynligvis læst Henry Fielding (1707-1754), selv om der ikke er direkte spor efter ham i forfatterskabet, han læste og elskede Laurence Sternes Tristram Shandy (1760-1767), han oversatte Oliver Goldsmiths The Vicar of Wakefield (1766), og traditionens romantiske bærer Walter Scott (1771-1832) satte han umådelig højt. Hvad han lærte af dem var dybest set at tage den realistiske fiktion alvorligt som fiktion: en historie fyldt med usandsynligheder bliver en sand historie, hvis den giver usandsynlighederne sandsynlighedens præg; og hvis forfatteren vil opnå det, skal han tage i agt at det vigtige ikke er hvad historien fortæller, men måden den bliver fortalt på. Blichers måde at håndte
re novellernes fortællerproblemer på har mange forbilleder. Alligevel er den dybt original, og det er den der gør ham forbilledlig i den danske tradition der var under udvikling. Den engelske indflydelse gør sig også gældende i Blichers lyrik. Hans første poetiske indsats var Ossian-oversættelsen fra 1807. Den høstede han megen anerkendelse for, men den betød ikke noget nybrud i dansk poesi, allerede Ewald havde kendt Ossian (i tysk oversættelse) og var begejstret. Ossian-indflydelsen er nok den dybeste i Blichers egen digtning, hans lyriske digtning er i sin vorden udelukkende efterklange efter Ossian, og det er først da han for alvor tilegner sig di
sse digtes særlige elegiske tone som sin egen, at han bliver en god lyriker. Det sker for alvor sent i hans liv, efter at han har indarbejdet tonen også som tone i de store noveller. Igen peger sporene tilbage mod det 18. århundrede. Blicher beundrede de store digtere af sin egen generation, Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann. Men han kom aldrig selv med i det romantiske gennembrud, dets to hovedtanker - den naturfilosofiske panenteisme og det borgerklassiske dannelsesideal efter Goethe og Schiller - lå ham uendeligt fjernt. Blicher følte sig miskendt af sin samtid. Det var han egentlig ikke, hans bedste lyrik blev agtet højt og hans noveller vandt stor yndest. Men han var fremmed i og for sin samtid, en usamtidig hvis forfatterskab (og hele virke i øvrigt) peger tilbage mod det 18. århundredes fornuft og følsomhed og frem mod den realisme, som kom til at præge hans århundredes anden halvd
el.
|
|
|
