Match 51 til 100 fra 390
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 51 |
Brev fra Hans Jensen, Selv-Eier Bonde paa det Bernstorffske Gods,til Sine Landsmand,
de ovrige Danske Bønder,om de Nye Indretninger til Kiøbenhavn,
Trykt hos Hof-Bogtrykker, Nicolaus Møller. 1771
Kiere Venner!
Jeg tager mig den Dristighed at forestille eder mine ringe Tanker, om vores nu værende Fælledskab, og de deraf flydende Tab og Fortrædeligheder; og tillige paa den anden Side de Herligheder, Fordele, Nytter og Fornøielser, det er at have sine Jorder for sig selv, uden Fælledskab. Jeg ville fortænke eder, hvis I ikke indsaae og vidste, hvorledes at vores
Allerkiereste Landsens Fader tænker paa os ved alle Lejligheder, med de til os hensigtende Love og Forordninger, som sigter derhen, at enhver Bye, og enhver Mand skulde og kunde faae sine Jorder for sig selv paa et samlet Sted, og derved befordre vores Lyksalighed, saa vidt at vi kunde og ville dyrke og bruge vores Jorder, og handle frit og utvungen efter Gotbefindende, Villie og Indsigt.
Men hvortil nytter os alle de gode Anstalter, naar vi ikke kiender og indseer dem; det skulle giøre mig Hiertelig ont, om der endnu skulle findes de iblant mine Landsmænd, som ikke indsaae det, eller af Frygt, og gammel Vane, ere saa indtagne, at de ikke troe nogen Forbedring muelig; men dem vil jeg raade og bede, at de jo før jo bedre tager Tiden og Leiligheden i agt, at de ikke for sildig skal sukke og klage over dem selv, og deres Børn og Efterkommere tillige begræde deres Vrangvillighed og Efterladenhed, endogsaa til deres eget Beste; derfore søger kiere Landsmænd at rive eder løs af det skadelige Fælledskab.
Følger vores Allernaadigste Konges Villie og Hensigt, hvis Villie og Hensigt ikke kan have anden Grund, end en fornuftig og kierlig Faders for sine Børn, som han anseer for hans fleste, flittigste, og af Kielenskab mindst fordervede Børn; fatter Tillid til ham, og lader os stræbe at blive værdige til den Omhue han har for os, ved det at I søger at forbedre eders Jorder og Omstændigheder, og os selv, og de Børn, og den Slegt, som voxer op iblant os, at vi ikke forderver dem ved onde Exempler, med Trævenhed, Dorskhed og Ulyst til vor Stand: Men derimod med Flittighed, Troskab, Ædruelighed og Nøisomhed ved alle Lejligheder søger at forbedre dem, og forestille dem, at hvis vi have Arbeide og Møie ved at dyrke Jorden, da har vi tillige et frisk og sundt Legeme, og ere fri for tusende Fortrædeligheder, tillige med Sinds og Legems Svagheder, som følger de andre Stænder, og de ere plaget af.
Jeg skriver til eder mine Venner og Medborgere, min Hensigt er ikke Egennytte, Fordeel eller Vinding der søges; det jeg skriver er alene en Igientagelse af hvad jeg tilforn har sagt for at overtale, og overtyde eder til eders egen Fordeel og Beste, ikke heller havde jeg vovet det at skrive, hvis ikke en Veltænkende Patriot, som søger vores og Fædrene-Landets Beste, Vel, og Ære, hvis Navn jeg vil fortie, havde overtalt mig til at skrive, hvis Enfoldighed han troede at passe sig til eders Tænke-Maade; Den Tillid jeg har ham, og bør have til ham, haver givet mig Dristighed til at lade dette gaae saa vidt, som jeg her vil fremsætte i Enfoldighed.
Den ringe Indsigt jeg har forhvervet mig ved den Omgang og Tale, jeg har havt med adskillige fremmede og egne Landsmænd, og ved egen Erfaring selv prøvet og indseet at tiene os til Fordeel, vil jeg søge at giøre saa almindelig som jeg kan; Jeg har endnu ikke ladet det blive derved, men jeg har og ladet min ældste Søn, som er atten Aar gammel, reise ud i Tydskland; for at see om han kunde hente nogen Kundskab for mig og eder, han reiser ikke for at besee de store Stæder, og de der værende Forfængeligheder, som jeg ikke har Formue til, at give ham store Reise-Penge, da Gud har velsignet mig med otte Børn; men jeg har tænkt, at det kunde lade sig giøre for ham, ligesaavel som for en anden fattig Haandverks-Karl, med en Pose paa Ryggen at gaae fra et Sted til et andet, og tiene for Klæden og Føden, og derved at faae den rette Grund, og see hvorledes at de giøder, pløier og behandler deres Jorder, samt hvorledes de føder og feder deres Creaturer, og til Dels den indvortes Huusholdnings Beskaffenhed, og er han for nærværende Tid i det Halberstædiske, hvor han forbliver et halvt eller et heelt Aar, efter eget Gotbefindende. Det paaligger enhver af os at søge efter mueligste Fuldkommenhed, i at prøve og antage hvad der er os fordeelagtig, da vi savner den fornødne og tilstrekkelige Giødning ved det at vores Qvæg er borte, lader os derfore enhver især beflitte os paa at samle og formere den; og tillige, at pløie og dyrke vore Jorder desto bedre, for at hielpe dem i det de savner, derfore søger at faae eders Jorder for sig selv, da der strax kommer et andet Liv, Flittighed, Lyst og Mod til at bruge og benytte eder af den Grund og Jord, I have; Jeg er forsikkret paa, at næst Guds Bistand, ville det være et kraftig Middel imod den grasserende Qvæg-Sygdom og andre paa Heste og Faar smitsomme Sygdomme, som er eder vel bekiendt, ar naar det treffer paa en Mands Creaturer, gaaer den over alt Byens, og fra en Bye til en anden Landet igiennem; men derimod hvis hver Mand havde sine Jorder og Creature for sig selv, vilde det ikke gaae saa farligt til, lad være at det døde for nogle, ville de dog snart komme til Opreisning igien, ved Naboer, Slegt og Venner, som kunde hielpe hverandre, ja det kunde maaskee være et Middel til at den kunde reent ophøre, ja I stulle med Lyst og Glæde see alting frydefuld, og eders Kalve og Lam at dandse og springe omkring eder, og prise Skaberen, og eders Flid; Ja hvorledes ville ikke mangt et nyttigt Træ opvoxe ved eders Flid, som ville tiene eder og eders Creaturer til Nytte og Fornøielse, til Skygge mod Solens Hede om Sommeren, og til Ly og Læ for Regn og Kuld For- og Efter-Aar, ja til adskillig Nytte og fornødne Redskaber, og i sin Tid til at brænde, da enhver af eder seer at Skov og Tørve-Moser aftager, saa at vi og Efterkommere kommer til at savne det Fornødne til Redskaber og Ildebrand Kan I vel have de Tanker at troe, at nogen skulle være saa ond, at raade eder til det værste, da det er os, som de sikkert troer, at Landets Vel og Styrke beroer paa. Tænker ikke, at fordi de ikke er vant til at gaae ved Ploven, at de derfore ikke kan see og dømme om os og vores Foretagender, og hvad der kunde tiene os til Gavn og Beste; hvorledes ansaae os en Bernstorff, og adskillige Store, og for FædreneLandet Veltænkende Mænd, som har fremmet vore Allernaadigste Kongers og Konges Villie, og vores sande Velfærd og Beste? monne de ikke har omgaaets deres Underhavende, som umyndige Børn, der klager for en Fader, der ikke tillader dem deres Villie, ei heller giver dem de Ting, som ikke tiener dem, men søger at bringe deres Sind og Tanker til det, som sigter til deres Velfærd og Beste. Men spørger dem nu ad, da de er kommet til Indsigt og Forstand, hvad mener I, at de vil svare! Jeg er forsikkret, at de ikke kan negte, eller negter, at de jo vare gienstridige til deres eget Beste, som de den Tid ikke indsaae.
Mon nogen nu vil klage? nei, enhver vil med Mund og Hierte udtrykke sig saaledes: At deres Børn og den sildige Slegt vil velsigne ham, som tænkte saa vel til deres Beste; skulle eller kunde der være de endnu, hvis Sind og Villie ikke er eller vil lade sig overtyde, dem maa man svare, lad dem blive i Jericho til deres Skieg voxer; men I hvis Sind og Villie er til Forbedring, lader eder ikke strekke, eller holde tilbage af de Besværligheder, I forestille Jer at ville møde eder, de ere virkelig ikke saa mange og farlige, som der lader til, lad være, at der forefalder nogle de første Aaringer, da oprettes det, lige saa snart ved det, at I have alle Ting samlet og omkring eder; Jeg vil forestille Eder de Herligheder og Nytter der er ved at have sine Jorder for sig selv, og tillige de Fortrædeligheder I have af Fælledskabet, som I maaskee ikke kiender, ved det I er opfødt og daglig vant til dem, men jeg er forsikkret, naar I eftertænke dem, skal I tilstaae mig, at de Uleiligheder jeg her anfører, er endda ikke uden det halve, som forefalder og møder eder daglig.
Ja I ville vel indvende, at det kunde være got nok, naar det var saaledes, og dermed giort; men det er ikke saa let en Sag; Somme fik al den gode Jord ved Byen, og andre derimod al den slette, og hvor skulle vi faae fløttet vores Gaarder, og hvor skulle vi giøre af vores Creaturer, naar vi ingen Fælled havde.
Hvad den gode Jord angaaer ved Byen, ifald det var saaledes, at alle Lods-Eiere kunde ikke faae Jorder ved Byen, formedelst Byens Størrelse, og Markernes Vidtløftighed, eller fordi de ikke laae rundt omkring Byen, men ved en Side, og ifald det var nødvendig, at nogle Beboere maatte støtte deres Gaarder, da kunde der vel gives Lejlighed dertil, naar Lyst og Villie var der. Jeg sætter at der var sexten Beboere i en Bye, og de fire stulle have deres Jorder længst ude, som det heder, at den slette Jord er, og det er naturligt, at den er slettere end den ved Byen, ved det at den ved Byen er i Nærheden, og oftere bliver giødet og bedre dyrket, desuden ved det at Creaturene, som idelig gaaer til og fra Byen, og holder sig der oppe om Morgen og Aften, som Faar, Sviin og Gies, der ligger inde om Natten, og altsaa ved det at Urin og Skarn idelig tabes der, saa at den, der er ude ved Marke-Skiel, omendskiønt den er af Naturen bedre, kan dog langt fra ikke svare til den anden for nærværende Tid, men ville snart paa nogle Aar komme i Stand, naar en Mand kom ud til den, og i Længden overgaae den anden; men var det end saa, at den i sig selv og af Naturen var slettere, maatte de, som støttede ud paa disse længst bortliggende Jorder, have og faae desto mere af den, hvilket af kyndige Mænd og Land-Maalere maatte fastsættes, som kunde meget vel udfinde Raad derimod, at ingen For- nærmelse skede, og hvad det var angaaende, at den ikke for det første var saa god og frugtbringende, kunde de Beboere hielpes. Jeg sætter at der var sexten Mænd i en Bye, og de fire skulle treffe ved Marke-Skiel, og de blev enige, for Lodkastningen skede, at de Tolv som blev i Byen, og fik de Jorder, som var for den Tid de beste, skulle give til de Fire som treffede Udjorden, det første Aar hver sex Tønder, og det andet Aar hver fire Tønder, og det tredie Aar hver to Tønder i de tre første Aar, og var der altsaa sex og tredive Tønder til hver af de Fire, til de fik sadt deres Jorder noget i Stand, hvad det angik at fløtte Gaarden, kunde de paa samme Maade være dem behielpelige; Hvad det er med Creaturene, da kunde der vel grøftes og lukkes af i en Krog til dem, eller i Mangel deraf kan det meget vel tøires, da man kan sætte to Faar sammen i et Tøir, og det betaler meget got den Umage, og Svinene ligeledes to sammen, i et Tøir, da der kunde haves mere Fordeel af tre, end nu af sex til otte. Det kommer vel dem noget underligt for, som ikke ere vante dertil, men jeg forsikkrer at det lader sig let giøre, og et Barn paa otte til ti Aar kan meget gierne styre dem, naar de nogle Dage blev vant til at tøires.
Betragter man Gødskningen, som er og skulle være et af de største Drive-Hiul i LandVæsenet, da er dets Gang og Drift meget svagt og mat, og tænkes ikkun lidet paa at sættes i Drift og Gang, ved det nu værende Fælledskab, da en Mand maa slæbe det fra et Stykke til et andet, og fra en Kraag af Marken til en anden, saa han veed neppe hvor det bliver af, og langt mindre til hvad Nytte det kan være for ham; Thi lader hans Naboer sine Agre ligge til Tørring, opædes hans Sæd, saa der undertiden ikke er andet vundet end Slæb, Umage og Fortrædelighed, ikke at tale om det der spildes paa Gader og Stræder, og onde Veie, og paa Marken over Rinner og Render.
Er det Pløining, hvor fortrædeligt er det ikke at søge en Strimmel hist og en anden her, som ofte er og gives sexten til tive i hver Mark, og undertiden meget ont at komme til dem for Vand og Morats, ja det treffer ogsaa ofte ind, at der staaer Vand paa den ene Ende, og undertiden paa dem begge, saa Jorden ikke kan bære Creaturene; thi man veed, at Agrene er taget fra Jorden og til Siderne, som har sin store Nytte for Vandfalds skyld i Fælledskabet. Naar saadan Jord bliver pløiet vaad, binder den siden sammen, saa at naar Sæden skal til at spire frem, finder dens spæde Rødder alt for megen Modstand, og kan ikke faae Næring, saa det foraarsager en liden og kort Sæd; men det er ikke mueligt, at det kan udgraves for de mange Lods-Eiere, og den kan desuden ikke bringes til lige Tørhed med det, som falder paa Høiden.
Hvad Tid gaaer der ikke bort med at slæbe omkring med Plov og Creaturer til de mange Stykker, og med at fare og maale, saa der ofte maae maales alle Agrene paa et Skifte, for at udfinde det rette Maal, som dog ofte slaaer feil, saa der pløies fra den Side der skulle legges til, saa det er ikkun halv giort Arbeide, at naar Naboerne kommer og pløier tilbage igien, foraarsages ikkun Kiv og Splid.
Desuden den Ulighed som er i Hartkornet i de fleste Byer, som gaaer fra fire til ti Tønder og derover, som ikke vel passer sig til Fælledskabet, og foraarsager onde Følger; thi de som har det lidet Hartkorn, pløier ligesaavel med en Plov som de, der haver dobbelt saa meget, og blive altsaa før færdig til at saae.
Naar der skal saaes, er det ligesaa besværligt at slæbe omkring med Sæd og Creature, saa tilføies og Naboer Skade ved at slæbe og træde paa den nylig opkommende Sæd.
Naar der skal krøges eller harves paa tvert, (og det treffer ind at Jorden er vaad) og man skal vende tre til fire Alen ind paa begge Sider, saa er der ikkun lidet af Ageren tilbaae, men bliver ganske nedtraadt, saa kan det ikke andet end foraarsage en slet Høst, enten det er Rug eller anden Sæd.
Ikke at forbigaae den anden Skade og Uleilighed, der flyder af det onde Fælledskab, med at man ikke kan have reen Sæd; thi det treffer ofte ind at det er Blest om Foraaret, naar der skal saaes, saa at der hvor saaes Havre, bliver Sæden deels ved Uagtsomhed, deels ved Vinden bragt ind paa Naboens Side-Ager, en til to, vel tre Alen, og fra hans igien, paa den andens, til begges Skade, saa vidt det treffer; thi de ere begge fortrykt og forsaaet, saa vidt det kommer, foruden at Sæden bliver ureen og spilt.
Kommer vi til den forrige omtalte Ulighed i Hartkornet, da flyder det deraf, at de der har ikkun det lidet at bestride, og ikke retter sig efter Naboer, enten de ere færdige eller ikke, ja undertiden hverken tænker paa Tiden eller Veirlig, begynder altsaa nogle Dage, ja en heel Uge undertiden, førend Naboen kan komme med, som har det meget at dyrke, hvorover han er nød til mange Gange og de fleste Tider at stryge der over med Hare-Foden, for at han nogenledes kan komme med til Høstens Tid.
Hvad Skade er ikke den velsignede Sæd underkastet, og maa lide i den Tid den voxer, og inden den bliver høstet, af Creaturer, som ere Vange-vante, og tildeels treffer det ind at der kommer Regn, som nedskyller Diger og Gierder, saa at Creaturer kommer ind og for-aarsager stor Skade. Ikke at tale om TøireHeste, som staaer hist og her omkring paa Dragre imellem Sæden, som kommer løse, og gaaer og vader, og slæber Tøirene omkring i Sæden, og foraarsager større Skade dermed, end det de æder. Hvad Sviin angaaer, har de en Slags Rettighed til Vangen; thi det heder, at de saaes ind og høstes ud. Det heder nok at det er Byes Ret og Skiel, med at skrive og pante, men hvem kommer saadan Mulct tilgode? Kroe-Mændene, og ofte foraarsages dobbelt Onde med Liderlighed, Kiv og Strid.
Naar det kommer til Høsten, da begynder de som har det lidet, og altsaa ved det de har saaet først, saasnart at deres Sæd nogenledes er tienlig til at høste, da de andre maae begynde med, enten at deres Sæd er tienlig eller ikke, for at den ikke reent skal opædes af Creaturerne; men de faaer en Sæd, som ikke er fuldkommen og tienlig til at saae, og foraarsager onde Følger, naar en Mand ikke indseer det, og foruden at han har kuns halv Nytte deraf i Huusholdningen, desuden den Fornærmelse den ene øver imod den anden, baade vitterlig og uvitterlig, i at overhugge de Skiel og Rinner der skulle og burde være imellem Agrene.
Hvad Tid gaaer der ikke unyttig bort, med at gaae fra et Stykke til et andet, og ved Snak og Tobak naar de kommer til andre Folk, da man desuden skal bære Øl og Mad, samt Klæder og Redskab, og tillige med at bære Frokost og Middags-Mad ud til Meyere og Bindere; thi det treffer saa sielden ind, at de kan spise tilsammen, saa at naar en Mand har efterladne Folk, stieler de ham Kost og Løn fra, fordi han ikke kan oversee dem alle, eller være mere end paa et Sted.
Hvad Uleilighed er det ikke, og hvor megen Tids-Spilde for en Mand, naar han skal tiende, med Heste og Vogne, at han skal kiøre omkring til hvert Stykke især, og tage Negen, hvor den falder, som adskillige af vores veltænkende Præster paastaaer, og Bonden er nødt til og maa finde i sig efter Lov og Forordning; men han finder det og, da han i den Tid, han maa holde sin hele Magt i Bevægelse, naar der beste Høstveir treffer ind, man for alting passe det, enten han faaer hans eget ager ind eller ikke; saa maa og en Mand være betænkt paa, at hugge sin Sæd om altsammen, omendskiønt at der kunde være nogle Stykker imellem, som burde staae, men det kan ikke lade sig giøre for Tætningens skyld; thi han kan ikke komme til at tiende, før det er opbundet altsammen, da der mange Tider kunde være Leilighed at kiøre noget ind imellem den Tid, og at noget kunde staae og blive fuldkommen modent, og altsaa være bierget naar Regn falder ind, da det hele og altsammen ligger, saa det undertiden maa splittes ad for at tørres, og den beste og modneste Kierne bliver paa Marken, ikke at tale om Bælkornet af adskillige Slags, som det er fast umueligt at saae paa saadanne Steder.
Til hvad Nytte er vel Engene i saadan Fælledskab, imod det de kunde og burde være, hvorledes bliver de ikke oprodet af Sviin, For og Efteraar, det heder jo de kunde og skulle ringes efter Lov og Forordning, men hvor er der en Bye i Sielland, at de retter dem derefter, det heder at de ere saa usle, at de kan ikke taale at ringes om Foraaret, som ogsaa er Sandhed. Hvem legger sig efter at fange Muldvarpe? Ja, det gaaer i det ene som i det andet paa fælles Regning, og det heder, det gaaer ikke mig værre end min Naboe. Hvorledes staaer ikke de fleste Enge med Vand og Moes overdekket? som meget let kunde hielpes, ved at hielpe Vandet ved en liden Grøft i dets naturlige Løb, men det kan ikke skee, enten fordi Byemændene ikke haver lige Deel deri, eller og der skal graves over nogles Jorder, saa det maa forblive ved det Gamle, som det har altid været, til Vandet er fortæret af Soel og Vind, da den beste Vext og Tid er forbi, saa der bliver ikkun lidet og slet Høe, og besværligt at sanke, ved det at det er gierne fuldt af Tuer, og ujevnt af Creaturets Træden og Trampen i saadan blød Bund.
Kommer det til at der bliver givet Evret, hvorledes løber ikke da Creaturerne omkring, og hvad Møie er der ikke undertiden med at opsøge dem, ja halve og hele Dage gaaer bort, og en Dreng kan ride et Bæst til Skamme, førend han kan faae samlet de andre, som kan være en eller to Mile borte, og undertiden gaae hen i en Krog, da de ikke gierne har noget vist Sted, ved det de altid er vant at gaae snart i en, snart i en anden Mark, ja paa to til tre Byers Marker omkring.
Hvorledes har det sig med Rug-Sæden? og kommer det endelig dertil, da bliver der ilde og silde pløiet og saaet; ja det heder, det kan ikke lade sig giøre før; thi saalænge Svinene har ret Lyst til at gaae i Marken, kan det ikke skee at saae Rugen, endelig naar Vinteren begynder at vise sig, maa der tænkes paa Begyndelsen, da den velsignede Sæd bliver nedvadt og nedtraad ved Jordens Forarbeidelse, da den saa silde paa Aaret er vaad og tung, ikke at tale om det kostbare Stutterie, som holdes paa fælles Regning, der gaaer og vader baade tvert og endelangs paa Rug og Engbond, hele Vinteren igiennem, ikke for der de kan faae at æde af Rugen; men fordi at deres Vei kan falde derover til en og anden Ager og Eng, som ligger der imellem, og føler Jorden da deres alvorlige, Gang; Det heder nok de koster intet, men de koster alt for meget, ved den store Skade de foraarsager.
Tager man endelig den hele Forfatning i Betragtning, da møder ikke andet end Forvirring og Uorden, hvor man vender Øinene hen, og ikke til den halve Nytte og Fordeel enten af Ager eller Eng, samt fælles Græsning, som skulle kunde og burde være Fordeel for Bonden om Sommeren, men det bliver saa ilde behandlet af Sviin, som før er meldet, samt de øvrige Creature, som bliver jaget ud naar Jorden endnu er vaad, og da saaledes træder og vader, da der endnu hverken kiendes Græs eller Grøde, og der ikke saasnart kan opspire noget, førend det er afbidt need i den sorte Jord, ja vent oprykket med Roden, saa der ikke kan blive noget til det usle Creatur, men det gaaer kummerlig den beste Tid af Sommeren, og søger det lidet til Livets Ophold, saa det er ikke at undre paa, at det er uselt, smaat og magert, og seer elendig ud.
Desforuden naar smitsomme Sygdomme kommer paa Qvæg, Heste og Faar, er det gierneen Følge, at den hele Byes Creature bliver befænget, og i det som alt andet, at alle maae lide derunder.
Betragter man derimod den Herlighed, Nytte og Fornøielse, det er for en Mand, at have Frihed til at handle, bruge og forbedre sine Jorder, og Omstændigheder, og saaledes at have fri Hænder til at giøde, pløie og saae, samt at inddele sine Jorder efter sin Villie og Indsigt, hvor forhadt bliver da ikke Fælledskabet?
Skal vi nu først betragte Ager- Pløjelandet, da er jeg af den Tanke, og er tillige overbeviist af Erfaring, og nøie Eftertanke, at den hidindtil med Markerne brugte Inddeling i tre Vange ikke er den fordeelagtigste, i de Omstændigheder Bonden er udi for nærværende Tid, da de haver saa liden og ringe Giødning, og dyrker alt for megen Jord; da det er med Jorden som med vore Heste, vil man drive dem idelig ved ringe Foer, bliver de magre og udmattet; men ved villig, eller got Foer kan de udrette dobbelt, og dog være i Stand; thi sætter man, at en Mand paa otte Tønder Hartkorn har fem og en halv Tønde Udsæd efter hver Tønde Hartkorn, er det fire og fyrgetyve Tønder Udsæd, Engbunden uberegnet, og han dyrker de tvende Dele deraf, som er otte og tyve Tønder og fem Skiepper, og den tredie ligger til Hvile. Naar han nu for nærværende Tid, da Qvæget er borte, giøder til to Tønder Land om Aaret, kan man regne at hans Jord ikke faaer Giødning uden hvert et og tyvende Aar, og altsaa maa dyrkes i fiorten Aar, imod at den hviler i syv Aar; saa indseer nok enhver, at hvad Grøde den kan give, maa være ringe, og kan ikke regnes over firefold af alle Slags, det ene bøde paa det andet, er det hundrede og to og tredive Tønder og fire Skiepper. Da er jeg vist forsikkret, at hvis de fire og fyrgetyve Tønder Land, som før er meldet, blev deelt i sex Dele, som en Mand kunde, naar han havde sine Jorder samlet for sig selv, og han deraf dyrkede de tre, og de andre tre hvilte, saaledes at Jorden skulle hvile i tvende Aar, og bære Frugt i tre Aar, saa at han udlagde en Vang hver Aar, og pløiede en op hver Aar, er ieg forsikkret om, at i Steden for at den før gav ikkun firefold, skulle den ved denne Forandring give meget mere. Han skulde, nemlig naar Jorden havde ligget i to Aar, giøde i den Mark, som skal drives op tilkommende Aar, og saa frede den om Foraaret, at der slet intet Creatur kommer derpaa, for at slaa det tilig ved St. Hans Dag, at det da kan pløies saa snart Høet er af, for at udrøde Ukruds Frøet, hvilket skeer ved det at man pløier det først paa langs med tvende Langjern, for at stiere Furen i to smale lige Strimler, og naar det har ligget i tre til fire Uger, og Ukruds Frøet er vel kommet til Wext, da pløier man det anden Gang paa tvers, og saa imod Høst igien, eller og saa snart der er indhøstet, tredie Gang paa langs, og harver det paa tvert hver Gang imellem det er pløiet, naar det har ligget i nogle Dage. Vil man pløie det fierde Gang, og siden saae Rug, kan man vist vente sin Umage betalt ved en rig Høst, øg tillige en dobbelt Nytte og For-deel, ved at faae udrøddet Ukrudet, saa at man bringer et Aars Grøde, ved hver Gang det bliver pløiet, og faaer Jorden løs og lokrig tillige, enten man vil saae Vaar-Sæd eller Rug-Sæd. Og altsaa vil Jorden give syvfold, som udgiør af de to og tive Tønder, hundrede fire og halvtredsindstive Tønder, følgelig bekom Bonden ved denne Forandring to og tive Tønder mere, foruden de sex Tønder, der spartes ved Udsæden. Da han desuden kunde dyrke den bedre, naar han havde sex Tønder mindre at dyrke, og sparte altsaa sex Tønder som han tilforn saaede i Jorden.
Hvad Nytte kunde det ikke indbringe ham med Græsning og Høe til hans Creature? da Jorden ville give dobbelt saa meget Græs, naar den fik Hvile i tre Aar, imod den ellers hviler ikkun i et Aar, og kan altsaa ikke voxe til med Græs, og endnu fire Gange mere, om Bonden ville beflitte sig paa at saae KleverFrø i den Mark, som skulle udlægges til Græs. Man kan til den Ende, naar Jorden er nogenledes tilharvet, blande Frøet iblant fiin Jord eller Sand, og saae det jevnt ud, da en Tønde Land kan gierne besaaes med tre til fire Pund, ja, der er vel de der ville indvende, det ville falde noget kostbar at kiøbe til syv Tønder Land fire Pund til hvert, som var otte og tive Bund til hver Mark, men lad være at man ikke kan overkomme saa meget, saa kan det være nok, at den halve eller tredie Parten blev saaet, til at man selv kunde samle Frø, som ikke er vanskeligt, naar man lader et Stykke stage til det bliver vel moent, hvilket kiendes derpaa, naar dets Stengler og Top er brunt, og let lader sig brække, og Frøet begynder at gulnes, da hugger man det af, og lader det vel tørres, og saa binder det i Knipper, og legger der paa et tørt Loft eller Stenge, og lader det ligge hen imod Juul, da man tærsker det af paa et Lagen, og opsanker det, og kommer det i noget; thi det vil endnu ikke gaae fyldest ret af, men maa hænges ved Varmen, for ret at tørres igiennem, da man let kan gnide det af, og saa blæse eller drifte det urene fra, og giemme siden Frøet paa et tørt Sted, til Tiden er at det skal saaes, og forsikrer jeg, at Kleveret er kraftigt til at foere med, baade som Græs og Høe, hvilket best kan skiønnes paa Malke-Kiøer; thi en Koe skal paa fire og tyve Timer give en Pot Melk mere, end ved andet almindeligt Græs, og tillige af ti til elleve Potter Melk et Pund Smør om Sommeren, da man af det almindelige Græs ikke faaer et Pund Smør af ringere end tolv til tretten Potter, og desuden kan haves overflødig af Faarene, baade i Fedme og Melk, da man kan giøre Ost, som ikke giver den Engelske meget efter. Man kan og lige saa let bestride det med fire til sex Heste, som kan holdes vel, i Steden for at der før holdes ti til tolv, ja somme Steder flere, som bortæder Græsningen fra de øvrige nyttige Creaturer, og de fleste til største Skade, som før er meldet, da man ikke har nødig at frygte, at de skal søge for vidt omkring, naar de først er vandt paa et Sted, og en Mand ville vel ikke holde saa mange usle Sviin som før, da han skulle just have dem paa sit eget, men faae og bedre, med større Fordeel, og han tillod dem ikke heller at gaae uringet, og oprodede hans Eng og Græsning, ja langt mindre at hans Naboes ville besøge ham.
I Henseende til at giøde, da ville det falde langt lettere, og til deels give langt mere Lyst til at formere det, ved at holde Creaturet paa Stald om Foraaret, til at Græsset fik Vext og Jorden blev tør, og tillige inde om Natten. Ja man kan ikke vide, om det end ikke kunde komme i Brug her, som paa andre Steder, hvor de holder dem inde baade Nat og Dag den meste Tid af Sommeren, og slaaer Græsst af og foere dem inde, hvorved kunde samles megen og god Giødning, ja der gives adskillige Leiligheder til at samle og formere den, ved Huller at oprense, som kunde tiene til VandSteder, og giver overflødig Grøde i nogle Aar, ligesom det er fedt og got til, som kiendes, naar det klæver ved Fingrene naar det optages, eller og at man tager noget op med en Spade, og lægger det til at tørres, og det seer sort eller graat ud, er det meget got; men herimod den røde, til liden eller ringe Nytte, undtagen paa en stærk Leer-Jord, som den giør lokrig og løs. Dog er herved at merke, at det maa ligge i det ringeste et halvt Aar inden det bliver nedpløiet; saa og gamle Diger og adskillige LeerArter til at blande iblant Giødningen, og kan der udrettes med en til to Vogne saa meget som ellers med tre eller fire, paa en nær eller lige Dei, spildes der noget, kommer det ham selv til gode, og i den Sted at der før giødtes til to Tønder Land, ville der nu vel giødes til tre til fire Tønder Land om Aaret, paa et samlet Sted, som og det, at have sin Sæd af hvert Slags paa et Sted, meget forbedrer en Mands Omstændigheder.
Er det Pløiningen, da er det meget fordeelagtig at have sin Jord samlet paa et Sted, da man kan pløie engang paa tvers og en anden Gang paa langs, og saaledes tvinge Ukrudet og Græs-Rødderne, og ret giøre Jorden løs og lokrig, og i det at man har det samlet, udretter man snart dobbelt, da man ellers skulle slæbe fra et Stykke til et andet, saa vindes og den Tid der ellers gaaer bort med at maale.
Man kan og tillige inddele sit Ager-Land paa en fordeelagtigere Maade, saaledes at Bonden kan pløie det Tørre eller Høiderne i den Tid at de ere tjenlige, og saaledes efterhaanden som det tørres, eller og udlegge saadan een til Eng, som nok betaler sig for en Tid.
Er det ved Saaeningen, da har man det samlet og paa et Sted, og ikke den TidsSpilde med at slæbe Sæd og Redskab omkring, og man har og den Fordeel, at man kan have reen Sæd, naar man beflitter sig paa at saae reen Sæd, og kan Bonden altid udrette en halv Gang saa meget med lige mange Folk, da han har den samlet, og kan drive paa dem ved alle Leiligheder Er det at tiende, da er det meget hastigere baade talt og samlet, end naar Bonden skal kiøre omkring i to Marker, og i Henseende til hans eget, at bierge, og kiøre hiem, udretter han mere med to Vogne end ellers med fire; Og tillige hvad kan der ikke spares baade paa Kost og Løn, ved det at hans Folk er sanket, baade til Mad og Arbeide? Kommer vi til Engene, da formoder jeg, at de ville ikke see saaledes ud, som de see paa de fleste Steder, ja en Mand vilde nok forsøge at forbedre dem ved alle Leiligheder, baade ved at lede Vandet ud, og at holde Fred paa dem for Sviin, som han ikke kunde see at gaae uringet, og ei heller tillod at hans Naboes kom til ham uringet, samt at legge sig efter at fange Mulvarpe, ja og at oppløie en gammel Moesbegroet Eng, som i nogen Tid vilde give en god Grøde, og i dets Sted at udlegge en af sine Ager-Jorder, og hvor meget kunde ikke udrettes imod for, da han har det samlet?
Hvad Rug-Sæden angaaer, da vilde den ikke saa slet og ringe medhandles, som den bliver, da der i Fælledskabet neppe bliver pløiet engang, og det ilde. Jeg er derimod forsikkret, at den vilde blive pløiet i det ringeste to Gange, ja vel tre til fire, som fører meldet, og tillige saaet i det seneste otte til fiorten Dage efter Mikkels-Dag, da Sæden kunde flaae Røder førend Vinteren kom, og komme smukt op, og Ageren tillige fredes for Sviin og Creature For- og Efter- Aar.
Vil man nu giøre en Sammenligning paa nu værende Fælledskab, hvor lidet at Bonden haver af sine Jorder, og paa den anden Side betragte de Fordele, han kunde have, naar han havde sine Jorder paa et samlet Sted, er det meget ulige; Sætter man, som før er meldet, at han dyrker af de fire og fyrgetyve Tønder Land, de otte og tyve Tønder, og faaer fire og en halv Tønde efter hver Tønde, er det hundrede og sex og tyve Tønder.
Naar man fraregner det som han forbruger: Som til udsæd igien - - 28. Tønder. Til Brød - - - - - 16. -
Til Gryn - - - - - 8. - Til Malt - - - - - 9. -
Til Meel - - - - - 2. -
Til Hestene - - - - - 24. -
Til Sviin at føde og feede - 8. Tønder.
Til Høns og Gies at føde og feede - 3. -
Skatte-Sæd - - - - - 3. -
Bliver altsaa det han haver at
sælge - - - - - 25. Tønder.
Sætter man nu som før er meldet, at han deelte de fire og fyrgetyve Tønder i sex Dele, og dyrkede de tre Tønder, og lod de tre hvile, er jeg forsikkret ved den Inddeelning, og bedre Behandling med Giødning og Pløining, vilde Jorden ganske vist give sexfold, om ikke mere, som vare af de to og tyve Tønder, 132. Tønder, og avler han altsaa af to og tyve Tønder sex Tønder mere, desuden spartes derved til Udsæd sex Tønder.
Nu sætter man at han kunde vist holde:
En Karl mindre, og derved
spare - - - 16. Rdlr. og 4. Tønd. To Heste mindre om Aaret at føde - - - - - 8. Tønd.
Sætter man, at de to Heste koster ham aarlig, enten han selv optrækker dem eller kiøber dem - - - 4. Rdlr. Sparer paa Vogne og Redskaber
aarlig - - - - - - -
2. Rdlr.
Hans Græsning og Høe enten han vil forbruge det til hans Giødnings Formerelse, eller sælge det, kan man sikkert sætte det aarlig til 12. Rdlr.
Er altsaa hans Fordele sikkert aarlig ved denne Forfatning saa meget i rede Penge - - - - - - 34. Rdlr.
I Sæd fire og tyve Tønder, regnes
hver Tønde en Rdlr. fire Mark - 40. Rdlr.
Tilsammen 74. Rdlr.
Mon man ikke let kan udfinde Aarsagen til den dyre Tid heraf, da Bondens Forfatning for den nærværende Tid er saa slet, da hans Qvæg er saa ringe, og derved og hans Giødning, som hans Jorder maa savne, og af Mangel maa sælge det lidet, der spares, af hans Creaturer, som trækkes til Kiøbstæderne, ogsaa hans Foering, som gaaer bag efter, ham til desto større Tab, saa man behøver ikke at beskylde nogen for den utilladelige udførsel, som adskillige troer er Aarsagen, da enhver naar han eftertænker, at det er lidet han har at sælge og overlade, kan det ikke andet være, end han maa have det vel betalt; thi ellers ville det ikke forslaa til hans Udgifter. Det visse Folk siger, at der er Guds Velsignelse paa Jorden, og dog er og bliver det dyrere det ene Aar efter det andet, da de got Folk dømmer derefter, at de kan see et par Bye Marker eller flere, da det er vanskeligt at dømme deraf, hvorledes det vil give i Skieppen, ja endog for Bonden at dømme paa den Maade, førend han kommer til at bruge den.
Ja de got Folk tænker ikke paa, hvad Land-Manden maa beholde, i Steden for Melk, Smør, Kiød, Ost samt Talg, som han maa savne; Regner man at hver Mand haver otte Høveder mindre end tilforn, og at der iblant vare tre Malke-Kiør, og at hver Koe gav fire Potter Melk om Dagen, i tre Fierding-Aar, var det om Aaret tolv Tønder og tre Fierdinger; Lad ham forbruge de sex Tønder og de tre Fierdinger sød til Kalve, Ost og i Huusholdning, og Kierne af de sex Tønder; Sætter man at af hver Tønde kommer et Lispund Smør, var det sex Lispund; Sætter man at af de otte Høveder solgte han to om Aaret, lad være at han fik ikkun; sex Rdlr. for Stykket, var det tolv Rdlr.; Og han slagtede et om Aaret, som holdt ti Lispund Kiød, og ti til tolv Pund Tælle.
Regner man af de otte Hoveder, gav hver Giødning til en og en halv Skieppe Land aarlig, var det til en Tønde og fire Skiepper, som nu maa ligge øde, og saa got som til ingen Nytte; Vil man regne, at den Tønde og fire Skiepper, som er den sikkerste Giødning for en Land-Mand, gav aarlig sexfold, var det:
Første Aar - - 9. Tønder.
Andet - - - 7. Tønd. 4. Skipper. Tredie - - - 6. Tønd. Fierde - - - 4. Tønd. 4. Skpr. Femte - - - 3. Tønd. Siette - - - 1. Tønd. 4. Skpr.
Er 31. Tønder 4. Skiepper.
I Steden for de tolv Tønder og tre Fierdinger Melk, sættes at han maa bruge tretten Tønder Øl, tager man til hver Tønde Øl to Skiepper, er det tre Tønder og to Skiepper; Jeg regner at han maa føde og fede tre Sviin, i det Sted at de Suul-Vahre er af hans Huusholdning, som Smør, Kiød og Ost, og de tre Sviin at føde og fede aarlig, tager sex Tønder, er det altsaa et Tab aarlig af fyrgetyve Tønder og sex Skiepper, foruden det Kiød og Tælle, som er tabt for ham og det Almindelige, samt rede Penge for ham ved de tolv Rdlr. som før er meldt, og at han maa kiøbe saa meget mere Tran og Humble.
Bierregaarden den 29. San,
1771. Hans Jensen. | Jensen, Hans (I212)
|
| 52 |
Børn Søren; . Chresten; Joen; Karen? født 1760. Maren; født 1671 død 23-08-1719 48 år gammel. | Familie: Søren Lassen / Karen Pedersdatter Karmark (F133)
|
| 53 |
Børn: Peder Nielsen Karmark; født 1662 død 1696. Jens: født 1670 død 1720. Eline/Ellen: født 1666 død 1730. Hun blev 2gang gift med eftermanden i embedet Henrik Frantsen Blikfeldt (begravet 20-01-1700 Vellev). | Pedersdatter, Maren (I434)
|
| 54 |
Børn;
Niels Jensen Karmark.
Elle Jensdatter Karmark; født omk. 1607 Begravet 30-09-1700 gift med Peder Nielsen som var ridefoged på Skjern slot 1644 og birkefoged Skjern Birk. De havde 8 børn.
Jens Jensen Karmark; begravet 23-2-1656, sognepræst Langå Torup sdr. Vinge. En drabelig lærd mand og gudsfrygtig, skikkelig mand. Skød sig selv ihjel med en pistol af utolmodighed offer hans hustu. (Notat i Skjen Kirkebog).
Dorthe Jensdatter Karmark; gift 06-09-1663 i Skjern med Christen Andersen fra Ilsø.
Peder Jensen Karmark; født omk 1621 gift med Maren Sørensdatter Tulstrup han var selvejer i Hvorslevgård, der var 8 børn i ægteskabet, begravet 3-4-1696. i Hvorslev.
Bodil Jensdatter Karmark; født omk. 1633 gift med Joen Jensen Møller i Hagenstrup Mølle i Hvorslev. hun blev begravet 15-09-1707.
Karen Jensdatter Karmark; død 1661. gift med Lars Jensen, Skjern by, gårdfæster og birkeskriver.
Kilde: Lokalhistorisk Arkiv for Hvorslev Kommune
Dom 1633. Maren Pedersdatter vs Søren Pedersen.
Var skikket Maren Pedersdatter, Jens Nielsens Enke i Karmark, på hendes bud Søren Sebach borger i Hobro, på den ene side i retten stevnet Anders Seyersen i Enslev, Herredsfoged i Houlbjerg, på den anden side, for en dom han ved tinge den 26 september har dømt og afsagt imellem Maren Pedersdatters befuldmægtigede og Søren Pedersen i Hvorslevgaard og Anders Seyersen. Samme dom ikke har dømt endeligt, uanset sagen har været opsat en tid lang efter opsætteIsens indhold Medellelse sin dom afsagt, at han ikke den dag vidste andet, end Søren Pedersen burde opfylde sin forpligtelse angående Hvorslevgaard, med dens tilliggende ejendom, og Anders Seiersen ikke havde dømt på de skriftlige forudsætninger, som for ham har været fremlagt i retten, enten til eller fra ham dermed uretfattet have gjort og imod loven, desuden indkaldt fornævnte Herredsfoged så også Søren Pedersen, om han har noget dertil at svare. Saa mødte Søren Petersen på sine egne og Anders Seyersens vegne og fremlagde dommen af Houlbjerg Herredsting den 26 september, som saa besluttede at der fremlagdes Søren Pedersens egen forpligtelse, hvor han havde forpligtet sig til, ikke at bruge Jens Nielsens 4 broderlodder længere end 3 år og at de3 år skulle ende den 12 juni, og da Søren Pedersen ikke var mødt, og heller ikke nogen på hans vegne, ham imod nævnte forpligtigelse at erklære, da kunne fogeden ikke den dag andet end kende Søren Pedersen, at han burde sin forp
ligtelse efterkomme, og den samme forpligtelse staa ved sin fuldmagt som den dom Søren Pedersen er fradømt for rigtig at være. ? som Herredstingdomi ? finde vi ... ? ? ?
og ? ? fom. ? lovlig ? ? ? ? Eedelig ? ? dømme og ? ? ? | Pedersdatter, Maren (I436)
|
| 55 |
Børn;
Peder; født 04-1699.
Joen; født 02-04-1700.
Dorethe; født 15-10-1702.
Lars, født 1704 blev gift med Kirsten Karmark måske en kussine.
Søren; født 1712.
Maren; født 1714.
Kirsten; født 1708.
Lars havde en datter Birgitte født uden for ægteskab. Moderen Inger Nielsdatter 1739. | Pedersdatter Karmark, Karen (I428)
|
| 56 |
Børn; Karen; født omk 1677 død 05-08-1730 på Anexgården i Gjening. Søren; født omk. 1682 død 1650. John; Niels; Kerstin; Søren fik gården efter Faderen, han var gift med en Ostenfeldt fra Kvorning, deres datter Kirsten Marie Karmark blev gift med en Søren Nielsen som senere fik gården, som på det tidspunkt havde hartkorn 13-4-2-1. Deres søn Niels Sørensen blev gift med en Datter af Søren Amdisen fra Vellevgård. Niels Sørensen udstykkede Hvorslevgård i 1797. Søren Anders
en var Søn af Anders Severin Jensen som var sognedegn i Hvoeslev, som også var ud af Karmark slægten. | Sørensdatter Tulstrup, Maren (I432)
|
| 57 |
C396D-5A Silkeborg Fødte 1924-1929
Silkeborg Kirkebog 1928 nr.10
Bent Henry Førsterling født 25. januar 1928 Lindevej 19, Silkeborg, døbt 4. marts 1928 i Kirken af Pastor Thuesen
Forældre: Ugift Husassistent Johanne Vilhelmine Kristine Førsterling 21. ar, født i Brønderslev 31. august 1906
Faddere: Bybud Vilhelm Førsterling og Hustru Kristine her [Silkeborg], Landpost Daniel Vinther Christensen og Hustru Juliane i Sminge,
Timaanedersdagen hos Forældrene Lindevej 19 | Førsterling, Bent Henry (I510)
|
| 58 |
C396D-7 Silkeborg Konfirmerede 1917-1927
1920 nr.58 (8)
Johanne Vilhelmine Kirstine Førsterling, Remstrupvej 11 Silkeborg
Forældre: Glarmester Heinrich Vilhelm Amalius Førsterling og Hustru Kirstine Kristensen
født i Vester Brønderslev 31. august 1906, døbt 7. oktober 1906 | Familie: Kristian Gjerulff / Johanne Wilhelmine Kirstine Førsterling (F182)
|
| 59 |
Cand pharm 1897. | Gjerulff, Ingjald Ludvig (I285)
|
| 60 |
Cecilies fader var: LAURITS TRUGOTSEN af GyllingDen 600 Aar gamle Kirkeklokke i Gylling bærer Indskriften: Dña Cecillia fecit me fundi, ) : " Fru Cæcillia lod mig støbe ". Denne Fru Cæcillia er uden Tvivl den samme, der nævnes i et Tingsvidne af 2. Marts 1441) som Datter af Ridderen Laurids Trugotsen af Gylling og som Ridderen Marqvard Rostrups Hustru. Andensteds fra vides det, at Laurids Trugotsens Hustru hed Fru Kirstine, men om hun har været Fru Cæcillias Moder, kan ikke siges med Vished. Faderen kan jo have været gift to Gange. Tingsvidnet blev optaget paa Hads Herreds Ting den 2. Marts 1444, men de her nævnte Personers Levetid ligger 100 Aar længere tilbage. Det fastslaar, at Laurids Trugotsen gav Marqvard Rostrup i medgift med Datteren Kærsgaard og Svinballe i Hundslund Sogn og den Grund i Falling Sogn, hvorpaa Aarhus
biskoppens Borg Aakær stod, da Tingsvidnet blev optaget.
https://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_4rk_0005-PDF/ho_4rk_0005_96736.pdf
Sammen med sin mand arvede hun Rodstensgaard, tidligere Hovedstrup, fra sin far rideren Laurids Truesen.
https://www.danskeherregaarde.dk/nutid/rodsteenseje
| Lauridsdatter, Cæcilia (I574)
|
| 61 |
Christens Mørchs hustru hedder Johanne og hun er søster til Anne Olufsdatter. De bliver gift i Sevel kirke i 1716. Ved Christen Mørch i Kiersgård søn Oles dåb i Sevel kirke i 1718, bliver barnet båret af mormoderen, Ole Vistisens hustru fra Vroue. Ved Christen Mørchs datter Annes dåb i Sevel kirke i 1723 bærer mosteren, Anne Olufsdatter. Ved Christen Mørchs søn Vistis dåb i 1727, bliver denne båret af Laurits Ifersen hustru, Anne Olesdatter fra Faarbæk. Jens bliver født i Tra
ndum i 1729 og døbt den 30/1 i Sevel kirke.
-Jeppe Aakjær, er Jens Christensen Mørch' s tipoldebarn.- | Olufsdatter, Johanne (I1024)
|
| 62 |
Citater fra " Et tilbageblik af Jens Højris"
Paa Fædrene Side kan jeg ikke komme saa langt tilbage paa Grund af,at Vridsted Kirke og Præstegaard brændte i 1778, og da brændte ogsaa Kirkebøgerne. Min Oldefader hed Jakob Kristensen og var fra Fly, min Oldemor hed Dorte Knudsdatter og var fra Egebjerg i Vristed. Folketællingslisterne fra 1787 viser, at de begge var født 1757. De blev viet 10. April 1778 i Vrou Kirke, fordi Vristed Kirke var brændt. De købte en lille Gaard i Rabis i Vrou-Resen Kommune. Ja, jeg skriver en lille Gaard, men da det var paa Alheden, var det sikkert ikke kommet an paa et Par Hundrede Tønder Land fra eller til. Jakob og Dorte, De har sikkert slidt og slæbt i den magre Hede, lidt Eng havde de nok, ellers havde det næppe været muligt for dem at holde det gaaende, men det gjorde de, og klarede sig pænt. Om Jakob ved jeg næsten intet. Det er næsten, som om han er kommen ind ad Bagdøren, billedlig talt. Hans Fader hed vistnok Kristen. Den Gang var det en næsten ufravigelig Regel, at den førstefødte Søn blev kaldt efter Mandens Fader; her blev født 5-6 Sønner, to af dem fik Navnet Jens, men se om nogen af dem blev kaldt Kristen. Naar der taltes lidt eller intet om Jakob Rabes, saa var det ikke saadan med Dorte. Skønt jeg af gode Grunde aldrig har set hende, da hun var død længe før jeg blev født, saa har jeg dog dannet mig et Billede af hende, og Billedet har jeg faaet gennem alle de smaa Bemærkninger om hende, som jeg som lille Purk gik og opsnappede, naar jeg gik mellem de ældre, og som ofte kastede et meget kraftigt Lys over hende og Omgivelserne.Jeg ser Dorte som en kraftig og frodig smuk ung Pige med en stærk Karakter og stor Viljekraft, og dog faldt hun i et svagt Øjeblik. Da hun var 20 Aar, viste det sig. at hun skulde have et Barn, og det var jo forfærdeligt. Hun, en agtet Gaardmandsdatter. Og hvad skulde hun gøre. Det var jo den Skjævting til Jakob. Gaard havde han ikke, eller Familie, det var ikke at tænke sig Giftermaal med ham. Man vidste knap nok om hans Moder, hendes Navn er ikke nævnt i Kirkebogen, hvor hun staar indskrevet som Jakobs Moder. Men hvis Dorte ikke giftede sig, saa skulde hun staa offentlig Skrifte i Kirken og blive forbandet af Præsten, som vilde læse det 6. Bud i hele Menighedens Paahør. Bagefter kom saa Præstens strænge Formaning til hende, og til Slut vilde han optage hende i Menigheden igen. Altsammen i mange Menneskers Paahør og Paasyn, for det vilde blive bekendtgjort forud fra Prædikestolen, saa hele Sognet skulde nok være tilstede. Og Jakob kunde gaa frit omkring uden at blive forulempet. Nej, det var ikke til at holde ud, hun tog ham for at undgaa Skammen. De blev viede i Vrou Kirke den 10. April 1778, og den 10. Maj blev deres Søn døbt og fik Navnet Knud efter hendes Fader.Hun blev en Kone, der var haard som Staal, men ogsaa rede til at tage Kommandoen, hvor hun kom. Dengang var der hverken Læge eller Jordemor, men trængte nogen der omkring til Hjælp, var Dorte altid rede. Jeg ved der ikke blev født mange Børn uden hendes Hjælp, hendes Navn var vidt bekendt. Naar der blev sagt Dorte Rabes saa vidste alle, hvem det var. Hun og Jakob havde en halv Snes Børn, den ældste var Sønnen Knud Jakobsen, han blev en dygtig Gaardmand, han boede i Nærheden af Silkeborg. Saa kommer der en Dreng igen, som fik Navnet Visti Jakobsen,Der blev født nogle Børn, som døde som smaa, der blev vist ti i det hele, og mærkeligt nok blev de alle hjemmedøbt. Juleaften blev der født dem en Dreng, det var 1790, han blev hjemmedøbt to Dage efter og fik Navnet Jens Jakobsen, og det var min Bedstefar. Dorte havde en Søster, som boede i Gaarden Højris i Laanum i Smollerup Sogn, hun havde ingen Børn, og saa forærede Dorte hende sin nyfødte Dreng, han skulde være deres og have Gaarden efter dem. Da der ti Aar efter atter kom en Søn til Dorte, blev han ogsaa kaldt Jens Jakobsen, velsagtens som et Bevis paa, at hun helt havde afskrevet den forrige.Den sidste Jens er der ikke andet at skrive om, end at han gik derhjemme i sin Moders Ledebaand, til hun døde, da han var 45 Aar og havde været gift i 20 Aar. Han blev aldrig nogen rigtig Mand; jeg har kendt ham temmelig godt. Han var en Gnier, der ikke nænnede at spise sig mæt, han kom slet ikke til at ligne sine Brødre, de kunde være paaholdne nok, men alting skulde være, saa de kunde være det bekendt - - være en Stymper og Gnier var det sidste, de vilde. Og naar de var sammen med Jens Rabes, saa faldt der mange Stikpiller, som han ligesaa stille stak i Lommen. Naar han var sammen med sine stoute Brødre, gjorde han en daarlig Figur. Han var høj og velvoksen, men naar man saa ham, fik man alligevel en Følelse af, at han var slaaet til en Skilling og ikke kunde blive andet.
Jeg har sjælden hørt min Bedstefar omtale sine Plejeforældre, men jeg antager. det har gaaet planmæssigt.
Hun blev konfirmeret 1776.
Børn;
Knud Jacobsen; 10-05-1778 i Egebjerg. fik en gård i Christianshede i bording sogn
Mette Kirstie; født 02-08-1782 i Rabis. blev gift 24-04-1805 med vandrelærer Lars Gregersen i Trevad, bosatte sig i Julianehede.
Visti; født 13-03-1785, død som lille.
Visti; født 27-02-1788, død 1866, Var sognefoged i Karup.
Jens; født 25-06-1793, blev plejebarn hos mosteren i Lånum.
Ane; født 25-06-1793 død 15-04-1811.
Mette Kirstine Jacobsdatter; Ane 13 no 602.
Jens Jacobsen; Ane 14 no 603. | Knudsdatter, Dorthe (I20)
|
| 63 |
Consul på Læsø! | Winding, Søren Ditlev Emil (I246)
|
| 64 |
d. 10. Apr. havde Peter Wello, x , og Frideriche Pedersdatter x Østerport et barn til Daaben,kaldet Andreas. Madme. Birthe, Muurermester Brandemans,bar det,og Jfr. margrethe Klein holdt huen. Hr. Niels Dragel, Muurermester, Hr. Andreas
Schultz, Brygger, og Christian Gustav Smidt, Student, vare faddere. | Familie: Andreas Wello / Christine Wello (F281)
|
| 65 |
D.10 dec. Fødte Xten Pedersens Hustru af Skærum? Anna Hans Datter et Barn som blev hjemdøbt i Overværelsen af Forældrene og Jordmoderen, Maren Peders datter og kaldet Niels Daaben Confirm i Kirken 2den Jule Dag, Faderne: jens Andersen af Al
sted, Niels Hansen, Peder Hansen, Præstekoene , Ellen Møller. | Kudsk, Niels Christensen (I799)
|
| 66 |
Da der ti Aar efter atter kom en Søn til Dorte, blev han ogsaa kaldt Jens Jakobsen, velsagtens som et Bevis paa, at hun helt havde afskrevet den forrige.Den sidste Jens er der ikke andet at skrive om, end at han gik derhjemme i sin Moders Ledebaand, til hun døde, da han var 45 Aar og havde været gift i 20 Aar. Han blev aldrig nogen rigtig Mand; jeg har kendt ham temmelig godt. Han var en Gnier, der ikke nænnede at spise sig mæt, han kom slet ikke til at ligne sine Brødre, de kunde være paaholdne nok, men alting skulde være, saa de kunde være det bekendt - - være en Stymper og Gnier var det sidste, de vilde. Og naar de var sammen med Jens Rabes, saa faldt der mange Stikpiller, som han ligesaa stille stak i Lommen. Naar han var sammen med sine stoute Brødre, gjorde han en daarlig Figur. Han var høj og velvoksen, men naar man saa ham, fik man alligevel en Følelse af, at han var slaaet til en Skilling og ikke kunde blive andet. | Jacobsen, Jens (I23)
|
| 67 |
Da hendes mor døde kom hun i pleje hos Jens Peder Rotvig og Ane i Feldborg som var hendes moster.
Hun gik i skole i Over Feldborg, Havde plads i Mejrup og Tvis, var på Guldborg højskole i 1915. | Knudsen, Ane Jensine Grøn (I295)
|
| 68 |
Daab: Gudmoder gårdmand Jens Tøftings hustru Sidsel Pedersdatter, Vigh og ? Andersen af Gullerup, gårdmand Søren Overgaard, gårdbruger Jens Storgaard, Jacob Jacobsen alle af Sundby
hjemme fremvist i kirken 6. april 1845
Jan 27 1845 | Nielsdatter, Dorthe Cathrine (I1401)
|
| 69 |
Dåb i Resen kirke. Data i kirkebog for Resen side 282. | Jacobsdatter, Mette Kirstine (I18)
|
| 70 |
Dåb. 6 aug 1747 havde Christen Gamskier Majgaard hans søn til dåben båren af hans hustrus søster Berte Sophie Colding, kaldet Peder . Test: Peder Kiergaard. Niels Colding. Jens Colding Espen Nielsens hustru Og Christen Nielsens hustru. Højslev KB 1737-1785 opsl. 80.
Død : 18 apr 1829 Skovmølle, Højslev sogn. Begravet : 26 apr 1829 Højslev 82år
Far Christen Pedersen Gamskjær Mor Maren Pedersdatter Colding
Husbonde Maigaard Højslev s. Fjends H.
Peder Christensen Gamskier blev født i Majgaard 1747, Højslev sogn og døde i Skovmølle 1829. Han frikøbte 1788 den ene halvdel af Majgaard til selveje (Vester Majgaard) med hartkorn: 8-3-3-2. Han blev senere eneejer af hele Majgaard i 7 år. I sin alderdom blev han umyndiggjort af sine børn, men fik dog Skovmølle som "alderdomssæde". Den var på hartkorn: 3-0-0-1½.
Han blev 1.gang gift 16 dec 1779 med: Johanne Johansdatter født i Svenstrup, i den gård som senere kom til at hedde Stensgaard, Højslev sogn 1759 og døde 1794 i Højslev.
Børn:
1. Christen Pedersen F: 20-08-1780 Majgaard - Død :17-09-1780
2. Maren Pedersdatter f. 21 okt 1781
3. Christen Pedersen Db.. 14 mar 1784 - Majgård, Højslev Død spæd
4.Johan Pedersen d. æ. Db.. : 16 jul 1786 Død 1786.
5. Johan Pedersen d.y. Db..: 1787 Majgård, Højslev
6. Kirsten Pedersdatter Db..1790 d. 31 mar 1869
7. Jens Pedersen Db..: 22 apr 1792
8 Kirsten Pedersdatter Db..9 nov 1794 (2 mdr efter moderens død.) | Christensen Gamskier, Peder (I388)
|
| 71 |
Daglejer. Ved sin død patuljebetjent! | Christensen, Niels Christian (I1338)
|
| 72 |
Datter af Gotchalk Rostrup og hustru Margrethe Vesteni Deres børn: Jens Ebbesen Udsen han var 1450 med broderen til Vitterlighed for Anders Petz i Holme Rosenholm i Øster Lisbjerg Herred, Laurids Simonsen Udsen | Rostrup, Gyde (I568)
|
| 73 |
Datter af Peder Bejerholm og Lene Hansdatter Bjerregaard, Datter af den lærde bonde Hans Jensen Bjerregaard. | Bejerholm, Christiane (I199)
|
| 74 |
Datter af Stig Nielsen Skovsgård og hustru Deres børn: Bertel Christiernsen Hørby og Kirsten Chistiernsdatter Hørby Moder til Jens Yde i BustedVed 1470 kom den daværende eier af Egebjerg: Niels Pedersen i skade for at slå sin sognepræst, Hr. John i Ugilt, ihjel. "Bispen forfulgte ham skarpt derfor uden al nåde, og han blev fredløs". Men Niels Pedersen beviste for Kongen og Rigens Råd, at han havde handlet i nødværge, og opregnede sine forfædre således, for at vise at han ikke var forpligtet til at lade sig træde på : "Min fader, Peder Stigsøn, kjende I nu, som I lidet anse imod hans Forfædre, ligesom mig. Hans fader, Stig Nielsøn, hans fader, Hr. Niels Stigsøn, som byggede Egebjerg efter sin fædrene gård i Sjælland, hans fader, Hr. Jørgen Stigsen, hans fader, Hr. Stig Thagesøn, hans fader, Hr. Thage Ebbesøn, hans fader, Hr. Ebbe Skjalmsøn, som rådte o
g regerede i Sjælland i Kong Svends tid. Jeg havde jo mit fædrene blod, jeg måtte gjøre nødværge og ei lade mig træde på." - - Denne Niels Pedersens Faster var Mette Stigsdatter, som var gift med Christern Jensen Hørby. | Skovgaard, Mette Stigsdatter (I1069)
|
| 75 |
Datter af: PEDER GALSKYT og MARINE STAMPE. Deres Børn : RASMUS LAURITSEN UDSEN, EBSE LAURITSEN UDSEN, ENEVOLD LAURITSEN UDSEN, CHRISTOFFER LAURITSEN UDSEN og KAREN LAURITSDATTER UDSEN, se hos hende HANS LAURITSEN UDSEN. Til Testrup . En
Datter gift med FRANS IVERSEN MUNK. En Datter gift med: Herredsfoged i Års Herred, SØREN GIED . En Datter gift med Herredsfoged i Fleskum Herred, POUL IBSEN. En Datter gift med: JØRGEN DÅE. | Familie: Laurits Simonsen Udsen / Margrethe Galskyt (F106)
|
| 76 |
Datter af: PEDER GALSKYT og NN. Deres Børn: RASMUS LAURITSEN UDSEN: EBBE LAURITSEN UDSEN: ENEVOLD LAURITSEN UDSEN: CHRISTOFFER LAURITSEN UDSEN: KAREN LAURITSDATTER UDSEN, se hos hende: HANS LAURITSEN UDSEN. Til Testrup: En Datter
gift med: FRANS IVERSEN MUNK: En Datter gift med: Herredsfoged i Års Herred, SØREN GIED: En Datter gift med: Herredsfoged i Fleskum Herred, POUL IBSEN: En Datter gift med: JØRGEN DÅE. | Galskyt, Margrethe (I380)
|
| 77 |
De får en stor børneflok hvoraf en del dør som små.
Søren; 14-06-1776, Husmand i Grønbæk på Allinggårds Gods.
Else; 1778 død som lille.
Mikkel; 1781 død 16 uger gammel.
Else; 13 s trin 1781, tjente i Århus
Karen; 13 s trin 1782, gift med Lars Andersen indsider i Hvorslev, senere gift med Niels Clausen.
Mikkel 5 s hl 3 k 1787 død 9 mdr gammel.
Kirsten; 1788 sikkert også død.
Mikkel; 21-10-1792, ane 12 no 601
Ane; 21-01-1796, er ved moderens død 1829 gift med gårdmand Anders Linding
Hun gifter sig igen efter mandens død den 05 -11-1808 med ungkarl Diderik Nielsen | Mikkelsdatter, Inger Marie (I58)
|
| 78 |
Deltog i Estlandstog 1205
Døde i slaget ved Lena efter privat familiefejde 1207-08, hvor Sunesønnerne gik i krig med Sverige for at genbindsætte Ebbes fordrevne svigerfar, Sverker, som svensk konge. | Sunesen, Ebbe (I778)
|
| 79 |
Den 1/11 1728 havde Visti Olufsen en søn ved dåben kaldet Oluf. Hans kones mor bar barnet. Faddere var: Jens Bregenholm, Mads Jensen i Forbech, Christen Mørch i Kirkegård, Karen Lauritsdatter og Ane Lauritsdatter. Oluf bliver konfirmeret so
m 20 årig i 1748.
Oluf når at blive gift 4 gange, selv om han nu nok har været over 30 år ved første ægteskab.1) Ole Vistesens første hustru Maren Jacobsdatter dør i 1767, 40 år gammel. Der er to børn: Wisti født den 6/5 1764 (Visti dør 1842 som 78 årig) og Dorthe i 1766 . Ved Vistes dåb bar Maren Vistesdatter af Øster Egby i Salling. Faddere var Knud Jensen i Iggeberg, Jens Vistesen, Mads Laursen, Anna Regners og Anne Jacobsdatter. (moster?) Der er et omfattende skiftereferat fra skiftet efter Marens død. 2) Ole Vistisens anden hustru, Johanne Pedersdatter, dør den 6/2 1774, 40 år og 2 uger gammel ( født i januar 1734). I dette ægteskab er der fire børn: Den 21 august 1768 får Ole Vistesen og hans anden hustru en datter, Maren Olesdatter. I 1770 en søn, Jens Olesen, stamfader til Olsen slægten i Ugelrise; i 1772 en søn, Peder Olesen, konfirmeret i 1791; samt i 1773 en søn, Anders Olesen. Den 4 juni 1770 blev Oluf Vistesens søn døbt i Vroue kirke og kaldet Jens. Han blev båret af Anne Vistesdatter af Eggeberg. Faddere var Knud Jensen af Vroue, Villads Pe
dersen af Vridsted, Christen Christensen af Troelstrup, Karen Mouritsdatter og Anna Pedersdatter. Jens bliver konfirmeret i Resen kirke i 1787. Oles anden kone har med sig tre børn født mellem 1760 og 1766 fra sit første ægteskab. 3) Ole Vistisens tredie ægteskab med Juule Cathrine Juuelsdatter må være indgået mellem 1774 og 1778, hun dør den 18/6 1778. Der er ikke noteret noget i kirkebogen om bryllupet. Skiftet efter hendes død den 18/6 1778 er temmelig omfattende.
Se Lundgårds skifteprotokol 1778-1805, g196-1 side 1b 20/6 1778.
4) Den 11/11 1779 blev enkemanden Ole Vistisen og pigen Dorthe Povelsdatter fra Bregendahl i Fly sogn gift i Fly kirke. Han var da 51 år gammel og hun var 35 år.
I Oles fjerde ægteskab med Dorthe Poulsdatter er der sønnen Poul født 14/11 1780, han bliver konfirmeret i 1796.
Det ser ikke ud til at nogen af de tre andre ægteskaber blev indgået i Vroue kirkeVed folketællingen 1787 bor der i familie nr 2 følgende: Ole Vistisen, 58 år, i fjerde ægteskab. Dorthe Poulsdatter på 43 år i første ægteskab. Visti Olsen 23 år af hans første ægteskab. Maren Olsen på 20 år af hans andet ægteskab. Jens Ols
en på 17 år. Poul på 7 år af hans fjerde ægteskab, samt Johanne Nielsdatter på 24 år, hans steddatter.Den 15/12 1786 sælger Ole Wistisen boende i Vroue, gården "Overgård" i Vridsted sogn til Christen Zachariesen i Borbjerg for 592 Rd. Den gård som Knud Jensen har iboet på 4 Td. 4 Sk. 2 og 1/3. Handelen blev bevidnet af Jens Schaltz og Wisti
Søndergård. (Skifteprotokol B44, Sp 2, p 281)
Den 27/4 1769 låner Hans Henrich Jørgensen, ejer af Ørslevkloster og Strandet godser, 400 rigsdaler til 4 % p.a.af Ole Wistisen i Wroue. Det ses i Ørslevklosters godsarkiver at lånet efter godsets salg bliver tilbagebetalt den 7/5 1777.
Den 24/6 1783 sælger Jens Jensen Feldingbjerg i Trevad mølle til Peder Poulsen i Eggebjerg "Neder Eggebjerggård" af ny hartkorn, 4 - 4 -1-1 1/3. Tidligere ejet af Olle Wistisen og Jens Wistisen samt Christen Jepsen Raae. | Vistisen, Oluf (I1009)
|
| 80 |
Den ældre gren af slægten ejede godser som Rygård, Kollerup, Visborg, Nørlund og Østrupgård | Munk, Jon (I1147)
|
| 81 |
Der er udkommet en ny slægtshistorisk bog fra Silkeborg, hvor der er omtalt en Snedkersvend Thomsen i en sag fra 1901.
Den endnu ikke er kommet på bibliotekerne. Bogen er skrevet af Keld Dalsgaard Larsen og udgivet i forbindelse med Midtjyllands avis og Silkeborg Bogtryks 150 års jubilæum.
I et af kapitlerne omtales en sag om en Snedkersvend Thomsen. Der står ikke hans fornavne, men data passer med ham, og andre steder omtales han som Snedkersvend Thomsen.
Fra Bogen :
På et Møde indkaldt af en kreds af byens borger med emnet : "Omsorg for vildfarende og hjemløse børn" søndag den 1.dec. 1901 i Håndværkerforeningens store sal.
Endte Mødet i skandale og hvem var i givet fald skyld deri.( mødet blev afholdt på et Børnehjem og aftenens diskussionsemne skulle have været Kommunal kontra privat drift, men det kom til at dreje sig om noget helt andet)
" En ung mand besteg nemlig talerstolen og gav… en meget udtværet og ligefrem uanstændig detaljeret fremstilling af, hvorledes han for en snes år siden var blevet behandlet uterligt af en lærer. Hele beretningen var så pinligt detaljeret, at ordstyreren absolut burde have stoppet ham, så meget mere som adskillige tilhørere, særlig kvinder, følte sig forargede og forlod salen……. O. s. v."
Aviserne slog sagen stort op i de efterfølgende dage og de strides om hvor meget, der skulle fortælles.
"Silkeborg Socialdemokrat tog også sagen stort op. Avisen satte omgående navn på den pågældende lærer for, som man begrundede det med - ikke at kaste en generel mistanke på lærere på Borgerskolen. Sagen drejede sig om Theodor Møller, en ældre og ugift lærer, som endnu underviste på Borgerskolen. Læserne af avisen kan følge, hvordan Theodor Møller næste dag ankommer til Skolen og påbegynder sin undervisning, som om intet var hændt! Først lidt senere på dagen bliver Theodor Møller indkaldt på kontoret og bortvist til politimæssigt forhør. Theodor Møller mødte frem hos politiet og afgav med det samme fuld tilståelse. En skandale af dimensioner var på alles læber i Silkeborg."
Efterfølgende står der omtalt lidt om, hvordan aviserne strides:
Silkeborg avis var forargede over, hvordan Silkeborg- Socialdemokrat brugte denne sørgelige historie til at sætte sig selv og sin egen sag i centrum.
Social demokraten var derimod forarget over Silkeborg avis`s beskyldninger. Nok havde Bladet kendt til historien, men at man ingen del havde i , at Snedkersvend Thomsen valgte dette møde til sine afsløringer.
Silkeborg Socialdemokrat findes på på det kongelige biibliotek. Men aviserne før 1908 lånes ikke ud, så man må til Silkeborg for at læse den.
Sagen om Skolelæreren er måske at finde på Viborg Landsarkiv. Det kunne være interessant at vide, hvad dommen for blufærdighedskrærnkelser var I 1901. | Thomsen, Niels Anthon Marius (I972)
|
| 82 |
Der kan knyttes navne til Kærsgård-middelalderborgen. Af et tingsvidne af 2. marts 1444 fremgår det, at ridderen Laurids Trugotsen i medgift til sin datter Cæcilia gav ridderen Marquard Rostrup gårdene Kærsgård og Svinballe i Hundslund sogn, samt en grund i Falling sogn. Ejendomsoverdragelsen har fundet sted over 100 år før tingsvidnet af 1444. Marquard Rostrup var i tiden henimod 1340 de holstenske grevers befalingsmand på deres meget vigtige støttepunkt, Skanderborg Slot. Han kan således betragtes som én af grevens støtter - og han synes også at have haft særligt behov for beskyttelse mod de jyske herremænd. 1340 var året for den jyske rejsning mod det holstenske styre, og om det nu var Marquard Rostrup, som Trugotsens svigersøn, eller Trugotsen selv der beboede Kærsgård på dette tidspunkt, kan vi ikke vide. Men sikkert er det, at de begge har sympatiseret med greven. Det er derfor ikke helt urimeligt at antage, at det var de jyske oprørere der
ødelagde borgen. ---------------------------------------
Ridderen Laurids Trugotsen af Gylling og hans Slægt. Af Dr. phil H. L. Møller. - Særtryk af "Samlinger til Jydsk Historie og Topografi". 4. Række. V. Bind. [Andelsbogtrykkeriet i Odense 1926 side 245 - 262]
Den 600 Aar gamle Kirkeklokke i Gylling bærer Indskriften: Dña Cecillia fecit me fundi, ) : " Fru Cæcillia lod mig støbe ". Denne Fru Cæcillia er uden Tvivl den samme, der nævnes i et Tingsvidne af 2. Marts 14411) som Datter af Ridderen Laurids Trugotsen af Gylling og som Ridderen Marqvard Rostrups Hustru. Andensteds fra vides det, at Laurids Trugotsens Hustru hed Fru Kirstine, men om hun har været Fru Cæcillias Moder, kan ikke siges med Vished. Faderen kan jo have været gift to Gange. Tingsvidnet blev optaget paa Hads Herreds Ting den 2. Marts 1444, men de her nævnte Personers Levetid ligger 100 Aar længere tilbage. Det fastslaar, at Laurids Trugotsen gav Marqvard Rostrup i m
edgift med Datteren Kærsgaard og Svinballe i Hundslund Sogn og den Grund i Falling Sogn, hvorpaa Aarhusbiskoppens Borg Aakær stod, da Tingsvidnet blev optaget.
Syd for Odder har arkæologer fra Moesgaard Museum foretaget en udgravning forud for en udstykning, der kaldes Præstelunden. I forbindelse med udgravningen har arkæologerne afdækket en række huse og bygninger fra middelalderen, som formentlig er de sidste rester af en lille landsby, der har ligget påfaldende tæt på sognebyen Odder.
”Alt tyder på, at vi har fået fat i landsbyen Hovedstrup,”siger udgravningsleder Mogens Høegsberg.
”De ældste kilder til landsbyen er få og tilfældige. Byen var vist i 1300-årene ejet af en vis hr. Lars Truedsen fra Gylling. På mere sikker grund er vi i 1581, hvor det oplyses, at landsbyen foruden den store Hovedstrupgård består af 5 gårde, 1 bol (en bondeejendom der er mindre end en gård men større end et hus) og 4 gadehuse beliggende i selve landsbyen Hovedstrup. ”
Interesserede er velkomne til at besøge udgravningen torsdag d. 14 sep. kl. 13-14, hvor Mogens Høegsberg vil fortælle om udgravningen og historien om landsbyen Hovedstrup.
De skriftlige kilder
I 1581 bytter kongen sig til Hovedstrup og lægger det ind under Aakjær, hvor det forbliver indtil 1660, hvor kongen kommer lidt i bekneb. Det forholder sig nemlig sådan, at efter 2. Karl Gustav-krig (1658-1660) kom Bornholm tilbage til Danmark, mod at kongen afleverer det danske adelsgods i Skåne til Sverige. Det måtte Kronen naturligvis betale for, og der indledtes komplicerede forhandlinger om disse store byttehandler. Kongens førsteminister, Joachim Gersdorff, indvilgede i at afstå alle sine besiddelser i Skåne og modtog i stedet det kongelige len Aakjær og altså hermed også Hovedstrupgård og landsby. Joachim Gersdorff døde dog i 1661, inden forhandlingerne var afsluttet, hvorfor alt godset overgik til Gersdorffs arvinger. Hovedstrup overgik til datteren Sophie Amalie Gersdorff, men først i 1674.
Sophie Amalie Gersdorff var gift med admiral Jens Rodsteen, og det er på denne vis, at den i Odder-området så velkendte familie Rodsteen kommer ind i billedet. Jens Rodsteen er en driftig herre. I 1681 river han den gamle Hovedstrupgård ned og bygger en ny længere mod syd – Rodsteenseje. Gården bliver med kongelig tilladelse opført som en hovedgård, hvilket giver mange fordele, ikke mindst skattefrihed! Men her stopper den virkelystne admiral ikke. Året efter i 1682 er turen kommet til landsbyen Hovedstrup, hvor han med nok en kongelig tilladelse nedriver samtlige gårde og boliger og lægger jorden ind under Rodsteenseje. Og hermed slutter så historien om den lille undseelige landsby Hovedstrup. Men hvornår opstod landsbyen?
Stednavnet Hovedstrup
Ifølge stednavneforskerne består navnet Hovedstrup af to led: Første led kommer af det navnlig i Østjylland kendte mandsnavn Hovi, og efterleddet -strup kommer fra torp. En torp er en udflytterlandsby, altså en nybebyggelse udskilt fra en ældre landsby, i det her tilfælde vel Odder. Hovitorp, som landsbyen nok oprindeligt har heddet, er med tiden blevet forvansket til Hovedstrup. Torpebyer kendes fra vikingetiden, men af stednavneforskerne betragtes Hovedstrup som en relativ sen udflytterlandsby, dvs. 12-1300-årene.
Den arkæologiske udgravning
Hvordan stemmer ovenstående overens med den igangværende arkæologiske undersøgelse?
"Vi har ikke fundet alle de gårde og bygninger, der nævnes i 1581, og det skal vi heller ikke regne med," siger Mogens Høegsberg.
Mange af landsbyens huse og landbrugsbygninger har været opført på syld, et lille lavt fundament af sten hvorpå bindingsværket har været placeret. Sådanne bygninger efterlader ingen spor til arkæologerne. Kun de bygninger, og det har været de færreste, der havde stolperne gravet ned i jorden, efterlader spor. Indtil videre er der fremkommet spor efter tre huse. De to er nok fra tiden omkring 1600 og hører altså til blandt landsbyens yngste. Et enkelt hus skiller sig ud og er noget ældre. Sikkert dateret er det endnu ikke, men det er næppe yngre end midten af 1200-tallet og kan endda være flere hundrede år ældre. Så måske er Hovedstrup lidt ældre end først antaget.
Af den store gård Hovedstrupgård, forgængeren til Rodsteenseje, er der indtil videre intet spor. Det kan hænge sammen med, at den måske har været placeret uden for byggemodningen, på det lille højdedrag vest for Randlevvej, hvor der ved en tidligere lejlighed er fundet potteskår fra middelalderen. | Trugotsen, Laurids (I575)
|
| 83 |
Der skiftes efter Oluf Vistisens første hustru, Maren Jacobsdatter den 5/2 1767. Det bliver en kompliceret sag der ender med flere møder og først afsluttes i december 1780. Der bliver 500 Rdl til deling mellem 5 børn. Visti får 260 Rdl og
andre 3 arvinger får hver 86 Rdl. | Familie: Oluf Vistisen / Maren Jacobsdatter (F468)
|
| 84 |
Det 19. århundredes første halvdel er perioden for prosagennembruddet i den danske litteratur, det vil sige at det er i den periode roman og novelle begynder at få højstatus i den litterære bevidsthed og i øvrigt begynder at blive dominerende i det litterære billede. Gennembruddets store navne er H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Steen Steensen Blicher. Af dem kom Blicher først. Allerede i 1824 fik han sin første store novelle, "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog", trykt
i den århusianske bogtrykker A.F. Elmquists tidsskrift Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark. Læsefrugter var sin tids mest succesrige eksempel på en type af publikationer der var en vigtig grobund for prosagennembruddet. Dets formål var at bringe underholdende læsestof for et publikum der var bredere end dannelseskulturens elite, det vil sige for dens baggrund i borgerskabet og de akademiske lag. Til hvert nummer hørte et par digte og enkelte anekdoter fra historie og nutid, Napoleon fik mange ord med på vejen. Men hovedparten af siderne fyldte Elmquist med noveller oversat fra tyske publikationer af samme karakter. Enkelte fortællinger af tidens store tyske navne dukkede op, men Elmquist var ikke den der diskriminerede som redaktør, og indholdet var blandet gods af dydssentimentale historier, biederme
ier-genrebilleder, kriminalhistorier og rædselsromantik. Det var Blicher udmærket klar over, og han var indstillet på at levere varen. Han var begyndt hos Elmquist med enkelte digte, men først og fremmest af interesse for honoraret, og Elmquist betalte pr. ark så noveller gav meget mere. Der er da heller ikke grund til at skjule at en hel del af Blichers noveller er dårlige, men først og fremmest for at fremhæve at de gode af dem er gode Læsefrugtnoveller. Også i de allerbedste Blichernoveller er der ulykkelig kærlighed, pikante er
otiske situationer, bortførelser, mord og selvmord. Når de bedste af hans bidrag formår at bruge genrens effekter i fortællinger af den største kunstneriske lødighed, skyldes det naturligvis først og fremmest hans geni. Men det er også en del af forklaringen at han havde en helt anden tradition at trække på. Blicher var en af de få digtere i sin generation som læste engelsk uden besvær, og han var dybt fortrolig med det 18. århundredes engelske romantradition, han alluderer ofte til Samuel Richardson (1689-1761) og Tobias Smollett (1721-1771), han har sandsynligvis læst Henry Fielding (1707-1754), selv om der ikke er direkte spor efter ham i forfatterskabet, han læste og elskede Laurence Sternes Tristram Shandy (1760-1767), han oversatte Oliver Goldsmiths The Vicar of Wakefield (1766), og traditionens romantiske bærer Walter Scott (1771-1832) satte han umådelig højt. Hvad han lærte af dem var dybest set at tage den realistiske fiktion alvorligt som fiktion: en historie fyldt med usandsynligheder bliver en sand historie, hvis den giver usandsynlighederne sandsynlighedens præg; og hvis forfatteren vil opnå det, skal han tage i agt at det vigtige ikke er hvad historien fortæller, men måden den bliver fortalt på. Blichers måde at håndte
re novellernes fortællerproblemer på har mange forbilleder. Alligevel er den dybt original, og det er den der gør ham forbilledlig i den danske tradition der var under udvikling. Den engelske indflydelse gør sig også gældende i Blichers lyrik. Hans første poetiske indsats var Ossian-oversættelsen fra 1807. Den høstede han megen anerkendelse for, men den betød ikke noget nybrud i dansk poesi, allerede Ewald havde kendt Ossian (i tysk oversættelse) og var begejstret. Ossian-indflydelsen er nok den dybeste i Blichers egen digtning, hans lyriske digtning er i sin vorden udelukkende efterklange efter Ossian, og det er først da han for alvor tilegner sig di
sse digtes særlige elegiske tone som sin egen, at han bliver en god lyriker. Det sker for alvor sent i hans liv, efter at han har indarbejdet tonen også som tone i de store noveller. Igen peger sporene tilbage mod det 18. århundrede. Blicher beundrede de store digtere af sin egen generation, Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann. Men han kom aldrig selv med i det romantiske gennembrud, dets to hovedtanker - den naturfilosofiske panenteisme og det borgerklassiske dannelsesideal efter Goethe og Schiller - lå ham uendeligt fjernt. Blicher følte sig miskendt af sin samtid. Det var han egentlig ikke, hans bedste lyrik blev agtet højt og hans noveller vandt stor yndest. Men han var fremmed i og for sin samtid, en usamtidig hvis forfatterskab (og hele virke i øvrigt) peger tilbage mod det 18. århundredes fornuft og følsomhed og frem mod den realisme, som kom til at præge hans århundredes anden halvd
el. | Steensen Blicher, Steen (I1240)
|
| 85 |
Diderick. 1840 er han hjemme 15 år gammel, 1845 er han i Øster Velling 19 år tjener hos Niels Sørensen i Nedergård. 1845 tilflyttet til november til Jens Villumsen Langå. Død 11-01-1847 begravet 21-01-1847, han havde hagelskudt sig selv, må
efter amtets resulation af 18 januar begraves på kirkegården med jordpåkastelse! men iøvigt i stilhed. | Mikkelsen, Diderich (I50)
|
| 86 |
Dom post trin = 23 søndag efter pinse! han må så være blevet fremstillet i kirken ca. 26. oktober 1892!
Fadder ved hans dåb, Søren Pedersens hustu af Hvorslev , Kristian Rhode, og Christen Lassen, Peder Mikkelsen og Rasmus Mikkelsens hustru alle af Hvorslev. | Nielsen, Mikkel (I19)
|
| 87 |
Dorthe Jensdatter fra Storgård i Vrou bliver gift med Viste Olesen eller Olufsen. Hendes bryllup er ikke fundet. De får mindst 4 børn:
Ole Vistesen * 1/11 1728. Hans kones mor bar barnet ved dåben. Faddere var:Jens Bregendahl, Mads Jensen i Forbech, Christen Mørch i Kirkegård, Karen Lauritsdatter og Ane Lauritsdatter. Ane født 1730. Maren født 1733. Jens født 1734.
Visti Olesens hustru Dorthe Jensdatter dør 1/6 1763. Hun er da 57 år, 3 måneder og 9 dage gammel, og må derfor være født den 20/2 1706.Den 12/11 1763 bliver der underskrevet et gavebrev underskrevet af de fire søskende, eller rettere de to brødre Oluf Vistisen og Jens Vistisen, samt de to svogre Knud Jensen på Egebjerg gift med Ane Wistisdatter, og Niels Jensen Søndergård
af Øster Lyby gift med Maren Wistisdatter, hvori de deler arven efter deres mor Dorthe Jensdatter, som levede og døde på Søndergård i Vroue. | Jensdatter, Dorthe (I994)
|
| 88 |
Død 2. søndag efter påske i Bøstrup. | Poulsdatter, Maren (I680)
|
| 89 |
Død før fremstilling i kirken. | Jensen, Kirstine (I74)
|
| 90 |
Død før fremstilling i kirken. | Jensen, Jens (I78)
|
| 91 |
Efter at hans kone nr. 2 Ane Marie Lausdatter var død den 29. januar 1882, gifter Niels sig i en alder af 40 år i den 5. december 1882. med enken Ane Martha Nielsen som er 43 år. Det var sikkert en ren og skær nødvendighed med så mange små
børn. Ifølge Nielsine Kristine Mikkelsen var det et dårligt parti! Der er skifteretsattester fra 20. juni 1882 og 21. nov. 1882.
Han blev båret til dåben af pige Dorte Jensdatter af Bjerring fadder var Jens Møllers hustru, gårdmand Jens Møller Mikkel Rasmusen og Jens Jensen alle fra Mammen.
Han blev gift anden gang med Ane Marie Laustdatter født 1836 hun døde 29-6-1880.
Der var børnnene;
Anna Jensine; født 21-04-1870 konfirmeret 30-??-1883 i Mammen kirke.
Nielsine Kristine; født 11-02-1872 konfirmeret Frederiks Kirke 18-04-1886 tjente da i Høgild, hun blev gift med Laust Jensen i Gammelstrup.
En dødfødt pige; 02-10-1873.
Johanne Laurine; født 24-04-1875. konfirmeret i Kobberup kirke 14-04-1889.
Mikkel Mikkelsen; født 05-01-1878.
Han blev gift tredie gang i 1882 med Ane Martha Nielsen fra Mammen, han var da 40 år og hun 43 år.
Skøde til Niels Jacob MikkelsenUndertegnede Mette Kirstine Jacobsdatter af Mammen Enke efter Gaardmand Mikkel Nielsen Hvorslev, tilstår herved at jeg har solgt og afhændet , ligesom jeg herved skjøder og aldeles overdrager fra mig og arvinger til min søn Niels Jacob Mikk
elsen den mig af adkomst tinglæst d. 6 marts 1862 tilhørende gård i Mammen by og sogn med jorde under:
Matr.nr: 21a af hartkorn 1 td. 3 skp 1 fjk 2 alb.
Matr.nr:21d af hartkorn 3 fjk 1,1/4 alb.
Samt 1/8 af Mammen smedehus med jorde, Matr. nr. 66a 1,1/4 alb.
Købesummen 800 rd. samt aftægt til mig som andager 800 rd.
som sælger Mette Kirstine Jacobsdatter
som Køber Niels Jacob Mikkelsen.
17 februar 1881
Købekontrakt fra Niels Jacob Mikkelsen til Niels Jensen Mammen.
Underskrvne Niels Jacob Mikkelsen af Mammen sælger herved til Gaardejer Niels Jensen hersteds efternævnte mig ifølge skøde tinglæst d 9 juni 1863 tilhørnde ejendom af Mammen By og Sogn betegnes saaledes:
Matr. Nr. 21a af Hartkorn 1td. 3skp. 1djk. 2 alb.
Matr. Nr. 66 a af Hartkorn 0 td. 0 skp. 0 djk. 1.1/4 alb.
Matr. Nr. 65m af Hartkorn 0 td. 0 skp. 0 djk. 1/4 alb.Med påstaaende bygninger med tilbehør, ejendommens avl og avgrøder samt en del besætning og inventarium, dog undtages gaardens nuværnde vaaningshus som jeg forbeholder mig til midletidig beboelse og til nedbrydelse, men skal jeg foranstalte
t bortført fra ejendommen inden 1 august dette aar. Hvilket er iøvrigt paa følgende nærmere betingelser og vilkår.
1 det solgte er allerede modtaget af køber og står samtidigt for hans regning og risico i enhver henseende, navniligt saaledes at han i ilds-vaade tilfælde oppebærer acurancesummen til anordningsmæssig anvendelse.2 Kjøbesummen udgjør 11000 Kr. heraf 1600 Kr. for værdien af det medfulgte løsøre, og berigtiges saaledes 4000 Kr. ved at køberen overtager og fra 11 marts terminat regne, forrenter og tilsvarende ansvarlig for mig i det solgte indestaaende prioitetsgjæld af dennne størrelse til kreditforeningen dens 4. serie andelen i reformfonden og de betalte afdrag kommer kjøberen tilgode, 3000 Kr. betales mig kontant 11 juni termin dette aar god betalingstid, uden renter. Restbeløbet 410
0 Kr. betales mig kontant 11 decb. termin d. aar god betalingstid med renter 4% p.a. fra 11 juni termin at regne.3 Samtidig med betaling af den sidste del af kjøbesummen som anmeldt meddeler jeg kjøberen skjøde paa det solgte, der hjemles ham med de samme herligheder og rettigheder, byrder og forpligtigelser hvormed jeg har ejet samme under min hjemmelsansvar og fri for yderlige hæftelser endanført, dog bemærkes: at sælgeren har forbeholdt sig ret til et stykke hede der imidlertid er bort skjødet til anden mand, at ejeren af matr. no. 65y er givet ret til en 4 alen bred vej over matr. n
r. 65m.
4 Alle omkostninger i anledning af denne kontrakt og skjødes oprettelse stempling og tinglysning, tilstaaes hver af parterne med halvdelen.
Køberen svarer alle skatter og afgifter af det solgte, hvorimod sælgeren betaler hvad der tidligere er forfalden, derunder den kongelige skat der forfalder 1 april d. aar.
Undertegnede Niels Jensen erkjender herved at have indgaaet denne kontrakt paa de anførte betingelser og vilkaar, som jeg forpligter mig i enhver henseende at efterkomme.
I forannævnte tilfælde herefter af truffet forordning af 25 januar 1828 anvendelig.
Saaledes indgaaet herved med underskrift vidnefast
pt. Viborg d. 26 maj 1880
Niels Jacob Mikkelsen. Niels Jensen.
Til vitterlighed.
R. J. Møller. L. Jensen.
Skjøde
Da købesummen 11600 kr. heaf for løsører 1600 kr. nu er berettiget dels ved kontant betaling 7100 kr. dels ved at køberen overtager den i den solgte indestaaende gjæld til kreditforeningen 4500 kr. saa skjøder og fra mig og arvinger overdra
ger jeg Niels Jacob Mikkelsen herved Niels Jensen den af mig ved foranstaaende købekontrakt solgte ejendom i Mammen by og sogn betegnet saaleds.
Matr.nr: 21a af hartkorn 1 td. 3 skp 1 fjk 2 alb.
Matr.nr:21d af hartkorn 3 fjk 1,1/4 alb.
Samt 1/8 af Mammen smedehus med jorde, Matr. nr. 66a 1,1/4 alb.Hvilken ejendom bygninger med tilbehør, og hvad videre der er medfulgt salget, derfor herefter skal tilhøre køberen med samme herligheder, rettigheder, byrder og forpligtelser hvormed jeg har ejet samme, og iøvrigt med overensstemmelse med købekontrakten, hvis bestemmelse i post 3. særlig gentages og frafalde dets retsanmærkning med hensyn til det der heri er anført, skøndt ikke anført i købekontrakten bemærkes at under sælger tidlige er indbefattet den mig tilhørende 1/18 de
l i smedehus og jord.
Saaldes udsteders dette skøde til bekræftelse med min underskrift vidnefast.
Mammen den 8 januar 1881
Niels Jacob Mikkelsen
Til vitterlighed;
F.c. Fisker. Mads Jensen. | Mikkelsen, Niels Jakobsen (I17)
|
| 92 |
Efter at hun er blevet enke, fortsætter Johanne som hyrekusk på Østerbro. | Wilhelmsen, Johanne Elisabeth (I186)
|
| 93 |
Efternavnet "Trudselborg" er et stednavn i Bedsted sogn i Thy! | Trudselborg, Niels Nielsen (I1402)
|
| 94 |
Ejede Østergård i Fly 1629-1663.
Hans kone kendes ikke.
Børn;
Søren Christensen | Sørensen, Chresten (I467)
|
| 95 |
Ejer af Kærskov.
1664 student fra Viborg. Læste ikke færdig som teolog, men blev landmand.
1677 værge for Maren Hansdatter, enke efter bartskær Diderik Henriksen
Blicher i Aalborg (Skiftepr. 1677, Folie 229). Hun var hans moster, og
da hans bopæl ikke nævnes er det tænkeligt, at han har boet i byen og
bestyret Blichers købmandsforretning. 1683 optræder han i Haugaard
(Matriklen 1688). 1688 og 1698 er han forpagter på Dybvad i Skæve Sogn.
1708 er han forpagter på Høstemark i Mov Sogn. 1710-12 af Aagaard i Vester
Han Herred og 1713-18 af Sæbygaard i Volstrup Sogn. 1711 købte han Kærskov
for 200 rigsdaler af Johanne Samuelsdatter Gesmell. Hun var enke efter
borgmesteren i Sæby, Christian Lauridsen Ruud. Gården var på 4-1-2-1 hartkorn.
1717 medejer af Store Rugtved i Albæk, og han ejede også Vissegaard i Nøvling
Sogn og yderligere en del spredt bøndergods. Han stiftede en skole i Lyngsaa
og testamenterede den 200 Rdl. Af renterne skulle skoleholderen have 6 Rdl.
årligt, 2 Rdl. skulle bruges til bogindkøb. 1937 eksisterede legatet stadig.
Ved bergravelsen fra Kirkeskov var begge ligklæder fra Sæby Kirke lejet.
C. Klitgaard: Optegnelser om Slægten Haugaard fra Aaby. PHT 1937.220-227 | Haugaard, Ove Jespersen (I507)
|
| 96 |
Ejer af Egebjerggård, Vridsted. Herredsskriver i Fjends Herred
Visti og Knud bor begge på Egebjerg i Vridsted sogn, 1545 - 1599. Samme sted bor en tid også deres farbror, Jens Wistisen.
Visti Christiernsen i Egebjerg nævnes 1545-1599. Kongen skriver 20.3.1571, at han skal være herredsskriver, som han var tilforn. (Skivebogen 1916, side 89-90)
Visti Christensen Egebjerg, Vridsted sogn, møder 4. august 1554 til landstingsdom frem med et lavhævd. Nis Mogensen havde slægt i Egebjerg, men bor 1524 i Fly Storgård.Jens Vistisen, Visti Christensen og sidstnævntes søskende genkøbte ca. 1542 Egebjerggård "for sådan landgilde, tynge og afgift, som gjordes og gaves deraf, før fejden begyndte". Jens Vistisen var rimeligvis en broder til herredsskriveren Christiern Vistisszen i Sjørup, medens Visti Christensen og Knud Christensen, der nævnes som ejere af gården 1576 uden tvivl var sønner af herredsskriveren. Da det 1576 siges om de to brødre, at "de købte den (gården) af fald efter skipper Clement" må den således have mistet sine selvejerrettigheder efter den mægtige bondebevægelse, der som en uhyre bølge skyllede hen over Jylland, da Skipper Clement i efteråret 1534 rejste oprørsfanen i Vendsyssel og startedede en folkebevægel
se, der vel næppe før eller siden i heftighed og trods har fundet sin lige i Danmark.
(Læs videre i Fælles note "Skivebogen 1972 - side 74-77") | Christensen, Visti (I1002)
|
| 97 |
Elsebe bliver kaldt Elisabeth. Det ses blandt andet på hendes gravskrift i Viborg Stiftstidende mandag den 17. december 1778.Oplysningerne i H. Hjorth-Nielsen " Danske prokuratorer 1660 - 1869 " om at Elsebeth Hornemann Haugaard skulle være datter af forpagter Haugaard af Kongstedlund, og være født i Kongerslev 1752 er ikke korrekt. Der blev godt nok født en Else
beth Hornemann Haugaard i Kongerslev det år, men hun har ingen forbindelse til Søren Frederik Gierulf! | Haugaard, Elsebe Hornemann (I194)
|
| 98 |
Emilie Antonie Gjerulff Thomsen født 29. marts 1894 Estrupsgade 25 Silkeborg, døbt 3. maj 1894 i Kirken
Forældre: Snedker Niels Anton Marinus Thomsen og Hustru Emilie Henriette Mathilde Gjerulff, 24 aar gl. Silkeborg
Viede i Silkeborg 3. juni 1890
Faddere: Glarmester Førsterling Enke, Marie Thomsen, Glarmester Evald Gjerulff, Smedelærling Vilhelm Førsterling og Faderen | Thomsen, Emilie Antonie Gjerulff (I1323)
|
| 99 |
Enke efter Stens farbroder! | Berg, Ernestine Juliane (I1241)
|
| 100 |
Er i 1890 som 26 årig ugift husejer og jordbruger i Sønderup. Desuden plejemor for Ane Katrine Sørensen. | Jensen, Hanne (I1315)
|
|
|
