 1866 - 1930 (63 år)
-
| Navn |
Jeppe Jensen Aakjær |
| Fødsel |
10 sep. 1866 |
Aakjær, Fly sogn  |
| Køn |
Mand |
| Død |
22 apr. 1930 |
Jenle, Grinderslev Sogn |
| Person-ID |
I1054 |
Harry Jensen |
| Sidst ændret |
28 maj 2007 |
-
| Notater |
- I det gamle Gyldendals Leksikon, udgivet i 1931 - året efter hans død - står der: Jeppe Aakjær voksede op ved landbruget i fattige kår og begyndte sent at læse; blev student i 1895, men fortsatte ikke studierne; efter urolige ungdomsår bosat på gården "Jenle" i Salling fra 1907 til sin død. Hans store, brogede forfatterskab omfatter noveller og romaner (Fjandboere, Vredens børn), dramatiske arbejder (Livet på Hegnsgård), lokalhistoriske skildringer fra Fjends Herred og Salling, men først og fremmest en overdådighed af lyriske digte (Fri Felt, Rugens sange o. fl.). Hans prosa præges ofte af en social og religiøs tendens, hvorimod hans poesi åbenbarer et naturgeni, som stiller ham i række med verdenslitteraturens
største hjemstavnslyrikere. Både på rigsdansk og dialekt har han skabt en digtning af uforgængelig skønhed.
Jeg slænger skalmejen...I 1917 skrev Jeppe Aakjær fra København hjem til Nanna på Jenle: "Gjør mig en tjeneste: på min store bogreol på hylden nærmest døren ligger en umalet skalmeje, vil du ikke lægge den i en cigarkasse og sende den til Hortence Panum (er der to
skal hun ha' den største)."
En skalmeje er et lille, ret simpelt blæseinstrument. I dag er der ikke mange, der kender en skalmeje. Hvis de gør, er det som regel takket være Jeppe Aakjær. I et af versene i sangen Jeg bærer med smil min byrde skriver han:
Jeg slænger skalmejen for munden;
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!
Aakjærs skalmeje er nu på Musikhistorisk Museum i København. Ud over den findes der kun godt en halv snes stykker på danske museer, heraf fem på Skive Museum. At der er så mange her, skyldes Peder Gaardsted, Lihme, som var én af de sidste, der fremstillede skalmejer. Han havde lært det som barn, da det var almindelig tidsfordriv for hyrdedrenge at lege med skalmejer, som de selv havde skåret. De bevarede eksemplarer er fra 13 til 37 cm lange. Skalmejen har været kendt ud over
Europa og kan nok betragtes som forløberen for nutidens klarinet.
Jeg er havrenDen 27. august 1916 skrev Jeppe Aakjær til Politikens redaktør: "Kjære Henrik Cavling! Måske vil De kunde finde en plads for dette lille høstdigt. De ved jeg vil nødig ha linjen brudt. Og endnu ét: De plejer jo at give mig 50 kr. for en kro
nik. Er dette digt egentlig mindre værd?"
Cavling fandt både plads og penge. Søndag den 3. september kunne man for første gang læse de kendte linjer:
Jeg er havren. Jeg har bjælder på,
mer end tyve, tror jeg, på hvert strå.
Bonden kalder dem for mine fold.
Gud velsige ham, den bondeknold!
Lejlighedssangen der blev ewergreenI 1920-22 var Søren Poulsen andenkarl på Jenle. Han spillede udmærket violin og var interesseret i at lære nye sange. Han lånte Aakjærs sangbøger med noder fra andre lande og samlede gårdens folk omkring sin violin. Det gik nogenlunde med at lære de svenske tekster, og til de tyske tekster havde man hjælp af en tysk student, der tjente på gården. Men de skotske viser var Jeppe Aakjær ene om at kunne teksten til. For at alle kunne være med, oversatte Aakjær derfor en sang af R
obert Burns. Den skulle snart vise sig at blive alles yndlingssang. Den dag i dag afslutter den mange sammenkomster, og egentlig bør vi sende en venlig tanke til Søren Poulsen, når vi synger:
Skuld gammel venskab rejn forgo
og stryges fræ wor mind?
Skuld gammel venskab rejn forgo
med dem daw så læng, læng sind?
Di skjønne ungdomsdaw. åja,
de daw så svær å find!
Vi'el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!
|
|
|
