Match 151 til 200 fra 390
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 151 |
Gårdmand
Anders Pedersen blev født det år hvor den nordiske syvårs krig mellem Danmark-Norge og Sverige afsluttedes med underskrivelsen af en fredsaftale i Stettin. | Pedersen, Anders (I1022)
|
| 152 |
Gårdmand i Kærgaard ved Højer. | NN, Hans (I1312)
|
| 153 |
Gårdmand i Sdr. Resen | Andersen, Mogens (I1021)
|
| 154 |
Gartner. | Kristensen, Marius (I1325)
|
| 155 |
Gift i Silkeborg den 25. okt.1890 med Maren Kirstine Jensen født den 23. feb. 1867 i Ove, datter af husmand Jens Kristian Larsen | Gjerulff, Evald Peter Frederik Kristian (I179)
|
| 156 |
Gift med Søren Frederik Gjerulff efter hans første hustrus død! | Bøggild, Dorthea Margrethe (I206)
|
| 157 |
GOTCHALK (GOTSKALK) RASTORF, han synes at have været den første mand af slægten der har bosat sig i Danmark, han levede endnu 1348 og mageskiftede sit Gods i Tørring til kronen for Skjørring Mark | Radestorf, Gotschalk (I576)
|
| 158 |
Gregers er ungkarl, og har aldrig været gift med Ane! | Pedersen, Gregers (I1508)
|
| 159 |
Gunde Munk af Haubro levede endnu 1468. Gunde Munk i Havbro, var 1442 nærværende paa viborg landsthing. Pantsatte 1454 et gaardsæde i bonderup til vogn jensen, hvilket hans sønnesønner peder munk til havbro, peder munk til komdrup, søren mu
nk til morum og las munk til hungstrup siden søgte at vinde tilbage, var 1468 med at afsige en borgestuedom paa aagaard. Gift med Karen Nielsdatter Skadeland.[ | Munk, Gunde Nielsen (I1139)
|
| 160 |
Gælker i Skåne 1251-82
Arresterede sin bror Jacob 1259
Blev bandlyst | Erlandsen, Niels (I1129)
|
| 161 |
Han beseglede 1369 ligesom Brødrene, han udstedte 1385 på Sønderborg en Ordfejde til Greverne Claus og Gert i Anledningen af det ham overgået Fængsel. | Stampe, Tetlavus (I540)
|
| 162 |
Han blev hjemmedøbt og fremstillet i kirken den 20-8-1702. Han blev båret af mosteren Lene Mikkelsdatter; fadere var Peder Sørensen, barnet farbror Niels Jensen, og fasteren Maren Jensdatter, morbroderen Christen Mikkelsen, samt Bodil
Jensdatter Skræder.Han blev gift førstegang i august 1728 med Ane Hansdatter i Hvorslev kirke, hun døde den 19-9-1733 efter en ulukkelig hændelse ved at hun faldt ned på en fork, og straks hun var berettet med sakramenterne døde hun. Otte dage før døde et
barn ved at den blev "ligget ihjel" i sengen hos moderen, der var vist ikke andre børn i dette ægteskab.
17-01-1734 blev han igen viet i Gjerning kirke med Karen Christendatter, om hende se andet sted.
Han har måske haft en kone mere mellem An og Karen, måske det var hende der kom ulykkelig af dage ?. | Familie: Mikkel Rasmusen / Karen Christensdatter (F18)
|
| 163 |
Han blev hjemmedøbt og fremstillet i kirken den 20-8-1702. Han blev båret af mosteren Lene Mikkelsdatter; fadere var Peder Sørensen, barnet farbror Niels Jensen, og fasteren Maren Jensdatter, morbroderen Christen Mikkelsen, samt Bodil Jensd
atter Skræder.Han blev gift førstegang i august 1728 med Ane Hansdatter i Hvorslev kirke, hun døde den 19-9-1733 efter en ulukkelig hændelse ved at hun faldt ned på en fork, og straks hun var berettet med sakramenterne døde hun. Otte dage før døde et bar
n ved at den blev "ligget ihjel" i sengen hos moderen, der var vist ikke andre børn i dette ægteskab.
17-01-1734 blev han igen viet i Gjerning kirke med Karen Christendatter, om hende se andet sted.
Han har måske haft en kone mere mellem An og Karen, måske det var hende der kom ulykkelig af dage ?. | Rasmusen, Mikkel (I62)
|
| 164 |
Han er konfirmeret i Vridsted 1776.
Hans mor kan vi kun finde nævnt i Jens Højris's beretning Et tilbageblik og der nævnes hun kun som Jacobs mor.
Jacob Christensen er 70 år gammel da han dør. | Christensen, Jacob (I21)
|
| 165 |
Han fik 1396 Tingsvidne på retten til Gods i Kondrup i Støvring Herred Bonderup sogn , han oplod 1428 til Bisp Ulrik, gård og gods i Nøddelund og Bønderskov i Houlbjerg Herred, han nævnes 1433 i Tulstrup. | Udsen, Ebbe Henriksen (I567)
|
| 166 |
Han fik i 1466 kongelig stadfæstelse på Peder Stigsens lovhævd på Egebjerg, tog 1472 på Fleskum Herredsting vidne, at Jes Vognsen af Lengsholm for fem år siden pantsatte sit gods i Thy til Niels Pedersens hustru fru Ingerd Mortensdatter, var 1484 nærværende på Vennebjerg Sognestævne. Ved 1470 kom den daværende eier af Egebjerg: Niels Pedersen i skade for at slå sin sognepræst, Hr. John i Ugilt, ihjel. "Bispen forfulgte ham skarpt derfor uden al nåde, og han blev fredløs". Men Niels Pedersen beviste for Kongen og Rigens Råd, at han havde handlet i nødværge, og opregnede sine forfædre således, for at vise at han ikke var forpligtet til at lade sig træde på : "Min fader, Peder Stigsøn, kjende I nu, som I lidet anse imod hans Forfædre, ligesom mig. Hans fader, Stig Nielsøn, hans fader, Hr. Niels Stigsøn, som byggede Egebjerg efter sin fædrene gård i Sjælland, hans fader, Hr. Jørgen Stigsen, hans fader, Hr. Stig Thagesøn, hans fader, Hr. Thage Ebbesøn, hans fader, Hr. Ebbe Skjalmsøn, som rådte og regerede i Sjælland i Kong Svends tid. Jeg havde jo mit fædrene blod, jeg måtte gjøre nødværge og ei lade mig træde på." - - Denne Niels Pedersens Faster var Mette Stigsdatter, som var gift med
Christern Jensen Hørby. | Pedersen Skovgaard til Egebjerg, Niels (I1073)
|
| 167 |
han nævnes 1532 til Tulstrup.
Nr. 142 • Silkeborg 08.05.1537
Dombog 1, Fol. 70R-70R
Laurids Simonsen (Tulstrup, Sall S., Houlbjerg H., Viborg A.) mod Laurids Vestenie (Hagsted, Houlbjerg S., Houlbjerg H., Viborg A.)
Retspleje - hjemmel til en gård erhvervet ved mageskifte (ejendom, marker, mageskifte) • Kongen fraværende; 25 fraværende fra rådet • 1. instans.
Udfald: Domfældelse
Resume: Sagsøger tiltalte sagsøgte, fordi han havde mageskiftet ham noget jord, der ikke rettelig tilhørte ham. | Udsen, Laurits Simonsen (I379)
|
| 168 |
Han skal have bygget Egebjerg og givet den Navn efter sit Fædrene Gods på
Sjælland.
Niels Stigsen far var Stig Pedersen (Skovgaard), og hans far hed Peder Jurissen hvis far hed Juris Stigsen. Juris far hed Stig Galen. Juris var gift med Margrethe Vognsdatter, datter af Vogn Gallen. | Stigsen Skovgaard Til Egebjerg, Hr Niels (I1071)
|
| 169 |
Han skrev sig til Egebjerg, og er måske den Stig Nielsen der 1386 var medudsteder af et vidne om Nicolaus Rastorp og hans søskendes ejendomsret til den grund hvorpå Åkjær er bygget og samme år på Sabros Herreds ting til Niels Jensen solgte
sin del i Svejstrup hvilken del han havde købt af Elne Sivert Nielsens. Hans hustru er ikke bekendt, deres Børn: Peder Stigsen og Mette Stigsdatter Skovsgård og Jortret Stigsdatter Skovsgård | Nielsen Skovgaard til Egebjerg, Stig (I1070)
|
| 170 |
Han skrev sig til Ristrup i Sabro Herred,
Godskalk Rostrup pantsætter gods i Hads herred til biskop Bo af Århus.
Åkjærske registratur (1611).
Et pantebrev på pergament, (at) Godskalk Rostrup har pantsat biskop Bo noget gods i Hads herred. 1402. | Rostrup, Gotschalk (I569)
|
| 171 |
Han skriver sig til Klarupgaard i Fleskum Herred, som han dog kun havde i pant af Viborg Bispestol, han pantsatte 1451 til Vestervig Kloster en gård i Eierslev, som han havde pantsat til Margrethe Nielsdatter, han gav nogle Boel i Rold,
Hesselholt og True til Mariager Kloster og havde før 1477 pantsat til Per Nielsen af Langvad Marsbøl i Hjardemål sogn og det samme med Ingjerd Lauritsdatter, der forbød Per Nielsen at afhænde Ejendommen. | Familie: Otto Folradsen Stampe / Inger Lauridsdatter (F109)
|
| 172 |
Han solgte før 1398 , med sin broder Bennedigt og svoger Jes Alisen Kjærgaard, Svingballe og Askjær til Bispen. Han ejede 1402 Gods i Gylling.
På rettertinget i Århus fraskriver Godskalk Rostrup og hans hustru Jakob Begeres datter, sønnen Jakob Godskalksen (Rostrup) og svigersønnen Niels Hvas sig al ret til Jakob Begeres gods overalt i Danmark. | Radztorp, Gotskalk (I571)
|
| 173 |
Han tilhørte den danske lavadelsslægt, der havde hjemsted omkring Hobro og op i Himmerland. Slægten havde sin udspring i 1400-tallet i Skovbo i Valsgaard sogn, Hindsted herred. | Hørby, Anders Bertelsen (I378)
|
| 174 |
Han udstedte 1401 en forpligtigelse til Vestervig Kloster og siges 1445 at være Ridder og nærværende i Kapitelhuset i Vor Frue Kirke i Viborg, da Erkedegn, Kantor, Kapitel, tilbød Provsten HANS PABE Prokuratoriet for Læsø. Han gav på sit Yderste tre Gårde i Ejerslev på Mors til Vestervig Kloster. hvilket Testamente STRANGE NIELSEN fuldbyrdede. Han var gift med: INGEBORG HENRIKSDATTER DOSENRODE, hun var gift i 1 st ægteskab med: HENRIK QVITZOV og i 3 die ægteskab med: NIELS
STRANGESEN BILD til Norringtoft død 1424, han var gift 1 st Ægteskab med: BARBARA BOSDATTER HØG og i 2 det Ægteskab med: METTE PEDERSDATTER af SNERUM. | Familie: Folrad Stampe / Ingeborg Henriksdatter Dosenrode (F110)
|
| 175 |
Han var byhyrde i Fly, men der vides ikke meget om ham da kirkebogen er brændt. | Olesen, Chresten (I34)
|
| 176 |
Han var ejer af Hvorslevgård | Jensen Karmark, Peder (I431)
|
| 177 |
Han var oprindelig af fæstebondeslægt. Han var kromand i Ans. Sejladsen på Gudenåen gjorde Ans kro til midtpunktet for omegnen, og her krydsede mange veje. Thyrri Jensen Bøggild nævnes 1700 som kromand. Kroen kaldes 1688 for kroghuset. Bøggild var en meget driftig mand, der lod bygge pakhuse ved Ans kro, drev handelen op til at være langt dn betydeligste i hele midtjylland. Han opkøbte landmændenes produkter, korn, hør, huder og skind, som han solgt i Randers, og i stedet købte bergfisk, tobak, tjære, fransk brændevin, tømmer, krydderier osv. Endvidere var han storhandler af træsko med leverancer helt op til Nibe. Han fremstillede selv sit øl og brændevin til kroen, hvor der forefandtes flere kobberbrændevinskar og mæskekar. Han blev en meget velstående mand efter den tids forhold, skønt han havde 10 børn at forsørge. Foruden sin virksomhed som handelsmans og kromand drev han en betydelig finansieringsvirksomhed. Han efterlod
sig ved sin død 6.400 Rd. Af sønnerne blev Peder, Daniel og Thyrri storhandlere i Århus. | Familie: Thyrie Jensen Bøggild / Margrethe Jensdatter (F302)
|
| 178 |
Han var selvejer af Hvorslevgård Hvorslev sogn og desuden nævnes han en årrække som sandemand. I Kancelliets brevbøger findes et åbent brev dateret 23 december 1578, hvorved Niels Sørensen i Hvorslevgård har tilskødet kronen 11 mark sølvs jord over al Vitten mark til det byggested i Vitten, som Peder Jensen nu bruger, og han hustru E
lle Thomasdatter for livstid fritages for landgilde, ægt og arbejde på godset.
Viborg Dombog oplyser under den 19. juli 1623:
"Albret Nielsen i Bjerring havde stævnet Jens Nielsen i Karmark for et købebrev, han har i rette lagt til Middelsom herreds ting 12/6 sidst forleden bemeldende, at han havde solgt til Jens Nielsen hans arvelod i Horslevgård efter hans salig far Ni els Sørensen, så og hvis arvelod, som han kunne tilfalde efter hans mor Ellen Tomasdatter, som endnu lever, hvilket brev Albret Nielsen benægter at have læst eller vidst, hvad det indeholdt, før det 12/6 blev i rette lagt. da efter flere ord de m imellem var, blev der for retten så forhandlet at Jens Nielsen lovede at give sin bror Albret Nielsen 30 sletdaler, og derimod lovede Albret Nielsen at han med det første, samme gods kan blive lovbudt, skulle møde til Hovlbje
rg herreds tin g og gøre Jens Nielsen nøjagtigt skøde på hans anpart i Horslevgård.). Hun døde eft. 1623 i Hvorslevgård."
Kilde: Thorkild Møller Nielsen. | Sørensen, Niels (I437)
|
| 179 |
Han var selvejergårdmand i Hvorslevgård Hvorslev sogn, nævnt 1535, da der udstedes et vidne på Houlbjerg herredsting af Søren Nielsen og Christen Pedersen i Timring, som arvinger efter afdøde Niels Madsen i Ernslev. Havde modtaget 200 mark
af Hans Melchelsen, fuldmægtig for Helligåndshuset i Randers, for den gård i Hvorslev, som d. 3 juni 1520 blev pantsat til Niels Madsen i Ernslev af prioren Laurits Nielsen Randers.Han fik sikkert Hvorslevgård i arv efter sin farbror, Jens Madsen, da denne nævnes som forige ejer. Jens Madsen fik skøde på Hvorslevgård i 1489, og det må antages, at denne gård har været i slægtens eje siden 1388. dette år ejes den nemlig
af Niels Matzen, kaldet Fod.
Afskrift af.
Slægtsbog for efterkommer af Morten Nielsen Thulstrup født 1820.
Murermester i Mariager.
Dans Slægtsforskning Fredericia 1974 Nr. 731770. | Nielsen, Søren (I439)
|
| 180 |
Handelsfuldmægtig i København. | Gjerulff, Ernst Viggo (I269)
|
| 181 |
Hans Kiærgaard ved Aaen
"ved Aaen" er en lokalitet i Møgeltønder sogn, en betegnelse for 13 gårde, der lå spredt ved bredden af Vidåen. Endnu i vore dage finder der en smuk marskgård, der hedder Kærgårdshof, som jeg formoder, er den, Hans Kiærgaard havde. | Kiærsgaard, Hans (I501)
|
| 182 |
Har Østergård i Fly 1663-1682.
Konen kendes ikke.
Børn;
Ib Sørensen; får gården 1682.
Jens Sørensen; . | Chrestesen, Søren (I466)
|
| 183 |
Hendes bror Anders Lydichsen ( ca. 1597 - 1664 ) er borgmester i Århus 1653 - 1663.
Hertil følgende bemærkninger:
1) "ved Aaen" er en lokalitet i Møgeltønder sogn, en betegnelse for 13 gårde, der lå spredt ved bredden af Vidåen. Endnu i vore dage finder der en smuk marskgård, der hedder Kærgårdshof, som jeg formoder, er den, Hans Kiærgaard havde.2) Johanne Lydiksdatter døde 1677 i Højer, 81 år gl. [kirkebogen], og var altså født ca. 1597. Hendes søn, skipper Lydik Andersen Stemmild, og dennes søn Anders døde ved et skibsforlis i 1676, så hun mistede altså både en søn og en sønnesøn året før hun selv døde.3) Maren Lydiksdatter blev efter Bendix H. Hardings død ca.1645 gift 2. gang med Mouritz Martensen, islandsk købmand i København. Det fremgår af et "testamente", oplæst i forbindelse med ligprædikenen over købmand Hans Bendixen Harding i Århus, Maren L.datters søn af første ægteskab. Testamentet refereres i en artikel af postmester Klitgård i Personalhistorisk Tidsskrift 1909, s. 165. At Mouritz Martensen skulle være Maren Lydiksdatters fætter, ved jeg ikke, hvor stammer fra, og jeg tror ikke, det er rigtigt.
Spørgsmålet er nu, hvem der er forældre til disse 5 søskende Lydiksen/-datter. Navnet Lydik/Lyder/Lydde/Lyt var ret almindeligt på Højer-egnen. Deres far var næppe den Lydik Mouritzen, der havde en part af Husumtoftmark [jordebog 1613], da han aldersmæssigt ikke helt passer (han er formentlig født omkr. 1575/80), og blandt de 3 brødre er der jo ikke nogen Mouritz. Jeg tror snarere, at de 5 søskende var børn af Lydik Hansen i Højer, der også nævnes i 1613, og hvis kone måske var datter af Hans Kiærgaard i Højer [nævnt 1575, vist nok hos Rolfs], der også var far til en datter, gift med 2 på hinanden følgende præster i Højer, Svend Hansen (død 1592) og Peter Brodersen (død 1637). | Lydiksdatter, Maren (I1309)
|
| 184 |
Hendes søn Vogn Jensen i Onsild tilskødede 1481 hr. Erik Ottesen (Rosenkrantz) gods i Svingelbjerg med den tiltale, som han havde til Per Stigsen og hans arvinger, Just Nielsen og hans arvinger, som er Nis Persens søn. | Skovgaard, Jortret Stigsdatter (I1478)
|
| 185 |
Herredsfoged i Kær Herred, boede i 1448 i Fogedgården i Vadum. Afgået som herredsfoged før 1458. | Kierulf, Anders Andersen (I1094)
|
| 186 |
Historie/Jyske Samlinger, Bind 5. række, 1 (1932 - 1934)
Viborgrektoren Peter Jessen.
Af Ejlif Bøgebjerg
Naar man omtaler Latinskolerne i seldre Dage, er det ofte som den »sorte Skole«, og man mener vel derved en Laereanstalt, hvor Eksamensterperiet og Udenadslaeren var den bestaaende Undervisningsform, ligesom man opfatter Laererne her som livsfjerne, noget forhutlede Eksistenser, der var ude af Kontakt med det praktiske Liv. At det dog ikke altid var Tilfaeldet, men at Latinskolelaerere kunde vaere i allerhojeste Grad optaget af at vinde en sikker okonomisk Stilling, skal folgende lille Skitse prove at vise.1) Peter Jessen2) var fodt 1713 som Son af Sogneprsest Jes Pedersen Jessen, Vadum i Vendsyssel; Moderen hed Margrethe Ostenfeld og var Datter af Praesten Peter Jessen i Norholm. Sin forste Ungdom havde han tilbragt som Skriver, men gav sig derefter til at studereunder den da kendte Professor Peder Rosenstand Goiske indtil 1739, da Biskop Woldike i Viborg kaldte ham til at vaere fjerde Lektiehorer ved Latinskolen. Her syntes han ret hurtigt at have slaaet an. I hvert Fald gjorde han forholdsvis hurtigt Karriere; i 1747 bliver han Konrektor, idet man dog forst synes at have tæenkt paa at faa den kendte Filosof og Filolog Fr. Kr. Eilschou til at overtage dette Embede. Jessen, hvis Uddannelse langtfra kunde maale sig med dennes, laa imidlertid ikke paa den lade Side. Han skyndte sig at tage Magistergraden, hvorefter ham fik det eftertragtede Embede. Allerede paa dette Tidspunkt vil man maaske kunne skimte Omridsene af Jessens Person, en ung, aergerrig Mand opsat paa at bane sig Vej opad Samfundsstigen og snart benyttende sig af alle de Midler, der stod til hans Raadighed. Han forsagede derfor heller ikke den Stotte, som et fordelagtigt Giftermaal kunde yde ham. I 1748 giftede han sig med Dorothea Cathrine Ostenfeld, Datter af den i 1744 afdode Rektor Jens Ostenfeld, som han maaske var beslægtet med paa modrene Side. I hvert Tilfaelde kom han herved i Familie med Viborgs fornemste og laerde Patricierslsegter, som det ses af nedenstaaende Slaegtstavle:
1) Mange Oplysninger, sæerlig vedrorende personelle Forhold i Viborg, er mig velvilligst givet af Hr. Landsarkivar Aakjæer.
2) Uddrag af J. P. Thjorrings Skildringer af viborgske Personligheder i forrige Aarhundrede ved A. Heise i Samlinger til Jysk Historie og Topografi, IV B. 1872-73.
1) Fra Landsbyen O. i Holsten.
2) Datter af Magister og Biskop Peder Villadsen. Herved voksede den unge Konrektor naturligvis i ydre Anseelse, men tillige var dette aegteskab yderst fordelagtigt i okonomisk Henseende. Hans Svigerfaders Svigerfader, Jens Reenberg, havde ejet vidtstrakte Grundejendomme, saerlig i Fjends og Norlyng Herreder; selv boede han i en læengere Aarræekke paa Lynderupgaard. Jessen fik naturligvis sin Del af de Reenberg'ske Rigdorame. I Stedet for at bo i sin beskedne Embedsbolig paa Latinskolen fik han nu en anselig Gaard i Viborgs fornemste Kvarter 1). Desuden oprettede hans Kones to ugifte Mostre, Anne Marie og Eleonore, et Testamente til hans Fordel, idet de antog Jessen eller i Tilfaelde af hans Dod »vores salig Sosters Dorothea Helene Reenbergs Datter, Dorothea Cathrine Ostenfeld, som Executores Testamenti . . . vores efterladte Stervboe, Midler og Formue . . . tilligemed de faae Tonder Hartkorn Jordegods, som vi eje . . . [at] tage til sig .. .«2). Og da den sidste af dem dode 1754, kom Jessen alts
aa ogsaa i Besiddelse heraf. Derved biev han Ejer af flere betydelige Bondegaarde, nemlig folgende i Halds Amt, beliggende i Norlyng Herred:
Ravnstrup Sogn:
4 Gaarde i Jegstrup.
Finderup Sogn:
3 Gaarde: Flojgaardene og Skovhus.
Dollerup Sogn:
3 Gaarde i Stanghede og 3 i Fallesgaarde3).
I Silkeborg Amt, Lysgaard Herred ejede han:
Almind Sogn:
Tostrupgaard.
1) Det nuvserende Mogensgade Nr. 29.
2) Norlyng Herreds gejstlige Skifteprotokol for 1752.
3) Viborg Aratstues Hartkornspecifikationer over Strogods i Haldi Amt, Norlyne Herred.
Lysgaard Sogn:
Halvdelen af Neder Bisballe1). lalt belob dette sig til over 24 Tdr. Hartkorn. Hertil kom desuden det Jordegods, som tilhorte Latinskolen, og hvoraf bl. a. Rektoren 10nnedes. Dette fik J. ogsaa at bestyre, da han i 1764 udnsevntes til Rektor. Med stor Iver varetog han da
ogsaa sine Interesser her. Saa sent som 1770 ser man ham ansoge om Tilladelse til at saelge en Del af Rektoratets Gods i Sailing (I Balling og Harre Sogne), saaledes som ogsaa hans Forgsengere havde gjorf, for at de kunde nyde Renterne af Salgssummen, hvad Danske Kon
celli da ogsaa giver Tilladelse til, mod at Faesterne saa vidt muligt overtog deres Gaarde til Selveje2). Men mest Interesse nserede han selvfolgelig for sit private Gods, som han saa let og heldigt var kommet i Besiddelse af. Med udpraeget Sans for alt, hvad der kunde tjene til at lette de Byrder, der paahvilede ham som Ejer, ser man ham over alt arbejde paa at fremme sin egen Fordel. I den ovenfor naevnte Specifikation til Amtsforvalter Niels Spliid, Randers, hedder det: »Bevaagne Velynder! Beviis mig den Grace og Godhed,at siden jeg ej har Hartkorn til et fuld Lsegds Completering, men folgelig maa komme udi Strolsegd med en anden, at jeg endelig maa undgaa at komme i Faellesskab med Landsdommer Schinkel paa Hald, som Hr. Kammerraad selv kender, men med en god Mand, allerhelst Hr. Friedenreich paa Palstrup, og ti
llige,at det kunde passe sig, at de faa Tonder Skove, jeg ejer, kunde vaere det ringeste Qvantum i Lsegdet, hvilket vilde blive mig til Soulagement udi de Besvaerligheder,som
1) Randers Amtstues Hartkornspecifikationer over Strogods i Silkeborg Amt, Lysgaard Herred. Specifikatioiien indsendt af Jessen 25/6 1764.
2) Latinskolens Arkiv. Indkomne Breve 1737-1805. Viborg LA.
ligheder,somStrolaegder forer rned sig.« Meget interessanter Bemaerkningen om Schinkel, selv hans egne Standsfaeller synes ikke at vsere ivrige for Samkvem med den kendte Landsdommer, der jo langtfra havde et godt Lov paa sig.1) Selv om disse Ejendomme faldt som en Appelsin i hans Turban, skulde dog Besiddelsen af dem medfore store Besvaerligheder for ham. Anledningen hertil var han ganske vist uden Skyld i, men at de fik saa stort et Omfang, maa dog for en Del til
regnes ham selv. Fra Begyndelsen af det 18. Aarhundrede var Tanken om Opdyrkning af Alheden dukket op med visse Mellemrum, og i 1750erne synes den at have taget fast Form hos Regeringen naeret af visse fantastiske Forestillinger om Vaerdien af Hedejorden. I 17572) nedsattes en Kommission bestaaende af Stiftamtmand v. Heinen og Raadmand Lauritzen i Viborg, der skulde lade Heden opmaale og skaffe Klarhed over, hvad der tilhorte Kongen, og hvad de omboende Lodsejere havde Ret til iflg. deres Skoder. Det viste sig da, at der i Reglen intet fandtes skrevet om deres eventuelle Rettigheder, men at de uden videre havde tiltaget sig det, de vilde have til Kvsegdrift. Efter Forhandling mellem Rentekamret og Opmaalingskommissionen bestemtes det da at tilbyde de omboende Ejendomsbesiddere saa megen Hedejord, som svarede til deres Hartkorn, idet man fastsatte nojere Regler herfor. Denne Bestemmelse vakte selvfolgelig ikke Begej string blandt Lodsejerne, som betragtede deres i
sin Tid uretmsessige Indtagen af Hedejord som en Ret; men efter nogen Knurren fandt de sig dog heri.
1) Se herom Hans Knudsen: Landsdommer Fr. Schinkel som Godsejer paa Hald. Jy. Saml., 4. R. VI, 351 ff.
2) Jfr. Kommission af 3. Maj 1751 (Jy. Saml., 3. R. IV, 365 ff.). Som Ejer af de til Heden grsensende Ejendomme Stanghede, Fallesgaarde og Flojgaard havde Jessen deltaget i alle disse Forhandlinger og indtaget samme Standpunkt som de andre, men Sagen log for ham en anden Vending, da de forste Kolonister fuldkommen uventet for Kommisssererne indtraf i Slutningen af 1759 og Begyndelsen af 1760. Opmaalingen, der sinkedes af de slette Forbindelsesforhold og maatte standse flere Maaneder om Efteraaret og Vinteren, var langtfra tilendebragt. Inte
l som heist var gjort for at modtage de Fremmede, og i Huj og Hast matte nogle fore- Iobige Hytter opfores til Beboelse og Jord indtages til Dyrkning, hvor Kolonisterne selv mente, de kunde bearbejde den.1) Ved dette utidige Hastvaerk, som skyldtes manglende Samarbejde mellem Regeringen og Kommissionen, maatte der nodvendigvis ske adskillige Fejlgreb. Dette forklarer, at Jessen d. 1. August 1760 sender et Brev til den ledende Mand indenfor Koloniseringen, Hans de Hofman, hvori han klager over, at Kolonisterne i den nserliggende Koloniby, Gronhoj, er blevet anbragt paa nogle af Fallesgaarde og Flojgaards Marker, ligesom Kolonisterne tramgte ind i hans Skove »ei for at fornoie sig
, men for at fore med sig, livad de der forefinder.« Han anmodede derfor om, at det maatte forbydes dem »at bruge den Part af min Eiendom de allerede har afbrsendt og sat sig paa, saint at de afholder sig herefter fra Skoven.«
I en Skrivelse til Rentekamret afviser Hofman dette Krav. De Skoder, Jessen paaberaabte sig, indeholdt kun almindelige Udtryk. Ganske vist stod der i Landmaalingenangivet visse Hoje som Grsenseskel, men
1) Om dette og den folgende Sag se Protokol for Kommissionen ti Alhedens Opmaaling 1757. V. A. 11. 142-45!. Rigsarkivet hertil kan man ikke tage Hensyn, da Claus Christense n1) som Landmaalingsskriver selv kunde have indfortde Graenser, han vilde, i Protokollen. Han fastholdtderfor, at Jessen ligesom andre Lodsejere maatte finde sig i, at der blev taget Jord
fra ham, og at der tilmaaltes ham Hede i Overensstemmelse med hans Ejendoms Hartkorn. Rentekamret viste sig dog meget forhandlingsvenlig overfor Konrektoren. Kunde Sagen ikke ordnes paa anden Maade, kunde man jo kobe Ejendommene. Dette var netop efter Jessens Hovede. I et Brev fra Efteraaret bestormer han Rentekamrets Chef,
Hans Ahlefeldt herom. Hans Ejendomme var for en »billig Vserdi og Betaling« til Salg, i det Haab »at Deres Kongel. Majest. har hoj kongelig Naade for mig, og soulagerer mig med et honorablere og formaalsagtigere Brod og Embede.« Dette fromme onske skulde dog ikke opfyldes. Jessentog Munden for fuld. Et Par af de tilsynsforende ved Kolonivsesenet forhandlede med ham herom og giveri en Indberetning en ejendommelig Skildring hera f2). Jessen onskede, at han, som en Slags Belonning for i det hele taget at ville saelge, maatte faa HelligaandsKirkens Prsestekald i Kobenhavn, eller ogsaa at Praesten ved Budolfi Kirke i Aalborg forflyttes hertil,saa Jessen kunde komme til sin Fodeegn. Men hvad han i saa Fald vilde have for sin Ejendom, kunde Forhandlerneikke faa ud af ham. Han »sagde allene, jo bedre Kongen vilde vaere mod ham, jo storre Aarsag havde han til at beromme Kongens Naade, og jo bedre de Herrer Commissarier forestillede hans Sag, jo
storre
1) Se Stamtavlen Side 1.
2) Indkomne Breve vedr. Kolonierne paa de jyske Heder. Rigs arkivet.var det for dem selv. Endelig udlod han sig med, at der var budet ham for dette Gods, Stanghede, Flojgaard og Fallesgaarde tilligemed Skoven 8000 Rdl. og hans Kiaereste desuden en anselig Douceur. Men derfor vilde han da ikke saelge det.« F
orhandlerne sluttede heraf,at Ejendommene ikke var til Salg under 10,000 Rdl.
Denne Fordring, der var ganske üblu i Forhold til Jordens virkelige Vaerdi, fremkaldte da ogsaa et absolut Afslag fra Rentekamret. Der skulde nu gaas frem imod Jessen som mod de andre Lodsejere. Sagen trak imidlertid ud, vel paa Grund af de foromtalte Vanskeligheder ved Opmaalingen, og forst i 1764 kom der atter nogen Fart i den, Stiftamtmand Huitfeld og Lauritsen mente da at kunne skonne, at der var sket Jessen Uret. I det hele taget stillede de sig velvillige overfor hans Krav; de mente, at man ikke uden videre kunde tilsidessette hans Skoder og ovrige Adkomster. Det bedste var da maaske at tilbyde ham lige Vederlag i Form af Jord, hvis man da ikke vilde gaa ind pa
a Jessens Kobesum, som denne ganske vist nu havde nedsat betydeligt til 4000 Rdl. Dette sidste var han ogsaa selv meget ivrig for »naar ei mere kan vaere at erholde.« I et langt Brev til Rentekamretudvikler han dette m< d stor dialektisk Fserdighed.Stridens Aarsag var efier hans Mening KommissserernesUkendskab til hais Ejendoms Omfang; en Tilbagegivelse af det tagne
vilde ytre mig mod sligt et Anlaeg og Paastand.* Som Erstatning kunde han da tsenke sig et »ligesaa vidtloftigt, godt og belejligt Stykke Ejendom.«Penge
endom.«Pengesom Erstatning kunde han ikke modtage,da han »formedelst et saa betydeligt Stykke EjendomsMistelse nodvendigen maatte blive ruineret.« Uden den fratagne Jord var Ejendommene vserdilose, hsevder han. Det springende Punkt var dog at faa fastsat Graenseskellene for Jessens Ejendomme. Ved en Sammenligning mellem Landmaalingen og det Kort, som Opmaalingskommissionen havde udarbejdet, viste der sig imidlertid en tydelig Uoverensstemmelse herimellem. Ogsaa her vidste Jessen dog en Forklaring. Han mente, at naar man noje gennemlaeste Landmaalingen, vilde man se, at Meningen var, at f. Eks. »den Hoj eller Skelsted Horsrogel ikke determinerer den sonderste Del for Flojgaard, men v
iser allene, hvor langt FloJgaards Ejendom gaar mod Sonden.« Den spidsfindige Udtydning tilfredsstillede dog ikke hans Modpart. Rentekamret, der var utaalmodigt over Sagens Langvarighed, synes paa Forhaand at vaere mest stemt for en retslig Afgorelse, men da Generalprokuroren, Stampe, advarede imod at bruge »Processens Provocatorius« (?), da den ikke var afhjemlet i Loven, og da han, med nogen tvivlsom Ret, mente, at Jessen af okonomiske Grunde og af Undseelse for Rentekamret havde undladt et Sagsanlaeg, stillede man Jessen Valget at modtage »for hans giorte Prsetentioner tohimdrede Rigsdaler eller ... at tvende retsindige Msend som Voldgiftsmsend bliver udnaevnte, som tilligemed en Opmand endelig kunde kende og domme paa Sagen.« Gik han ikke ind herpaa, agtede man ikke
at foretage sig noget i Sagen »hvorofte Rektor Jessen end skulde derom indkomme.«
I Sommeren 1765 indvilligede denne da i med »underdanigTaksigelse«
at modtage de 200 Rdl. »for at
undgaa Vidners Dispute, som for at vise al Horsomhed«(a:
Herefter gav Kamret da Ordre til at opmaale Jorden »samt derefter paa lige Maade som udi Silkeborg og andre Amter er sket af Alheden saa meget Jord som den i Proportion af dens ansatte Hartkorn med Rette kan og bor tilkomme og samme behorig
skelsaette.« Men nu, da man skulde tro den hellige Grav velforvaret, tog Jessen ganske umotiveret Sagen op paa ny. I en Skrivelse til Kommissionen hsevdede han, at fornaevnte Ordre maatte forstaas saaledes, at Kollegiet nu var gaaet ind paa hans Krav om Erstatning i Form af Jord. Visse Ord tydede herpaa »saerdeles det Ord Alheden, der ei kan forstaas uden om den Hede Hans Majst. allene tilhorer og ei ligger under nogen privat Eiendom.« Ganske vist kunde Rentekamrets Udtalelse ogsaa forstaas saaledes, at han kun skulde tilmaales i Forhold til sit Hartkorn. Dette mente Jessen ikke at kunne taale »at det mindste af min Eiendom, som jeg med lovlige Adkomster har legitimeret og fremdeles kan legitimere, mig uden foregaaende Lov
og Dom vorder frataget. I slig Henseende protesferer jeg herved solemniter imod al den Opmaaling, Skelssetning eller anden Forretning.« Derfor henstillede han, at en Voldgiftsdomstol afgjorde Sagen. Rentekamrets Svar var et absolut Afslag, og Jessen maatte da gaa et Skridt videre. 14. Oktober meddeler Kommissionen, at den er blevet stsevnet for Fjends- Norlyng Herreds Domstol. Hvorledes Udfaldet af Processenblev, kan desvaerre ikke ses
, ligesom det for Eftertiden er vanskeligt at skonne, hvera der har Ret, da Jessens Ret til Jorden som de andre Lodsejeres kun hvilede paa gammel Haevd, medens hans Adkomstbrevesavnede praecise Udtryk for hans formentlige Rettigheder. Et godt Indblik faar vi imidlertid i hans Karakter. Han er et godt Hoved, der smidigt soger at udnytte alle opdukkende Chancer. Pennen falder ham godt i Haanden, og han bruger den med stor Faerdighed, der viser ham som Elev af Tidens skolastisk-spidsfindige Laerdom. Han er lidt af en Erasmus Montanus; med stor Lethed bygger han sine Argumenter op for at forsvare sit Standpunkt, naar dette er ham formaalstjenligt. Det, der ligger til Grund herfor, synes at vaere en stserk Pengebegaerlighed. Deter sikkert ikke uden Grund, at de fleste af de Breve, der findes fra hans Rektorats Tid, handler om hans okonomiske Forhold. Disse har optaget ham staerkt. For at varetage dem anvender han hele sin medfodte Veltalenhed og
Lethed i at tumle med Pennen, men han odelaegger selv Styrken af sin Bevisforelse. Han er en Kvaerulant, der befinder sig bedst i Stridighederne og Kaevlet, hvilket yderligere bidrog til at traette og irritere hans Modpart. Havde Peter Jessen i sin Egenskab af Jordejer mange Besvaerligheder at kaempe imod, som han dog for en stor Del selv var Aarsag til, skulde hans Stillingsom Laerer heller ikke blive nogen Dans paa Roser.Allerede Samtiden vidste, at J. og hans Svoger, Rektor Arff, var Fjender. Da forstnaevnte i 1747 blev Konrektor, var Arffs Kandidat til dette Embede en anden af Horerne, Jens Hiersing. Udslag af denne Strid har ogsaa nedfaeldet sig i de officielle Dokumenter1). I 1748 indsende
r Jessen en Klage til Kancelliet over, at Arff vil indsastte ham som Konrektor; efter Skikkeni Jylland burde det vaere Biskoppen, haevder han.
1) Biskoppens Kopibog og Latinskolens Arkiv: Indkomne
Kancelliet resolverede imidlertid, at man skulde folge den Skik, der anvendtes ved Metropolitanskolen i Kobenhavn,»hvor Con Rectores stedse af Rectoribus i Biskoppens Overvaerelse ere bleven indsatte.« I 1758 findes der en tydelig Uoverensstemmelse i de Vidnesbyrd, som Rektor og Konrektor har afgivet om Eleverne. Jessen giver her en meget daarlig Omtale af en af dem, Barthold Diderik Koch. Arff haevder imidlertid, at hans Svoger aldrig har straffet Eleven eller talt til Rektor herom. Ganske vist forsogte Koch en Gang »at absentere sig i mine Laesedage, men jeg gjorde mig den Umage personlig at vise ham Vejen til Skolen, og siden kan han finde den. I saadan Folge ses letteli
g, hvor megen Skyld Konrektor selv haver, og hvor naergaaende mit Embede jeg haver Aarsag til at anse Konrektors anforte Kritik om Kochs Uduelighed til Skolen.« I 1764 forsogte Arff, der var meget svagelig, at faa Hiersing som Vikar, men dode samme Aar. Herefter steg nu Jessen til rector scholse. Denne Plads yiste det sig, at han ikke kunde udfylde. Viborg Latinskole indtraeder herved i et moralsk Forfald, som sikkert er uden Lige for og siden. Under den staerkt alderdomssvsekkede Biskop Woldike fik alt dog Lov til at gaa sin Gang, men da denne 1770 aflostes af Rottboll, der som en dygtig og nidkaer Embedsmand sogte at rydde op i Boe
t efter sin Formand, blev det efterhaanden vanskeligere for Jessen at begaa sig1).
Allerede 1771 klager Biskoppen over den af Rektorforte Eksamensprotokol, »da intet om Eksamen . . . derudi meldes.« Ogsaa Fordelingen af Stipendier var det gait med, nogle fik, som slet inlet skulde have,
1) Om Biskop Rottbolls Forhold til Jessen findes et ret stort Antal Breve i Biskoppens Kopibog. andre fik for meget, atter andre for lidt. Men saerlig var det dog Forholdene i Domkirken, hvor Disciplene skulde hjajlpe ved Gudstjenesten, der forst faldt Rottbolli ojnene. let Brev til Stiftsprovsten af taU 72 formanerhan denne, at det forbydes Disciplene at liste af ud af Kirken under Gudstjenesten, »hvilket ikke lettelig gaar af uden Hvisken med Kirkefejerens Pige eller andre deres Kammerater, saa kunde Rektor anmodesat forbyde dem det herefter uden i hojeste Nodsfald, da de dog hellere maa have Udgang paa en anden Side eller en Lejlighed i en Afkrog at blive skilt ved Vandet, naar det traengte dem, siden jeg slet ingenlundevil have den Strippen frem og tilbage der laengere.«Ogsaa Paaklaedningen var det ga
it med, idet Eleverne fandt for godt »at tilsidesaette Velanstsendighedenherudi, endog ved Hojtideligheder, hvor ovrighedensog fornemme Folks Naervserelse vist kunde formodes.« Snart kom det ogsaa Jessens Foresatte for ore, at alt paa Skolen heller ikke var, som det skulde vaere. Nogle Lserere laeste paa »Kammeret«, andre paa Skolen efter Forgodtbefindende. Disciplene ovede »Modvilligheder, endog til at fore Pibe ind med sig paa Skolen og ryge Tobak . . .« Jessen faar derefter en droj Advarsel om at forbedre Tingenes Gang, da han ellers bliver mulkteret, »men jeg krymper mig derved, da De efterhaanden bliver gammel, og Deres Anseelse, som De saaledes daglig svaekker, ikke kan taale deslige Stod. Imidlertid vil jeg ikke meget lsengere vaere en orkeslos Tilskuer af saadan Uorden, men for [at] tilfredsstille min Samvittighed andrage Sagen paa hojere Steder, dersom dette Forsog med det go
de bliver frugteslost.«
Denne sidste Udvej skulde der blive god Brug forandre fik for meget, atter andre for lidt. Men saerlig var det dog Forholdene i Domkirken, hvor Disciplene skulde hjajlpe ved Gudstjenesten, der forst faldt Rottbolli ojnene. let Brev til Stiftsprovsten af taU 72 formanerhan denne, at det forbydes Disciplene at liste af ud af Kirken under Gudstjenesten, »hvilket ikke lettelig gaar af uden Hvisken med Kirkefejerens Pige eller andre deres Kammerater, saa kunde Rektor anmodesat forbyde dem det herefter uden i hojeste Nodsfald, da de dog hellere maa have Udgang paa en anden Side eller en Lejlighed i en Afkrog at blive skilt ved Vandet, naar det traengte dem, siden jeg slet ingenlundevil have den Strippen frem og tilbage der laengere.«Ogsaa Paaklaedningen var det ga
it med, idet Eleverne fandt for godt »at tilsidesaette Velanstsendighedenherudi, endog ved Hojtideligheder, hvor ovrighedensog fornemme Folks Naervserelse vist kunde formodes.« Snart kom det ogsaa Jessens Foresatte for ore, at alt paa Skolen heller ikke var, som det skulde vaere. Nogle Lserere laeste paa »Kammeret«, andre paa Skolen efter Forgodtbefindende. Disciplene ovede »Modvilligheder, endog til at fore Pibe ind med sig paa Skolen og ryge Tobak . . .« Jessen faar derefter en droj Advarsel om at forbedre Tingenes Gang, da han ellers bliver mulkteret, »men jeg krymper mig derved, da De efterhaanden bliver gammel, og Deres Anseelse, som De saaledes daglig svaekker, ikke kan taale deslige Stod. Imidlertid vil jeg ikke meget lsengere vaere en orkeslos Tilskuer af saadan Uorden, men for [at] tilfredsstille min Samvittighed andrage Sagen paa hojere Steder, dersom dette Forsog med det go
de bliver frugteslost.«
Denne sidste Udvej skulde der blive god Brug forJessen formaaede nemlig ikke at genoprette den odelagteOrdenog Disciplin. Eleverne blev tvsertimod ganske demoraliserede; deres Drengestreger udartede tilsidst paa en meget ondartet Maade. I 1.777 udtaler Rottboll saaledes til Hiersing, at »saa mange vsemmeligeTingog Svinerier snarere end Grovheder, jeg end med Undseelse maatte naevne under Lasternes sorte Erindring . . ? ved jeg dog ingen, som jo en eller andenSkolediscipelhar begaaet i min Betjenings Tid.« Eleverne synes at have vaeret en ren Plage for Byen, f. Eks. ved de »ogenavne, som de i Overflod skal forsyneikkealene sig selv med indbyrdes, men og samtligeByensIndvaanere uden Forskel af Alder, Kon ellerStand.«Som de mere graverende Laster, Disciplene gjorde sig skyldige i, nsevnes »Mumninger, Forklsedninger,Grassat-Gangog Gadelob, Stimen og Svsermen, at raabe efter Folket, raekke Tungen ud og vrsenge efter dem, overslaa deni med Sne eller gore Pudser og forstyrre deres Fred paa Torv eller Gade, at aabne Vinduer eller Boder og Gadedore, at hvisle ad de Forbigaaendeogslaa en Skoggerlatter op, naar de ser sig om eller tilbage, pobelagtige Grovheder, saavel i Ord, f. E. rusticus in via, did alle ogenavne og Skjeldsord bor regnes, som i Gebserder, f. E. at vende Rumpen mod nogen eller paaberaabe dem, og i det samme vende sig at pege til den, klappe paa den, kort sagt alle optaenkelige, men uopregnelige Nederdraegtigheder i Ord, Gebserder og Gerning, som rober et slet Hjerte og en gemen Taenkemaade.« Alt dette vanaerer SkolensLserereog bringer Skolen i Foragt. Dog maa Laererneikkei Vrede over Eleverne »udove Banden eller Skaeldsord, paa det de unge ikke deraf skal tage AnledningtilGemenskab i deres O
mgang indbyrdes.« Tvaertimod skal Laererne opelske »en vis Folelse af og
Behag i det sande og smukke, renlige og rosvaerdige, en Finhed og Slebenhed i Omgang, som det gemene Folk, Haandvserks- og Bonderfolk, Almue og Tjenende sjseldenvedaf at sige.« Selv om Bispen i sin gejstlige Nidkaerhed er tilbojelig til at overdrive Tingen noget, havde han dog i Hovedsagen Ret. Ved nogle Forhor, som Hiersing holdt i December 1777 over nogle Elever, fremkom det saaledes, at de en Gang havde faaet fat i noget Braendevin; efter at have drukket denne, havde de turet rundt i Gaderne og lavet en Del Optojer, slaaet Skilte i Stykker etc., indtil de tilsidst havde afleveret deres Visitkort hos en af Horerne i Form af en Braendevinsflaske, s
om de havde smidt igennem hans Vinduesruder. Man forstaar derfor Bispens Udbrud af Harme herover. »Kan saadanne kaldes Yndlinger af de milde Muser, eller Viborg deres Bolig, forend dette Ukrudt bliver udrenset og Saedeligheden, som den vigtigste Egenskab for Disciplene af rette Art, a
nderledes.« Til at gennemfore den Reform, som antydes her, krsevedes dog en kraftig Mand som Latinskolens Leder.I 1777 udnaevnes derfor Hiersing til rector legens eller designatus, og han tog derfor straks fat paa at udpege de vserste Spektakelmagere blandt Eleverne. Disse slap dog med en forholdsvis ringe Straf. Angaaendeen af dem, Niels Stoholm, skulde man paase, at han ikke mere fik Lejlighed til at »forfore flere af de unge og mere barnagtige af Eleverne,* og naar to andre, Peter Ler
che og Jens Abildschou,skulde bortvises, »efterdi deres Forseelser ere af den grove Slags,« var Grunden dog vist ligesaa vel den, at de ikke var meget begavede. 8011 e Morch1) tog Bispen personlig i Skole, saa at han
1) Antagelig t 1807 som Tolder i Sseby. C. K. lovede Bod og Bedring og fik Lov at komme tilbage til Skolen »som et forvildet Faar til Hjorden igen.« Dog skulde han straffes paa Kroppen, »deter med Ris paa det bare Legeme.« Paa Hiersings Forbon slap han dog med »en halv Snes Haanddask.«
Grunden til denne lempelige Fremgangsmaade var vel for en stor Del den, at Elevernes Adfserd aldrig havde udartet saa meget, hvis de havde liaft en fast Leder over sig. Hovedparten af Skylden for Forholdenes Udvikling, som Tidens Dokumenter kaster et saa grelt Lys over, ligger hos Jessen, uden Tvivl. De gode Muligheder, han havde haft for at skabe sig en anset Position, havde han ikke formaaet at udnytte. Hans Karriere, der en Tid havde tegnet saa straalende, skulde meget hurtig gaa mod Nedgangen. De sidste Leveaar har sikkert ikke vseret lykkelige for ham. Han maatte finde sig i at have sin gamle Rival, Hiersing, ved sin Side, og det som Skolens egentlige Styrer. Jessen beholdt vel sin Titel, men alle vigtige
Sager gik til den designerede Rektor. Han synes da ogsaa at have indtaget en ret tilbagetrukken Stilling, til han dode 22/3 1780. Mistede han altsaa i Realiteten sin Rektor stilling, til syvende og sidst paa Grund af visse Brist i sin Karakter, havde han dog sine Ejendomme at varetage. Men ogsaa Besiddelsen heraf skulde fratages den, hvem han ved sin Dod havde bestemt
skulde have Raadighed over dem. Efter Rektor Jessens Dod sad hans Enke, DorotheaCathrine, i uskiftet 80. De havde sandsynligvisingen Born, og hun var derfor alene om at nyde sin ikke übetydelige Formue. Derfor er det hellerikke underligt, at hun blev et Bytte for forskell
ige gridske Arvingers Efterstraebelser, ligesom ogsaa andresogte
benytte sig af hendes enlige Stand og tiltagendeAlder. I Tidsrummet fra 1781 til 1797 har hun saaledes udlaant forskellige Pengesummer til et Belob af over 19,000 Rdl. Det sidstnaevnte Aar mente hendes Arvinger det imidlertid passende at fratage hende Retten til hendesEjendom under Foregivelse af hendes Alder, ca. 80 Aar. Den 27. November kom Skifteforvalteren, JustitsraadHauch (som sikkert ikke var helt pletfri i denne Sag; han var i hvert Fald en af Mad. lessens Debitorer) og Stiftsprovst Astrup til Stede sammen med Arvingerne, Mad. Jessens Nabo, Kancelliraad Gjerulff, der optraadte paa sin Sons, lie. jur. Mads G.s Vegne, og Broderen, Christen Ostenfeld, og hendes Sosterson, Jens Arff, en Son af den gamle Rektor. Paa Grund af hendes Skrobelighed og Sindslidelser begaerededisse en Vaerge indsat, hvad Mad. Jessen frivilligt skulde have indvilliget i. Hertil beskikkedes Pastor Zahrtmann, en Mand, der ogsaa sogte at fiske i rort Vande. Mad. Jessens frivillige Indvilligelse i at blive umyndiggjort viste sig imidlertid at vaere af en egen Art. Da man atter kom til Stede naeste Dag, indfandt ogsaa Raadmand Klein til Rosborggaard sig med Fuldmagt fra Mad. J., hvori hun anmoder ham om at varetage hendes Interesser. Hun meddeler videre heri, at hun i sin hoje Alderdom havde lidt af en haard Sygdom, »der formodentlig gav mine Arvinger Haab om, at jeg skulde have endt Livet,« hvorfor de havde taget hendes Ejendomme. Da hun havde bedt om at faa dem tilbage, havde de naegtet hende dette og under»megen Svaerm og Stojen saa godt som confunderetmine Sanser« og uden videre brudt hendes Chatolop og
taget hendes Vaerdipapirer, ligesom hendes Broder havde erklaeret, at him var umyndiggjort1). Da Klein imidlertid horte, at Zahrtmann allerede var hendes Lavvaerge, trak han sig tilbage, medens Arvingernepaaberaabte sig dette Traek som et yderligere Bevis paa hendes Utilregnelighed og satte igennem, at hendes Mobler med Undtagelse af de allernodtorftigste Sager blev forseglet. Hermed var altsaa den gamle Kvinde umyndiggjort under Foregivende af, at mange vilde benytte sig af hendes Svaghed »og forfore hende til at giv
e sig Beviser paa ej übetydelige Pengesummer til Skade for hende selv, samt hendes og sal. Mands Arvinger.« Det sidste Argument har sikkert vejet tungestfor disse ikke ganske uselviske Personer. Den 16. August 1798 solgtes hendes Gaard ved offentlig Auktion. Kancelliraad Gierulff blev den hojestbydende med et Bud paa 880 Rdl. (Brandtaksationssummen var 1490 Rdl.). Allerede d. 6. August var Indboet blevet solgt. Dette var overordent
lig righoldigt og sserdeles kostbart og indbragte den efter Omstsendighederne hoje Sum af 16075 Rdl. Alt synes at vaere blevet stroet ud for alle Vinde, kun noget Sengetoj overlodes til Mad. Jessen2).
1) Denne var en meget ringe Person. Thjorring fortseller, at han der en Tid var Horer, kun var en maadelig Laerer, ?som havdt storre Lyst til at Iobe omkring i Byen og agere Nar og Pikkelheiring for Folk, der kunde lide ham, og at opasde og talt ilde paa dem, sora han vidste, der ikke kunde lide ham, end hai havde til at studere". Kan man tro Thjorring, skal Faderen, der gamle Rektor Ostenfeld have udtalt om ham: ?A har en Son de' er jo min Sael en Rover!" og kaldt ham ?Christen lidt Latin" Den impulsive Stiftamtmand With udtrykte sig i endnu men drastiske Vendinger om ham. Han dode i yderste Armod 1798 Hans Stervboe belob sig til 5 Rdl. og 6 Sk. (Thjorrings Orig M. S. Landsarkivet, Pag. 442 ff.). Jens Arff syn
es ogsaa at have vseret ;sin Families sorte Faai og giort sine Foraeldre megen Sorg.
2) Norlyng Herreds gejstl. Skifteprotokol 1781-1808, Pag. 148 ff. Netop dette Sengetoj synes at have nydt stor Berommelse. I hvert Fald kobte Geheimeraad Ove Hoegh Guldberg, Hald, en stor Portion heraf. Den ulykkelige Kvinde, som dermed var berovet sin retmaessige Ejendom, skulde ikke leve laenge under disse triste Omstaendigheder. Omkring Aarhundredskiftet 1799 dode hun, og dermed var der frit Slag for hendes Arvinger til at dele den sids
te Del af Rovet. Nogle af Landejendommene, fx. Jegstrup, var allerede overgaaet til Selveje. Derimod var der flere Liebhavere til de af dem, som Jessen havde fort en saa haard Kamp for at bevare. Ved den Auktion, som holdtes 26. Januar 1799, havde Faesterne i Stanghede budt ialt 710 Rdl. for deres Gaarde1); heroverfor havde Pastor Zahrtmann budt 930 Rdl. For Ejendommene i Fallesgaarde, Flojgaard med Skovhus havde deres Beboere budt 2980 Rdl., men her havde Kancelliraad Gierulff budt 3070 Rdl. Paa Auktionsdagen var tre Ejendomskommissionaerer, Generalkrigskommissaer Fons, Raadmand Klein og Forstander Dinesen tilligemed Arvingerne, Kaptajn Arff, Kancelliraad Gierulff paa sin Sons Vegne og en Hr. Boelund til Stede. Paa Kommissiona
erernes Opfordring kraevede i hvert Fald Arff og Boelund Ejendommene paa ny opraabte; herved blev de tilslaaet »Hr. Vejermester Niels Giorup ved Hr. Forstander Dinesen for den Summa 4400 Rdl.« Den nye Ejer tilhorte en stasrkt udbredt Kobmandsslaegti Viborg (Faderen var tillige Raadmand) og optraadteogsaa som Ejendomsspekulant og Godshandler i stor Stil i den staerke Opgangsperiode, alene i Viborg ejede han saaledes Grundejendom t
il en Taksationsvaerdiaf over 25000 Rdl. Herved splittedes det Gods, som Rektor Jessen saa ivrigt havde haevdet Besiddelsenaf.
2) Norlyng Herreds gejstl. Skifteprotokol 1781-1808, Pag. 148 ff. Netop dette Sengetoj synes at have nydt stor Berommelse. I hvert Fald kobte Geheimeraad Ove Hoegh Guldberg, Hald, en stor Portion heraf.
1) Auktionsprotokol for Fjends-Norlyng Herred 1792-1809, Pag. 193 ff.
senaf.Baade som Lajrer og som Ejendomsbesidder led han altsaa Skibbrud, vel fordi han savnede den KarakterensGrundmurethed, der kunde have sikret ham et bedre Eftermæle | Jessen, Peter (I502)
|
| 187 |
Holger er født uden for ægteskab!
Læg iøvrigt mærke til aldersforskellen på 30 år. | Familie: Peter Frederik Severin Gjerulff / Elenore Wilhelmine Østergaard (F64)
|
| 188 |
Holger og Steffine blev aldrig gift.
Holger og hans to søskende, Frederikke og Helene er i 1890 i pleje hos Ambrosia Jensine Sørensen, en 31 årig ugift syerske, der bor i Algade sidehus 1 sal f.1.
Hans far Peter dør jo i 1885 og hans mor dør i 1890, kun 39 år gammel. | Gjerulff, Holger Christian Mathias (I228)
|
| 189 |
Hun - Valborg, salige Clemmed Powelens i Bøstrup - døde 1711 i Bøstrup begr: 15 marts (dom letire) | N N, Valborg (I688)
|
| 190 |
Hun døde af tyfus som hun fik efter et besøg i hjemmet. Der var tre små piger, den mindste var kun et halvt år gammel
Børn:
Mette Kirstine; født 18-04-1864 konfirmeret i Mammen kirke 14-04-1878 hun rejste til København som ganske ung, og ingen har hørt mere til hende.
Ane Marie; født 24-12-1865 konfirmeret 14-04-1880, blev gift med Jens Peder Rotvig fra Hodsager de havde ingen børn selv men tog 3 pigebørn til sig se Ane 1. hun døde 25-10-1943. fadere ved hendes dåb Marie Mikkelsdatter Mikkel Rasmusen aft
ægtsmand Jens Jacobsen Rabis.
Mine Katrine
Skiftet efter Ane Jensdatter:
Skifte efter Ane Jensdatter.
År 1869 Mandag d 19 april formiddag kl. 11. blev Miedelsom Herreds skifteret sat på Herredskontor, og administreret af den ordinære Skifteforvalter Justitsråd Borgen der undertegnes af undertegnede vidner.Skifte efter Gårdmand Niels Jacob Mikkelsens Hustru Ane Jensdatter af Mammen, anmeldt død den 8 april 1869. Tilstæde på skiftet var bemeldte Enkemand Niels Jacob Mikkelsen, der opgav den afdødes Arvinger at vær hans og hendes fælles Børn ne
mlig:
datter Mette Kirstine Mikkelsen. 5 år gammel.
Datter Ane Marie Mikkelsen 3 år gammel.
Datter Mine Catrine Mikkelsen 3/4 år gammel.
Flere børn har hun ikke efterladt sig.Som værge for de umyndige børn var mødt en morbror Gårdmand Jacob Jensen af Resen. Enkemanden opgav derefter at boetvar ejende en gård i Mammen, med jorde under Matr.nr. 21a af hartkorn 1 td. 3 skp. 1 fjk. 2 alb., Matr. 21d af hartkorn 3 fjk. 1 1/4 alb. Matr. 66a. Hartkorn 1 1/4 alb. samt 1/8 del af Mammen smedehus og jord, i hvilken ejendomme han tilligemed besætning, inventarium, avlsredskaber, ind og udbo ansatte til værdi 2500 rd. imod hvilken værdi hverken fordringer ell
er skifteforvalteren kendte noget at erindre. Enkemanden opgav derefter at der på boet hviler følgende gjæld:
Aftægt til Mætte Kirstine Jacobsdatter ifølge Contrakt læst 9 juli 1863 hvis værdi ansat til .... 600 rd.
Pantegjæld til Søren Caspersen: ..................................................................................... 400 rd.
Pantegjæld til Søren Caspersen: ..................................................................................... 100 rd.
Pantegjæld til Peder Sørensen: ....................................................................................... 100 rd.
Pantegjæld til Søren Caspersen: ..................................................................................... 150 rd.
løs gjæld til forskelige ..................................................................................................... 100 rd.
Mere gjæld kendes ikke på boet, og Værgen erkjændte det samme rigtighed.
Hans Kones begraelse fordre han godtgjort med................................................................. 40 rd.
Hans egen lige hermed.................................................................................................... 40 rd.
Skiftets Bekostninger:
Skifteforvalteren............ 25 rd.
Skiftebrevet....................2 rd.
Justitsfondsafgift.............5 rd.
Koncertioner...................8 rd.
ca 20 Procent deraf........½ rd.
Vidner............................4 rd.
ialt...............................44½ rd. | Jensen, Ane (I203)
|
| 191 |
Hun døde som aftægtskone i Mammen.
Børn;
Søren; født 19-05-1822. er hjemme 1840. gift med Ane Margrethe Pedersdatter, har to børn i 1850.
Diderick; født 13-06-1825. 1840 er han hjemme 15 år gammel, 1845 er han i Øster Velling 19 år tjener hos Niels Sørensen i Nedergård. 1845 tilflyttet til november til Jens Villumsen Langå. Død 11-01-1847 begravet 21-01-1847, han havde hagels
kudt sig selv, må efter amtets resulation af 18 januar begraves på kirkegården med jordpåkastelse! men iøvigt i stilhed.
Inger Marie; født 11-05-1827. død 31-10-1869.
Dorthe; født 26-04-1829. Får et barn uden for ægteskab, Anton Pedersen 14-06-1857 søsteren bar hende, udlagt barnefader Johan P.
Ane Kirstine; født 23-03-1831. flyttede til Resen 1863.
Katrine; født 04-08-1833, død 19-06-1834 af strubehoste.
Niels; døbt 24-03-1836, død 10-07-1836.
Niels Jacobsen; født 19-01-1842. ane 6 no 595. | Jacobsdatter, Mette Kjerstine (I988)
|
| 192 |
Hun dør ugift og barnløs. Hun opretter et legat, som kan søges af enker og enlige kvinder i lige linie. Den er i dag lagt sammen med en anden fond. | Wello, Frederikke Vallentine (I189)
|
| 193 |
Hun er måske datter af Ville Madsen fra Fly.
Børn;
Ville Jensen; født 1702 blev gift med Maren Olufsdatter 14-10-1725. Blev begravet 22-12-1778.
Knud Jensen. | Villesdatter, Anne (I463)
|
| 194 |
Hun levede endnu 1623 | Thomasdatter, Elle (I438)
|
| 195 |
Hun ventede sit første barn til april 1891! Dette forklarer måske at Hans og Kirsten Marie flyttede til Ertebølle. | Jensen, Kirsten Marie (I237)
|
| 196 |
Husassistent, kontorassistent | Førsterling, Johanne Wilhelmine Kirstine (I511)
|
| 197 |
Husejer og komissionsformand | Jepsen, Peder Khristian (I1091)
|
| 198 |
Hvide, Skjalm, --1102-- Høvding, hørte til en mægtig sjællandsk Stormandsæt. Som hans Fader nævner en sen Overlevering Toke Trylle; stridende mod Saxos Ord og i sig selv værdiløs er Paastanden om Ættens Nedstammen fra Sagnhelten Palnatoke. Skjalm Hvide havde Ejendomme vidt omkring paa Sjælland, fremfor alt i Sorøegnen. Tidlig har han faaet det Hverv at være sin Fødeøs Jarl. Som saadan fulgte han Svend Estridsen til Kampen mod Harald Haardraade i Nisaa (1062), hvor han kæmpede tappert, men da Sejeren hældede til Nordmændenes Side, blev han saaret og taget til Fange; ved Gedesø lykkedes det ham imidlertid at slippe fra sine Bevogtere. Nu hører man ikke noget om ham før i Oluf Hungers Kongetid. Under de daværende opløste Forhold blev hans Broder Aute paa Vejen fra Sjælland til Falster overrasket og fældet af vendiske Sørøvere. Uden at ty til Kongens Hjælp samlede Skjalm Hvide da paa egen Haand en sjællandsk Hær, drog til Julin og tvang Indbyggerne til at udlevere de skyldige, der bleve dræbte under de grusomste Pinsler. Da Erik Ejegod begyndte sine sejerrige Tog mod Venderne, har Skjalm Hvide staaet ved hans Side. Efter Rygens Erobring blev han sat til Høvding over denne Ø. Da Kong Erik og Dronning Bodil droge ud paa deres store Pilgrimsfærd 1102), overlode de deres lille Søn Knud til S. H.s Varetægt; han blev saaledes Fosterfader for en af Danmarks berømteste Mænd, For øvrigt sendte han nogle Aar efter den unge Kongesøn til Hertug Lothar af Sachsen, og det er tvivlsomt, om han senere har set sin Fostersøn. Skjalm Hvide maa være død o. 1113, i høj Alder. Han blev begravet i Fjenneslev Kirke, der har hørt til hans Hovedgaard. Senere blev hans Lig af Sønnesønnen Absalon flyttet til Sorø. -- Som Skjalm Hvide havde været Danmarks mægtigste Høvding, blev han ogsaa Stamfader til den mægtigste Stormandsæt, der nogen Sinde har levet blandt de danske. Allerede hans 4 Sønner, Toke, Sune, Ebbe og Asser Rig, vare ansete Høvdinger, og fra de 2 sidste nedstamme mange af vore ypperste Mænd, fremfor alle Absalon, Esbern Snare og Anders Sunesen. Langt mere end nogen som helst anden Æt have Skjalm Hvides Efterkommere hævet Danmark, saa længe de virkede sammen med Kongerne; men da Venskabet forvandledes til Fjendskab, voldte «Hvide-Ætten» ogsaa de største Ulykker over Folk og Land. -- Foruden Sønnerne havde Skalm Hvide 2 Døtre: Cæcilia ægtede Peder Thorstensen paa Borg ved Sorø;
Margrethe blev ogsaa gift, uvist med hvem, men tilbragte sin Enkestand i Roskilde Nonnekloster. Af Hans Olrik (DbL) | Hvide, Skjalm (I417)
|
| 199 |
Hvide, Skjalm, --1102-- Høvding, hørte til en mægtig sjællandsk Stormandsæt. Som hans Fader nævner en sen Overlevering Toke Trylle; stridende mod Saxos Ord og i sig selv værdiløs er Paastanden om Ættens Nedstammen fra Sagnhelten Palnatoke. Skjalm Hvide havde Ejendomme vidt omkring paa Sjælland, fremfor alt i Sorøegnen. Tidlig har han faaet det Hverv at være sin Fødeøs Jarl. Som saadan fulgte han Svend Estridsen til Kampen mod Harald Haardraade i Nisaa (1062), hvor han kæmpede tappert, men da Sejeren hældede til Nordmændenes Side, blev han saaret og taget til Fange; ved Gedesø lykkedes det ham imidlertid at slippe fra sine Bevogtere. Nu hører man ikke noget om ham før i Oluf Hungers Kongetid. Under de daværende opløste Forhold blev hans Broder Aute paa Vejen fra Sjælland til Falster overrasket og fældet af vendiske Sørøvere. Uden at ty til Kongens Hjælp samlede Skjalm Hvide da paa egen Haand en sjællandsk Hær, drog til Julin og tvang Indbyggerne til at udlevere de skyldige, der bleve dræbte under de grusomste Pinsler. Da Erik Ejegod begyndte sine sejerrige Tog mod Venderne, har Skjalm Hvide staaet ved hans Side. Efter Rygens Erobring blev han sat til Høvding over denne Ø. Da Kong Erik og Dronning Bodil droge ud paa deres store Pilgrimsfærd 1102), overlode de deres lille Søn Knud til S. H.s Varetægt; han blev saaledes Fosterfader for en af Danmarks berømteste Mænd, For øvrigt sendte han nogle Aar efter den unge Kongesøn til Hertug Lothar af Sachsen, og det er tvivlsomt, om han senere har set sin Fostersøn. Skjalm Hvide maa være død o. 1113, i høj Alder. Han blev begravet i Fjenneslev Kirke, der har hørt til hans Hovedgaard. Senere blev hans Lig af Sønnesønnen Absalon flyttet til Sorø. -- Som Skjalm Hvide havde været Danmarks mægtigste Høvding, blev han ogsaa Stamfader til den mægtigste Stormandsæt, der nogen Sinde har levet blandt de danske. Allerede hans 4 Sønner, Toke, Sune, Ebbe og Asser Rig, vare ansete Høvdinger, og fra de 2 sidste nedstamme mange af vore ypperste Mænd, fremfor alle Absalon, Esbern Snare og Anders Sunesen. Langt mere end nogen som helst anden Æt have Skjalm Hvides Efterkommere hævet Danmark, saa længe de virkede sammen med Kongerne; men da Venskabet forvandledes til Fjendskab, voldte «Hvide-Ætten» ogsaa de største Ulykker over Folk og Land. -- Foruden Sønnerne havde Skalm Hvide 2 Døtre: Cæcilia ægtede Peder Thorstensen paa Borg ved Sorø;
Margrethe blev ogsaa gift, uvist med hvem, men tilbragte sin Enkestand i Roskilde Nonnekloster. Af Hans Olrik (DbL) | Hvide, Skjalm (I461)
|
| 200 |
Hvorslevgård eller Hotzløffgård som den oprindelig hed, lå i begyndelsen tættere ved byen.
Det første vi hører om Hvorslevgård er, da den i 1388 blev pantsat af Jens Pape til Niels Madsen Fod (1350 - ?,) der givetvis har tilhørt lavadelen.
Ca 200 år efter i 1449 er der et skøde på Hvorslevgård fra Peder Hofmand til Mads Jensen.
Mads Jensen kan være en efterkommer af Niels Madsen Fod, og dermed forbliver Hvorslevgård i slægtens hænder meget længe.
Mads Jensen nævnes i 1482 som selvejer af Borritsølund i Vejerslev sogn. Han havde da sønnerne Jens Madsen i Hvorslevgård og Niels Madsen i Enslev.
Kilde: Slægtsbog for efterkommer af Morten Nielsen Thulstrup født 1820. Murermester i Mariager. Dansk Slægtsforskning Fredericia 1974 Nr. 731770. | Madsen, Jens (I1415)
|
|
|
